Animal Collective, denne voluminøse indiestørrelse fra Baltimore, USA, har netop udsendt deres 11. studiealbum, Tangerine Reef. Albummet er skrevet og indspillet af de tre bandmedlemmer Avey Tare, Geologist og Deakin. Altså uden Panda Bear. Det betyder vist nok ingenting for bandhistorikken, da bandkonstellationen har det med at variere, og desuden er især Panda Bear og Avey Tare uhyre produktive i egne navne og andre regi, mens Deakin er kendt for at holde længere pauser fra både indspilninger og turneer. Her er det altså kun de tre af medlemmerne der er på spil. Og dog; Tangerine Reef er nemlig blevet til i et samarbejde med den Miami baserede art-science duo Coral Morphologic og er en fejring af året 2018 som det tredje internationale år for koralrev. Resultatet af samarbejdet er en film om koralrev med musik af Animal Collective. Musik som uden Panda Bear er aldeles blottet for pop-appel og da slet ikke i nærheden af et forsøg på at skabe hits. Film og musik har været lagt op på Animal Collectives hjemmeside (som i parentes bemærket i høj grad er et besøg værd, ikke mindst takket være Avey Tares bidrag. Tjek den selv ud), og kan derudover også ses på Coral Morphologics hjemmeside samt på YouTube.
Tangerine Reef er udgivet som et audiovisuelt projekt, men også som et regulært musikalbum, og dét er et virkelig mærkeligt resultat. Det er meditativt enerverende på en sær og tyst underspillet måde, der får klaustrofobien til at slå skælvende ud over hele kroppen. På samme tid er det også saliggørende. Som at trække vejret igen efter lang tids ophold i skinger ørkensol. Det er saliggørende at høre et band, der i dén grad tør tænke ud af boksen og udfordre både sig selv og lytteren i deres bestræbelser på at formidle et budskab. Godt nok et umiddelbart svært dechifrerbart budskab, men fordi Animal Collective er så rutinerede og kender deres virkemidler så godt som de gør, ja så lykkes de et langt stykke hen ad vejen med foretagendet. De lykkes med at få skabt et lavmælt, homogent værk, som på en mærkelig måde giver mening, selvom det falder lidt ved siden af striben af udgivelser fra bandet.
Tangerine Reef er som et timelangt introvert svampetrip der kalder til samling på Mandarin-revet. Dér formår bandet selv at holde opmærksomheden fast på det, de prøver at formidle – hvad det så end er, de egentlig prøver at formidle. Koralrevet står i hvert fald som et af symbolerne på en mulig apokalyptisk fremtid i mange menneskers bevidsthed. Koralrevenes død som følge af klimaforandringerne berører os. Deres ufattelige skønhed i levende live og deres isnende hvide udseende i døden er umulig at ignorere. På albummet er Avey Tares vokal svær at forstå, og det lyder næsten som om han synger op til os fra et sted dernede i dybet, vuggende blandt koraller og havdyr. På Animal Collectives hjemmeside hedder det om projektet: »Tangerine Reef is a visual tone poem consisting of time-lapse and slow pans across surreal aquascapes of naturally fluorescent coral and cameos by alien-like reef creatures (note: no CGI or artificial enhancement was used in this film). Tangerine Reef is the sight and sound of a literal underwater collective of animals.«
Tiden bevæger sig langsomt for korallerne i revet. Det gør den også i sangene, og begrebet tid berøres flere steder i teksterne, som her i slutsangen “Best of Times (Worst of All)”: »Best of all, worst of times/ Was the best of all/ Worst of times/ Yesterday was the best of times/ Yesterday, best of times/ Was the worst of all.« Sangene har alle den samme nærmest dorske stilstand, hvilket også i sidste ende er det, der tynger projektet og gør det svært at forholde sig til. Forventer man en opfølgning på Painting With fra 2016 eller andre ældre albums fra Animal Collective, bliver man skuffet. Tænk hellere Avey Tares soloalbum Eucalyptus fra 2017 eller Animal Collective EP’en Meeting of the Waters også fra 2017 for at blive sporet ind på lyden. Det er krævende, meditativt og faktisk ganske fermt udført. Tre parametre der alle trækker op i min optik. Filmen er en virkelig fin kontrapunktisk billedside til musikken. Farvestrålende og i bevægelse. Alene står musikken noget mere dystopisk med numre, der nærmest glider ind i hinanden som én lang stream of consciousness. Og på den måde tænkt som en advarsel til os alle: Tag jer nu sammen for pokker og pas på den planet vi bor på. Jeg vakler mellem tre et halvt og fire U’er, men ender på fire, fordi jeg virkelig holder af at mærke, at der er noget på spil for de involverede. Det er ikke bare en metervare det her, der er noget på hjerte.