In media res. Lige på og hårdt. Et gyngende guitarriff, imponerende trommer og en blid, udtryksfuld stemme. »If you really love nothing/ on what future do we build illusions« spørger fortælleren sin elskede, undrende, søgende efter svar. Og med dette bittersøde spørgsmål bliver Interpols sjette album Marauder sparket i gang. Ingen optakter, ingen dikkedarer, og heller ikke noget, man kan gå så langt som til at kalde for fornyelse. Hvis man holder af Interpol, kan man roligt ånde lettet op, for 16 år efter bandet første gang fik anmeldernes arme i vejret med debutalbummet Turn on the Bright Lights, er Interpol stadigvæk til at kende. Det melankolske udtryk – pirrende i al sin sørgmodighed – er intakt. Midt i en forvirrende og foranderlig tid og verden virker det betryggende.
Men der er dog også sket en udvikling i det Interpolske univers. En udvikling som mere er piblende bæk end brusende elv – og her er ”If You Really Love Nothing” en ganske glimrende indikation på, hvad man som lytter har i vente. For lige fra første strofe er vi oppe i tempo. Uden blusel og betænkeligheder er vi i gang. Det ligger langt fra den stille åbner, der langsomt tager en ved hånden og guider en sikkert gennem skoven af sange, som ellers har været af finde på alle Interpols album indtil nu. Oppe i tempo og næsten i dur, for så at lade bassen få fat i omkvædet og føre sanger/guitarist Paul Banks’ stemme tilbage i mol.
Og vi bliver i tempoet. Faktisk er der ikke et eneste udtalt langsomt nummer af finde på Marauder. Måske er albummets sidste nummer ”It Probably Matters” det tætteste, vi kommer. Et bittert tilbageblik på et knust forhold, hvor jeg-fortælleren her i bagklogskabens klare lys kan konstatere: »I didn’t have the brains or the grace«. Daniel Kesslers umiskendelige lead guitar bærer sangen igennem et mørk hav af bas. Omkvædet er sort og opgivende. »And it probably matters/ It probably mattered«. Det betød sikkert noget. Minderne, tankerne, betyder sikkert også noget nu. Men her er ingen tegn på kræfter eller villighed til at lære noget af sine fejl.
Den slags nedtonet melankoli kunne man godt have ønsket sig en smule tidligere. For Marauders tempo er,overraskende nok det, der ender med blive albummets akilleshæl. Det kan virke som en lidt underlig kritik, for hvor mange gange har man ikke oplevet, at et album, der ellers kører fint derudad, pludselig får sine metaforiske rock n’ roll-hjul punkteret af et såkaldt ”stille nummer”. Her er det slet og ret en mangelvare, for som lytter får man faktisk ikke rigtig tid til at trække vejret, hvilket skaber en uhensigtsmæssig ubalance mellem numrene, og ødelægger sammenhængen. Sangene i sig selv er der som sådan ikke noget galt med. Men hvis man som Interpol har sin egen lyd, som er umiskendeligt Interpolsk, så er man altid lidt i fare for at lyde ensformig. Og der gør et ensformigt tempo igennem et helt album dem ikke nogen tjenester. De to instrumentale pauser, ”Interlude 1” og ”Interlude 2”, gælder ikke. Kun den ene fungerer, da den anden kommer til sidst og dermed alt for sent. Man har mest lyst til at spørge sig selv, hvad den egentlig skal til for.
Det eneste sted på albummet hvor man for alvor kan mærke den harmoni, som en plade med 14 numre bør have, er på det fjerde nummer, ”Flight of Fancy”. Nummeret starter som en tilgængeligt rocknummer – trommer og bas er den solide rygrad, mens Kesslers lader guitaren danse i smukke skalaer – mens Banks synger vuggende om frihed og om ikke at kende et menneske, der er tæt på en. »Who makes up the fundamental/ the fundamental you«. Efter to omkvæd opløser sangen sig selv. Tonerne af Banks, der gentagende og hypnotiserende messer »Flight of Fancy« – urealistiske drømme eller luftkasteller – fader ud og smelter sammen med guitaren, der bygger op og tager over, mens trommerne bakker op, indtil man til sidst sidder tilbage med et enkelt guitarriff og stilhed. Interpol har altid været gode til outroer.
Og måske er det outroen skyld, at vi så gnidningsfrit kan glide over i ”Stay in Touch”, der bæres af en bas, som kravler dybere og dybere ned og trommer, der langsomt udvikler sig og bliver mere og mere omfattende, omsvøbende, overtagende, jo mere den smukke tekst udvikler sig fra et poetisk øjeblik (»I came to see you in starlight«) til en bittersød fortælling om et forbudt forhold, der efterlader jeg-fortælleren med en »Bed of sin«. Guitaren river og flår frem og tilbage, både som forsoner og som anklager. Men der er ikke noget håb at finde her heller. »That’s how you lose«. Èt for ét falder hvert instrument væk i crescendo, indtil kun trommerne er tilbage. Og her træder ”Interlude 1” ind og bliver det perfekte punktum efter disse to stærke sange.
Overordnet set er Marauder dog for monoton i sit udtryk. Og Banks, der ellers har en vidunderligt dunkel og indlevende barytonstemme, synes mestendels at synge på de høje, mere desperate toner. Det lyder stadig godt og medrivende, men man kan godt gå hen over savne det mørke tonelag. Det viser sig i glimt, f.eks. i versene på ”Surveillance” og ”Mountain Child”, men den melankolske, mørke tone gennem en hel sang– det tungesindige der bringer tyngde og graver sig ind under huden – udebliver.
Standarden er dog så høj, er det aldrig bliver decideret dårligt. Både hos Banks men absolut også hos Sam Fogarino, der simpelthen er en fremragende trommeslager. Kraftfuldt og kreativt kører han helt sit eget løb, både i og udenfor takt og det er både spændende og alsidigt. Det høres virkelig på numre som ”Complications”, ”Surveillance” og ”Party’s Over”, hvor Fogarino bogstavelig talt pisker en stemning op. Og hos et band som Interpol, der kan betegnes som rimelig stilsikker indenfor genren alternativ indie, er og har Fogarino altid været præcis den skaber af både orden og kaos, der har været brug for til at vække sangene til live.
Desværre er det ikke helt nok til at redde denne plade fra at havne i den lidt småkedelige ende. Marauder, som de fleste af Interpols plader, kræver en del lyt, og udbyttet er også at finde, når man først har fået sig viklet ind i deres drømmende, melankolske univers. Der er lidt langt fra fordums storhedstider. Men dog ikke så langt, at man ikke længere kan være med.
