Britisk-amerikanske Dev Hynes er efterhånden en rutineret spiller på den alternative pop og r&b scene, der har haft en form for moderne guldalder i 10’erne. Scenen har som få andre genfundet sig selv ved at indarbejde forskelligartede genreblandinger, hvor alt fra dancehall til techno og house har bidraget med et skud kunstnerisk energi. Også tematikkerne har været friske og interessante med mange kunstneres fokus på identitet, køn, mental sundhed og depression.
Siden gennembruddet med den umådeligt funky og fængende Cupid Deluxe har det også tiltagende været sandt for Hynes’ soloprojekt Blood Orange. Allerede på Freetown Sound blev produktionerne mere spartanske og tematikkerne mere dominerende, og det er kun endnu mere tilfældet på Hynes’ seneste udgivelse Negro Swan. Hvor præmissen bag Freetown Sound var at forstå sig selv gennem sine forfædre og sit bagland, så arbejder Hynes nu primært med sin egen historie fra barndommen i Østlondon til ængstelig og forvirrende kamp med selvværd og stolthed i sit voksne liv.
Den tematiske tråd på albummet bæres i store dele af aktivisten Janet Mock, der på fem af pladens numre byder ind med refleksioner om egen identitet og sortes identitet og plads i samfundet. Et gennemgående tema, der bringes op flere gange, og som næsten kan sammenlignes med den danske jantelov. I selvtilliden og egoets moderland USA forventes det således stadig af sorte amerikanere, at de ikke gør opmærksom på sig selv og holder sig fra de store armbevægelser. Mock sættter meget fint dette op ved udtrykket »doing the most« – en amerikansk vending a la »at være for meget«. Meget effektivt spørger hun retorisk: »Why would you want to do the least?«.
Albummet er bedst, når disse tematikker underbygges af de fængende, komplekse popkonstruktioner, som Hynes gennem sin karriere har vist en evne til at producere på stribe. De stærkeste højdepunkter på denne udgivelse, “Saint”, “Jewelry”, “Charcoal Baby” og “Nappy Wonder”, viser en imponerende evne til at være kontrastfyldte og dynamiske. De er på samme tid poppede og eksperimenterende, fyldt med attitude og sårbarhed. Hver især er de refleksioner over det at føle sig smuk, men få at vide af samfundet, at man er grim og skal føle sig sådan – netop som den sorte svane, der agerer symbolsk hovedfigur for albummet.
Særligt “Jewelry” og “Charcoal Baby” indkorporerer effektivt elementer fra den moderne rapscene med trap-inspireret rap og snares, der går i en spændende kontrast med de sårbare emner og sarte fraseringer fra Hynes vokal. Albummet får dog problemer med at fungere som helhed, da mange af de resterende numre nærmest står mere from som ideer end fuldblods-skæringer, og man føler sig flere gange distanceret som lytter. Hver gang albummet virker til at samle en form for momentum og vise en musikalsk identitet, afbrydes det brat af et mere simpelt og mindre engagerende nummer. Efter “Saint” kommer “Take Your Time”, efter “Charcoal Baby” kommer “Vulture Baby” og pladens mindst stærke single “Chewing Gum”, hvor man ikke får meget interessant introspektion af hverken Project Pat eller ASAP Rocky.
Også den stærke “Runnin’”, der byder på fantastiske Georgia-Anne Muldrow i storform, efterfølges af “Out of Your League” og “Minetta Creek”, der igen taber tråden lidt. Albummets afsluttende nummer “Smoke” står med den utaknemmelige opgave at samle op på stumperne og skabe en følelse af helhed, som kun lykkes delvist. Tematisk byder nummeret på en optimistisk og positiv stemning, der indledes med sætningen: »Bounce in my hair, I’m pretty as fuck« og byder på det gentagende mantra »The sun comes in/My heart fulfills within«. Det mere råt producerede nummer står flot frem, men byder også på en antiklimatisk og pludselig afslutninger, der ikke formår at give nogen følelse for afrunding eller samlende. Det er meget muligt Hynes netop bevidst ikke vil give lytteren afklaring, men det efterlader en følelse af apati og holder lytteren på afstand, hvilket er synd med en så interessant og vigtig tematik.
