Amerikanske Ty Segall er en ufattelig produktiv herre. På trods af sin alder på bare 31 år, har han vist nok rundet de 100 udgivelser for længst. Det helt eksakte tal er svært at finde, men vi snakker rigtig mange plader i eget navn, samt i et utal af forskellige bands og konstellationer. Senest i september anmeldte vi Joy, som han udgav sammen med neo-psychgruppen White Fence. Med jævne mellemrum genopliver manden dog tidligere bandprojekter, som man ellers troede var afgået ved døden. Patienten, der er blevet genoplivet denne gang, er bandet Gøggs, der nu har udgivet Pre Strike Sweep.
At vi her har med numre af lynhurtig og intens energiudladning at gøre, lader sig allerede åbenbare ved første nummer, ”Killing Time”. I nogle få sekunder snydes lytteren dog med knitrende akustisk guitar, for derefter at springe over i et intenst inferno af fuzz guitar. Og når jeg så siger, at pladens stil slås an i første nummer, så mener jeg vitterligt slås an. På de efterfølgende 10 skæringer bliver den samme formel banket igennem med kun små variationer.
Stilen er en hurtig og intens lyd inspireret af hardcore punk. Det er dog Ty Segalls trademark, at det han rører ved er sovset godt og grundigt ind i sitrende fuzz, hvilket giver det hele et touch af garagerock. Men med Gøggs bliver det hele noget mere britisk. I Numre som ”Still Feeding”, ”Space Rinse”, ”CTA” og ”Disappear” lyder det som om, de har parret The Clash, Buzzcocks og Sex Pistols, for derefter at opdrage dem på en amerikansk highschool. Vokalen, der leveres af Chris Shaw, lyder meget cockey med engelsk accent. Dog er han mere dyb og råbende end førnævnte legender, og lydsiden har slet ikke den samme charme.
Længste nummer på pladen er titelnummeret ”Pre Strike Sweep”, som tikker ind på førstepladsen med sine hele 4 minutter og 19 sekunder. Endnu en gang mødes man af smadrende fuzz guitar, lidt for tynd men energisk trommelyd, samt en buldrende og noget enerverende basrundgang. Den tynde lyd på trommerne går igen på et nummer som ”Vanity”. Her spreder den spinkle lyd sig til resten af lydbilledet, ved at have så tynd en distortet lyd, at den bliver hel hul og sitrende. Det sovser uambitiøst ind i sig selv, for nærmest at stå tilbage med et kedsommeligt lydbillede, på trods af det høje energiniveau.
Næsten samtlige af numrene rummer små intense og forcerede guitarsoloer, som på afslutningsnummeret ”Morning Reaper”, der ved hjælp af mixningen filtres skingert ind i hinanden. Det er totalt feststemt og er tydeligvis ikke blevet til for at en eller anden smartass-anmelder skal sidde og analysere pisset. Der er fuld knald på, det skal de have!
”Burning Entrance” varierer måske ikke så meget fra formlen, men er dog et klasseeksempel på den vilde og intense rockstemning, som Ty Segall og co. kan levere. Efter det ligegyldige nummer ”Ruptured Line”, der vel mest af alt kan kendetegnes som et lavtempos røvballeintermezzo, der måske skal give musikerne en pause, så lyser tingene lidt op på nummeret ”Funeral Relief”. Her bruger trommeslageren for en gang skyld sine bækkener lidt mere nuanceret. Det giver lydbilledet lidt mere kompleksitet, hvor der glimter lidt lysere toner ind i det mudrede og smadrende lydbillede.
For dælen hvor kan de give den gas, og man kan kun tage hatten af for Ty Segalls hyper produktive kamp for den gedigne rocks overlevelse. På den anden side er jeg dog nødsaget til at erkende, at der sommetider er et stykke mellem snapsene. Når Ty Segall er rigtig god, så er han vitterligt urørlig. Men når han ”bare” er i fræsermode, så er det ensformigt og kedsommeligt. Hvis jeg havde drukket ti gyldne damer, så havde jeg haft en fest. Jeg er glad for fuzz på guitaren, men der skal bare mere til for at tilføre helheden en større holdbarhed, fest eller ej.
