At lytte til The Good, the Bad & the Queens nye album, Merrie Land er lidt som at beskue en trist klovn i fuld make-up siddende på en slidt karruselhest midt i en forladt forlystelsespark på en engelsk strandpromenade, hvis storhedstid for længst er forbi. Og det er bestemt ikke en kritisk observation. Hvis bandets debutalbum var et konceptalbum centreret omkring London, så er den såkaldte svære toer det i den grad også. Den røde tråd? (Stor)britannien anno 2018 – på godt og ondt. Og hvis det her var et skydetelt, så havde Damon Albarn, bandets absolutte primus motor, vundet den (næst)største bamse. Sammen med kompagnonerne Paul Simonon (The Clash), Simon Tong (The Verve) og Tony Allen (Fela Kuti) rammer han simpelthen plet. Næsten.
Det starter vidunderligt højpandet på nummeret ”Introduction”, der med et velvagt citat virkelig formår at skabe den perfekte ramme for albummet, samtidig med at det afslører lige præcis, hvor meget man går i dybden med sit tema – og det til trods for en varighed på blot 13 sekunder. Citatet er nemlig lånt fra prologen til den engelske middelalderforfatter Geoffrey Chaucers absolutte hovedværk, Canterbury-fortællingerne. Men for lige at tilføje et ekstra lag, så er citatet samplet fra filmen A Canterbury Tale fra 1944, der udspiller sig i et 2. verdenskrigsplaget England og ligesom sin inspirationskilde følger mange personers pilgrimsfærd mod byen Canterbury.
Hvis der er en forfatter, der i den grad har medvirket til at forme den britiske nationalfølelse, så er det Chaucer (glem Shakespeare, den dilettant), og den dag i dag dyrkes 2. verdenskrigstiden i stor stil rundt omkring i de små engelske byer, hvor musikken, tøjet, manglen på basisfødevarer og truslen om bomber på bizar vis er blevet symbolet på de gode gamle dage, hvor man var et folk, der holdt sammen. En nation, der var stolt af sin storhed, og som ikke lagde skjul på det. Et land, hvis nationalfølelse for længst er druknet i globaliseringens brusende hav. En tid, mange i dagens Storbritannien nu mener, man ved at stemme sig ud af det europæiske fællesskab kan komme tilbage til. Ja, så meget kan der læses ud af 13 sekunders introduktionsnummer, hvis man ved, hvad man kigger efter.
Og nu går der altså momentvis Nikolaj Kirk i den, for det er faktisk ret svært ikke bare at køre derudad med 100 km i timen og armene fægtende over hovedet i vild begejstring. Begejstring over, at nogen (langt om længe) har udgivet et regulært Brexit-album, hvor den engelske nationalfølelse virkelig kommer under lup. Hvor alt det, Storbritannien er i dag, bliver endevendt, udpenslet, hyldet og hujet af. Hvor musikken spiller langsomt, trægt og ikke mindst bittersødt. Som en træt lirekasse. Som en, ja, rusten karrusel.
Billedsproget er fantastisk; det er »Alcoholism disguised with a balloon or two/ on Preston station« (”The Great Fire”); det er »Outbreaks of optimism in the care homes of England« (”The Truce of Twillight”), med reference til det faktum, at det primært var de ældre generationer, der i 2016 valgte at stemme sig ud af EU; det er »[T]the dark ponds of Merrie England« (”Merrie Land”) – mørke søer, hvor man ikke kan se bunden, i et munter og lystig og helt igennem utopisk England. Det er naivistisk blokfløjte, som da man gik i primary school [svarende til de mindste klasser i folkeskolen, red.] (”Gun to the Head”, ”Lady Boston” m.fl.); det er walisisk mandekor (”Lady Boston”), larmende måger svævende over slidte kystbyer (”The Poison Tree”), rustne spilledåser (”The Truce of Twillight”) og nervepirrende cirkusorgel (”The Last Man to Leave”). Det er majstangen, herhjemme bedst kendt som et svensk fænomen, men som også tårner højt og flot i den britiske bevidsthed. »I am the maypole/ Dancing with the sun/ I wear my ribbons white and red« (”Ribbons”). Silkebånd i hvidt og rødt, som det engelske flag, St. Georges Cross.
Musikken skrider langsomt frem. Den alternative indie-genre, som The Good, the Bad & the Queen må siges at befinde sig i, får her på pladen et ekstra nøk i retning af det melankolske og, ja, træge. Der sker ikke det helt store; ikke at det er ubehageligt, irriterende eller decideret dårligt, det er bare virkelig langsomt, til tider grænsende til det stillestående. Det mest svingende på Merrie Land findes nok i omkvædet på ”Gun to the Head”, hvor Albarns karakteristiske stemme blander enhjørninger og uopdragne hunde med den i Storbritannien altid aktuelle debat om husleje og brugen af fælder til at fange uvelkomne europæere ved de snarligt lukkede grænser. Trommerne på ”Merrie Land” ligger lunt i baggrunden uden hverken at blive kedelige eller overdøve. Bassen dunker i sjælen på ”Nineteen Seventeen”, men stikker aldrig af. Det er harmløst, fordi det er det nødt til at være, og hen over hvert nummer er der malet med en stor, bred pensel af nostalgi med instrumenter fra et fordums Storbritannien – blokfløjterne, cirkusorglet, de finurlige små lyde af klaver, truttende trompeter og andre skæve lyde.
Det mest eksperimenterende nummer på pladen er ”The Last Man to Leave”, hvor alting synes at mødes i en skønsom blanding af horn og el-orgel, en elguitar på absurde afveje og en vild tekst, fuldstændig splittet i øst og vest. »We don’t want you anymore/ We want the bed that we’ve made to lie in much better, thank you!« synger Albarn trodsigt til EU som en sur teenager. Og de der fremmede »street sweepers«, vær søde lige at spille jeres musik et andet sted – »it sounds much better over there«, hvor end det så er, bare det ikke er her. Og alligevel er man splittet, for bag facaderne krakelerer det hele: »I’m pacing up and down the kitchen/ Don’t leave me now,« og fortælleren hælder en masse stoffer og alkohol i hovedet for at dulme smerten og forvirringen, og det hjælper ikke en skid. Til sidst sidder fortællerstemmen tilbage, hjælpeløs, med en følelse af at være blevet snydt: »The story that they flaunted around and hoiked us all/ I was just getting on with my business«. Altimens cirkusmusikken bare kører og kører, og der er ingen muligheder for at stå af karrusellen. Her rammer Albarn og co. lige der, hvor det gør ondt. Lige i tømmermændene på en nation, der nægter at indrømme, at den ikke aner, hvad den laver (men helt godt føles det ikke). Det er godt ramt.
Når så armene er kommet ned igen, så er man nok nødt til at indrømme over for sig selv, at Merrie Land er for viderekomne. Ja, undertegnede er mægtig begejstret, for pladen piller i skorpen på nogle knapt helede sår, som Storbritannien i disse meget, meget mærkelige og skræmmende tider virkelig har brug for, at der bliver pillet ved. Men jeg boede også i landet både før, under og efter Brexit, og har som europæer oplevet, hvordan landet på alle leder og kanter pludselig ændrede sig radikalt – bogstavelig talt fra den ene dag til den anden. Kan jeg love, at en dansk lytter kan få samme udbytte som jeg, når Albarn synger: »So rebuild the railways/ Firm up all the roads/ No one is leaving/ Now this is your home«? Nej, det kan jeg ikke. Og det er også derfor, at Merrie Land ikke ender med topkarakter, for selv for de viderekomne skal der forholdsvis mange lyt og nærstuderinger af teksterne til, før pladen virkelig begynder at åbne sig for en. Lytter man længe nok, skal man nok lære at sætte pris på de små nuancer, men jeg er ikke sikker på, at det at skulle lære at elske en plade på den måde er en positiv ting. Men det er altså stadig godt. Hvis Banksy i sin tid havde haft brug for et soundtrack til sit Dismaland-projekt, så skulle han vist bare have ringet til de her gutter.
