Plader

Big Red Machine: Big Red Machine

Justin Vernon og Aaron Dessner aka Big Red Machine bakker nyt kollektiv op med deres debutplade som duo. De medbringer deres vellyd og åbenhed til projektet men kommer aldrig på dybt vand.

Man tør slet ikke tænke på det logistiske mareridt, der må være en del af Justin Vernon og Aaron Dessners tilværelse som Big Red Machine. Der skal i hvert fald noget doodle-ing til for at få det hele til at gå op. Udover at være hjørnesten i to af verdens måske mest populære indiebands, Bon Iver og The National, har de begge gang i så mange ting, at det ville kunne få enhver til at skamme sig over at tage en eftermiddag på sofaen. Vernon har sidebands som Volcano Choir, The Shouting Matches og Gayngs og har medvirket på plader med gud og hver mand – endda Eminem, selv om det ikke var nogen udpræget success. Han er en flittig producer og har såmænd også fundet tid til at starte eget pladeselskab og kuratere musikfestivaler. Dessners kalender må heller ikke have mange huller. Udover at være ophavsmand til de fleste af The Nationals kompositioner, er han involveret i velgørenhed, producerer og er engageret i tre festivaler, bl.a. vores egen regnramte Haven Festival. Derudover har han også et par børn, der sikkert skal opdrages en gang imellem.

Med sådan et overskud er det måske ikke overraskende, at de to profiler er lykkes med at koordinere deres kalender-clusterfucks tilstrækkeligt til også at kunne stable et nyt kunstnerkollektiv på benene. PEOPLE er sat i verden med en flad organisationsstruktur og et mål om at omgå grådige pladeselskaber og sponsorer så rå, upoleret musik kan flyde direkte til folket. Indtil videre har bl.a. Phoebe Bridgers, Sufjan Stevens, Feist, Kings of Convenience, Mouse on Mars, Sam Amidon, Serengeti og endda danskere som Kresten Osgood meldt sig under fanerne. I sidste måned afholdte det løst sammensatte kollektiv en koncertweekend i Berlin, der bl.a. bød på en ‘folk circle’, der ligesom alle de øvrige konstellationer var spontan og uannonceret. En rundkreds af folkelige troubadourer, heriblandt Vernon, Amidon og Damien Rice, aktiverede skiftevis de tilhørende direkte med call og responses i hvilket, der så ud som en ret intim og sammenhørig affære.

Big Red Machine, der så verden første gang for ti år siden, fungerer i en vis forstand som en showcase for kollektivet. En del kollektivister, bl.a. Phoebe Bridgers og Kate Stables fra This Is The Kit, er da også strøet med lind hånd ud over pladens credits. Alligevel er der ikke tvivl om, at det er Vernon og Dessners projekt. Kombinationen af Vernons evigt hjerteknuste kærlighedscroon og Dessners minimalistiske trommemaskiner kommer ofte meget tæt på Bon Ivers nyeste udspil, 22, A Million. Men indiefolkheltens mere organiske inkarnation skinner dog også til tider igennem. For eksempel på “Hymnostic”, der på trods af Vernons ophav i det midtvestlige Wisconsin lyder som en hymne fra en baptistkirke i the deep south. Eller på “Omdb” og “Forest Green” som byder på genhør med den efterhånden velkendte vocoder fra kollaborationen med Kanye.

At der er fokus på proces frem for produkt, er måske tydeligst at høre på Vernons slam-poetry. “Big Red Machine” indeholder linjer som »We met up like a ski team, ten feet out, with a cane man’s clout«, der om ikke andet er et frisk take på kærlighedens underfundighed. Fri association kommer også til sin ret på et af debutens mest fængende numre, “Lyla”. Besat med klarinetter, og vaklende trommebeats, spinder Vernon først »I’m already off your reservation« inden han metarapper: »Scratch that! / Abandoned winnebago sack / ah / having a motel track / ah / feathers have a real good track / ah / happens to the best attacks / ah / having feelings 1-2 black / ah / heaven in a 1-2 sack / ah / heaven in beau armour«. Det er måske nemmere at læse Finnegans Wake end at forstå Big Red Machines’ stream of consciousness, men Vernons fløjsbløde baryton er enten afvæbnende eller manipuleret nok til at det ikke gør det helt store.

»I better not fuck this up« synger Vernon gentagende gange på “Gratitude”, men det er man aldrig rigtig bekymret for, at Big Red Machine kommer til. Eller for den sags skyld, at de selv virkelig er bange for at gøre det. Selv om PEOPLE handler om det impulsive og umiddelbare, bevæger kollektivets flagskib sig i velkendt territorium. Man føler aldrig, at de to for alvor kommer på dybt vand. Big Red Machine er derfor heller ikke et banebrydende udspil, men hinter dog til et dybere potentiale – både hvad angår duoen og det bredere kollektiv. Forsøget på at fokusere mindre på det producerede produkt og mere på den kunstneriske rejse er kærkomment. Og hvis det bringer en ’folk circle’ til København, skal jeg nok sidde på forreste række og stemme i.

★★★★☆☆

Leave a Reply