Søpavillonen, der i folkemunde går under det så folkekære navn Klamydiaslottet, var i tirsdags epicenter for et boblende vidunderjordskælv. Den nyistandsatte venues øjensynligt uendelige mængder af velourgardiner i alle farver og afskygninger ledte straks tankerne hen på Twin Peaks, og denne fremtoning skulle vise sig at være et fremragende match for den canadiske Seth Nyquist, der går under navnet MorMor.
MorMors koncert på Søpavillonen var hans allerførste i Danmark nogensinde og repertoiret er da også stadig relativt beskedent med blot to EP’er, Heaven’s Only Wishful fra 2018 og den nyudgivne Some Place Else fra marts 2019. Men når det kommer til kvaliteten af musikken, er forventningerne knap så beskedne. Her på redaktionen fremhævede vi tidligere i år singlen “Outside”, der er et stykke drønlækkert og drømmende indie-pop.
Det røde lokale med det ovenud idylliske udsyn over Søerne var fyldt til randen med sommersmil og Heineken, da MorMor med sin manérlige ydmyghed trådte igennem det mørkerøde velourgardin og ind i diskokuglens sporadiske lysshow, fattede sin guitar og lagde an til titelnummeret fra Some Place Else. Den visuelle konstellation var som taget ud af den afsluttende scene med kinddans til det sidste high school-bal i en hvilken som helst amerikansk kærlighedsfilm. Jeg kunne ikke undgå at føle, at det her var starten på noget smukt og skrøbeligt. MorMors falsetbløde sirenesang, der nærmest messede ordene »Another day like yesterday« inden den i omkvædet udviklede sig til »Is there some place else«, og den melankolske men dog dansable basrundgang tog mig blidt i hånden og skubbede mig ufortrødent ind i en stemning af usikkerhedens drømmerier.
Hen mod slutningen af aftenen spillede han er cover af Sam Cookes ”A Change is Gonna Come” i et sammensurium af falsetvokal og flydende toner. Et ganske fint cover, der foranledigede mit alternative bud på, hvilken genre den her fantastiske canadiske mand egentlig gør sig i. Selvom det i vid udstrækning kaldes for en blanding mellem pop og r’n’b, så giver det levende og mere dynamiske liveudtryk et ret shoegaze- og soul-agtigt aftryk. Og det er virkelig en fornøjelse at opleve, selvom det kan lyde som en aparte blanding.
I livekonstellationen er der et uspecificeret element, der adskiller MorMor i høj grad fra sine indspilninger. Ikke at indspilningerne ikke er virkelig velsmurte, men der er noget ved ham på scenen. Ved første lyt gemmer det sig. Man venter på, at han skal komme ud af sin indadvendte skal. I løbet af koncertens omtrent 50 minutter fik publikummet ikke meget mere end to sætninger ud af ham. Men jo længere tid, man lytter, desto mere går det op for én, at det er lige præcis dét her element, en kunstner som MorMor er i besiddelse af, der er så fandens essentielt for oplevelsesglæden ved musikkunsten: En fuldkommen kompromisløs hengivenhed til momentet. Og lad os nu alle sammen værne om den hengivenhed, og lad os lære af den, for hold nu op, hvor ville det klæde musikkulturen med tilstedeværelse. Og hvor ville kunstnere som MorMor dog fortjene en gensidig hengivenhed.
Fotos af Mathias Kristensen