Kelly Moran skriver sig ind i en tradition af klassiske pianister, der prøver at redefinere det finere borgerskabs yndlingsinstrument. Siden Bach i 1722 tæmmede klaverets tonalitet med “Das Wohltemperierte Klavier”, har instrumentet haft en unik bred opgave i både at skulle lede fællessang og spytte hele symfonier ud i komprimeret format. Igennem barokken, den klassiske og den romantiske periode var det dyre klaver et symbol på velstand og orden. Men i starten af det 20. århunderede dukkede nye musikere op, der ville gøre op med det velfriserede dur-mol diktatur. Herhjemme brød senromantikere som Carl Nielsen med normerne i sin progressive tonalitet, mens den østrigske komponist Arnold Schönberg i den klassiske musiks modsvar til Dogme95 insisterede på at bruge alle 12 toner lige mange gange i et værk. En hipstertendens der ikke ligefrem faldt i smag hos folkeromantikere som Adolf Hitler – et tidligt eksempel på ‘spil noget vi kender’-typen. Modstanden gjorde, at mange af europæiske pionerer indenfor moderne klassisk musik så sig tvunget til at bosætte sig på den anden side af Atlanten. I efterkrigstiden forsatte minimalisten John Cage oprøret mod det ‘rene klaver’ og begyndte at fifle med selve klaverets lyd inspireret af zenbuddhisme og indisk filosofi. I løbet af slut-40’erne og 50’erne stoppede Cage en masse ting i klaveret for at fremhæve dets perkussive side. Morans præparerede klaver bygger videre på den samme eksperimenterende tradition, hvor hun bidrager med egne inspirationer som ambient og elektronisk musik.
Ultraviolet er dog også et brud med Morans tidligere værker – f.eks. det anmelderroste Bloodroot, der var strengt komponeret og i sin næsten matematiske rytmik lænende sig op af Cage og Phillip Glass. Morans seneste udspil er et forsøg på at løsne op og føre mestrenes grænsesøgende ånd videre. For en klassisk uddannet musiker, der ofte sætter det ‘perfekte værk’ på en piedestal, har Moran givet sig selv en angstprovokerende opgave ved at improvisere de krystalklare, gennemsigtige numre frem, der blev til Ultraviolet. Som titlen antyder, er det næsten usynlige farver og stemninger, der bliver malet frem i sammenspillet mellem perlende klaver og tågede synthesizers. Netop disse synthesizers, som er blevet barslet ved lidt hjælp fra Daniel Lopatin, bedre kendt som Oneohtrix Point Never, giver en varm dybde i Morans lydkollager. Pladens omdrejningspunkt er den næsten ni-minutter lange “Helix”, der først langsomt udforsker klaverets klokker, kimen, og strengelyd, for så organisk at vokse til en selvsikker strøm af tonale underdelinger hegnet ind af bastante, sydende synths. Klaveret bibeholder dog altid hovedrollen. Nogle gange i form af dets perkussive kvalitet, mens det til andre tider, som på “Nereid”, bobler frem i skalaer, der preller af på Tim Hecker-lydende droner.
På trods af Ultraviolets spontanitet og luftige karakter er det et album, der er meget let at holde af. Selv om der er skruer i klaveret, er det ikke et album, der stikker i mange retninger. Moran placerer sig centralt i et Venn-diagram, der både involverer eksperimenterende klassisk og elektronisk – en gråzone hvor man også møder Oneohtrix Point Never, Brian Eno, Aphex Twin og Pantha du Prince. Det er da også de elektroniske feinschmeckere fra Warp Records, der udgiver Ultraviolet. Hvis man synes om eftertænksomme lydeksperimenter, bør man ikke snyde sig selv for Kelly Moran og hendes perlende vitaminpiller mod vinterdepression.
