Sharon Van Ettens femte album er gennemtrængende, og forfriskende atmosfærisk i sit singer-songwriter univers – udgivelsen byder på nye lag og en mere eksperimenterende tilgang i hendes soniske teksturer, hvor det folkede udtryk er mindre udtalt end hidtil. Det er fire år siden at vi sidst fik et udspil fra amerikanske Etten. Og denne gang er hun sprunget ind i nyt territorium med de elektroniske i forgrunden. Det gør hun sammen med John Congleton, som du måske vil kende fra samarbejder med kunstnere som St. Vincent og Angel Olsen.
“I Told You Everything” lægger ud med at introducere Ettens runde, men rå stemme ovenpå stemningsfulde klaverakkorder. Nummeret bliver langsomt mindre drømmende og mere defineret, men beholder den meget atmosfæriske klang, der sætter tonen for resten af albummet. Ettens sangskrivning blander billeder fra konkrete situationer med et forsigtigt kig ind i protagonistens følelsesliv. Og når ordene får mest plads, har Etten virkelig succes med at lege med nuancerne i sin stemme – der er det gruopvækkende, insisterende, men følsomme som rammer lige ind i mit vintermismod, og bliver forstærket i de rungende synthflader. Hun rammer fordi hun synger uden frygt for at dumpe for langt ned eller svinge for langt ud i polerne. Man fornemmer at Etten på en måde er ude på at kaste det pæne og polerede af sig, og gør det med dronende guitarer, dyb bas, knasende og knurrende trommer i ryggen.
Numre der bevæger sig i midtempo, og umiddelbart har få virkemidler, som f.eks. på “Memorial Day”, med det repetitive beat ala Massive Attack og et univers af rumklang ala Warpaint, har Ettens vokal og lyrik i førersædet. Højdepunktet i denne kategori er også “Jupiter 4”, som både er skrøbeligt og stærkt. Et nummer jeg kun kan beskrive som, hvis Nick Cave og PJ Harvey havde lavet et ønskebarn af en sang. “No One’s Easy to Love” og “You Shadow” giver mig samme gode vibe som nogle af de bedste numre på St. Vincent, hvor guitar, synths og trommer breder sig ud og hamrer sig fast i nogle ret overdådige, arrangementer og bliver toppet af med meget udtryksfulde vokale præstationer.
Kandidaten til bedste nummer finder vi i “Seventeen”, der har de stærkeste hooks og nok den mest kraftfulde frasering på linjerne: »I know what you’re gonna be / you’ll crumble it up just to see / afraid that you’ll be just like me«! Dette nummer hylder storbyen, der er forevigt under forandring. Og ligesom byen, der er i konstant bevægelse kan Remind Me Tomorrow, som et samlet værk, også virke ret fragmenteret og enkelte steder falder musikken lidt anonymt ud. Som en eklektisk samling af øjeblikke, med plads til trip-hop, new wave, soveværelses-pop og four-to-the-floor elektronisk rock. Det er en virkelig en blandet pose bolcher, hvor noget smager bedre end andet.
Pladen løfter sig til et højt teatralsk niveau med nummeret “Comeback Kid” med skærende synths og bombastiske trommeslag. Dette nummer er et eksempel på at intentionen i Ettens lyrik er faretruende tæt på at blive overdøvet. Eller rettere, at musikken kommer tæt på at konkurrere med budskabet på en lidt forvirrende måde. Jeg synes desværre at musikken bliver for svulstig, og at man mister nerven i vokaldistortion på “Hands”, og at Ettens intention bliver sværere at høre jo tættere vi når på pladens slutning.
Remind Me Tomorrow indeholder en perlerække af mørkepop-ballader, hvor numrene måske ændrer karakter undervejs, men har et klippefast udgangspunkt i Ettens vokal, der kan bevæge sig flydende mellem følelser. Fra sin sitrende falset til sit fulde register, så insisterer hun på at følge ord op med en stærk intention. I første omgang hæfter jeg mig meget ved at den minder mig om noget andet. Men efter nogle lyt kan jeg kun glæde mig over Ettens plade har stor succes med at skabe et ligeså interessant, og smukt ægteskab mellem ekstrem god sangskrivning og lydeksperimenter med synthesizers, guitarer og trommer, som jeg mener John Congleton laver med St. Vincent. Remind Me Tomorrow er måske meget i familie med andre Congleton-kollaborationer med andre kvindelige solokunstnere, men det er bestemt ikke en dårlig ting i min verden. På pladens sidste minutter bliver det svært at finde et decideret tema eller en rød tråd, og Etten bliver en anelse anonym i produktionen. Og det er problematisk, når det er hendes melodier og vokalharmonier der gør det distinkt til hendes lyd. Med denne plade tager Sharon Van Etten et kreativt spring ind i det elektroniske univers, hvilket klæder hende det ene øjeblik og overvælder hende i det andet.
