På NorthSide Festivals anden dag havde freden for alvor sænket sig over pladsen. Måske var det tømmermændene fra dagen før; måske var det fordi, solen viste sig fra sin bedste side. Uanset årsag var resultatet det samme. Folk var glade, rolige og ikke mindst modtagelige, så bonuspoint til NorthSide Festival for at sætte så en så sød og følsom gut som engelske Michael Kiwanuka på programmet lige netop på det her tidspunkt midt på eftermiddagen. Det var lidt af en genistreg, og Kiwanuka var klar til kamp.
Kiwanuka havde to anmelderroste albums, en veludført setliste og et imponerende backing band med sig på scenen, og han lagde hårdt ud singlen ”One More Night” fra albummet Love & Hate fra 2016 – et up-tempo soul-nummer, der med sin snert af pop fik vækket publikums interesse fra første færd. Et par forholdsvis stille soul-folk-ballader fulgte trop, og så var vi ellers stille og roligt i gang.
Armene kom dog først i vejret med den lettere funkede ”Black Man in a White World”, der helt naturligt griber fat i publikum med sit fængende omkvæd, der er godt hjulpet på vej af Kiwanuka selv, som med sin afslappede fremtoning formåede at få alle med. Han virkede glad, engageret og helt utroligt velsyngende – helt så man kunne smage ordene selv på de bagerste rækker. Dertil skal også nævnes det føromtalte virkelig velspillende og velsyngende backing band, der gav singer-songwriteren en klædelig, ekstra dimension uden hverken at overtage showet eller gøre publikum i tvivl om, hvorvidt Kiwanuka nu egentlig også kan selv.
Den medbragte guitarist var i storform og lirede den fedeste solo af på både ”Rule the World” og ”Love&Hate”. Trommeslageren mestrede nemt de aldrig kedelige rytmer på f.eks. et nummer som ”Father’s Child”. Begge var en sand fornøjelse på scenen. Og så var der de to fantastiske backing sangerinder, der med deres store smil og ligeså store stemmer virkelig fik sat skub i den stemning af sjælefyldt soul, der havde spredt sig fra scenen og udover pladsen. Da den ene af sangerinderne – som jeg desværre ikke fik navnet på, da Kiwanuka sidst i settet pænt præsenterede sit band – slog sig fuldkommen løs i outroen til ”Rule the World”, der skal jeg være den første til at indrømme, at jeg fik en klump i halsen og måtte undertrykke en tåre. Det var overvældende, emotionelt og helt vidunderligt at blive revet så meget med.
Den stille og fine ”I’ll Never Love” med Kiwanuka på orgel og i fokus blev fulgt op af kæmpehittet fra første album, ”Home Again”, der med sin karakteristiske, akustiske guitarmelodi fik publikum til at juble og synge med. Herefter fik vi serveret en lang og lækker udgave af singlen ”Cold Little Heart”, hvis backing vokal også næsten fik mig i tårer, og klapsalverne synes ingen ende at tage. »All of the pain/ So much pride/ running through my veins,« croonede Kiwanuka med så meget pinefuld overbevisning, at det løb en koldt ned ad ryggen.
En storslået, smuk og smådrillende udgave af ”Love & Hate” fra pladen af samme navn fik lov at love at lukke og slukke for en absolut fornøjelse af en koncert. Godt sammensat, virkelig velspillet og med en tilforladelig og talentfuld Kiwanuka i front – det er svært at bede om ret meget mere.
