Nicotine Nerves: 1995

Det er nærmest blevet en naturlov, at nye generationer af teenagere skal have huller i deres jeans, gå med udvaskede skovmandsskjorter, samtidig med at de lovpriser Nirvana som den hellige gral. Et ophold på en af landets kreative efterskoler synes at gøre sit til denne musikalske forvandling hos den danske ungdom. Men nok med mine generaliserende iagttagelser, som på ingen måde er ment negativt. Grunden til, at jeg indleder på denne facon, er, at det lyder som om, Nicotine Nerves, på deres fuldlængdes debut med den sigende titel, 1995, har taget en tidsmaskine tilbage til da grungen døde. Tidsrejsen rummer dog også en afstikker til garagerockens velmagtsdage i 60’erne.

Nicotine Nerves er en Aarhusiansk duo bestående af Rasmus Rankenberg Madsen på vokal og guitar og Frederik Nielsen på trommer. Da pladen blev indspillet, valgte Frederik Nielsen dog at kvitte bandet, som i stedet fik Lauge Kjærulf Andersen som ny mand bag tønderne. Med kun to mand i bandet er der i bedste The Black Keys og The White Stripes formation, lagt i ovnen til guitarrock. Som det står i pressemeddelelsen, er titlen på debutalbummet ikke tilfældig. Det er det år, Rasmus Rankenberg Madsen blev født i, samtidig med, at det er en musikalsk rejse tilbage til dengang grungen døde. Dermed svarede de unge herrer faktisk på min tese vedrørende, at nye generationer dyrker denne musikalske periode, selvom deres forældre kun lige havde undfanget dem, da grungen skyldede over den musikalske verden.

1995, der er ude på selskabet Middle Ear Recordings, byder på en tour de force i et lige-ud-af-landevejen take på grunge. Med den til tider twangy og fuzzy guitar tilsat vokalskrig har vi en cocktail på den ligefremme tilgang fra rockens meritter. Albummet lægger hårdtslående ud på en twangy og højenergisk facon, der leder tankerne hen på legenderne i amerikanske Dead Moon. Numre som ”Headache”, ”Absurd” og ”Solitude” er et miks af en helt særlig stemning, der ikke kun trækker i retning af MTV-favoritterne Nirvana, men også i lige så høj grad førnævnte Dead Moon, samt nyere fuzz-favoritter som Ty Segall. Numrene rummer en sprængfarlig og vibrerende energiudladning. Det er egentlig ikke særlig innovativt, men det er fandeme leveret med energi og kærlighed.

At duoen kører på de høje navler, kommer med fuld skrue til udtryk på numre som ”Alive”, ”Is That So Bad” og min personlige favorit ”Weariness”. Her er der ikke sparet på Rasmus Madsens hæse primalskrig, og fuzz-pedalen til hans guitar kan næppe trykkes mere i bund. Særligt ”Weariness” er så fuzz-mættet, at man frygter sine højtaleres endeligt i et inferno af statisk elektricitet. Der er ganske enkelt herligt skrald på.

Hele pladen igennem er der en høj grad af enslydende udfoldelser. Derfor giver det ikke så meget mening at nævne alle numrene enkeltvis. Som helhed er det en lang, intens og ungdommelig rockhyldest. Som det er med så mange andre af den slags album, drukner det lidt i dens egen ensformighed. Den primitive mixing gør dog, at det føles mere nærværende hos mig, end mange andre i denne genre føles. Samtidig er vokalen ikke forsøgt forskønnet i det statiske lydbillede, men rent faktisk leveret røget, hæs og skrigende — kan man ikke det, skal man ikke forsøge at gøre det, men det kan Rasmus Madsen, heldigvis. Trommerne sidder generelt i skabet og gør ikke meget andet end at være hårdtslående, hvilket jo også er meningen med den slags musik.

I pressematerialet til 1995, forsøger  Nicotine Nerves at forklare deres kærlighed til genren, som en søgen efter noget ægte, noget dybfølt og uberørt af tidsåndens hektiske informationsstrøm. Om de har fundet det, skal jeg lade være usagt. Noget, der til gengæld ikke står til diskussion, er de herres udsagn om, at dette var den rette tilgang for dem. Det har nemlig resulteret i en uhæmmet kreativitet, og 1995 fungerer i sin kærlighed til genren og duoens spilleglæde. Man skal ikke forvente nytænkning, teknisk højtravende udfoldelse eller dybsindig inderlighed. Til gengæld får du svært ved at lade være med at finde nærmeste kosteskaft, så du kan springe rundt i sofaen og spille luftguitar.