Meget symptomatisk valgte London-bandet Black Midi at smide MØ’s “Kamikaze”, i en let overstyret udgave, ud fra scenen, før de selv gik på. Kamikaze betyder “guddommelig vind” på japansk. Det var den storm, der i 1200-tallet udslettede Kublai Khans flåde, og reddede Japan fra invasion. Senere blev det betegnelsen for de japanske selvmordspiloter under Anden Verdenskrig. Koncerten kunne sagtens ses som både en storm, der kunne udslette flåder og som ét langt selvmordsridt mod endelig udslettelse.
Koncerten åbnede på samme måde som albummet Schlagenheim, med et jordskælv i form af nummeret “953”. Det var to heftigt skrigende guitarer i skæve atonale riffs, en bas på speed og en sjældent hørt dygtig trommeslager. Krydsskift mellem forskellige forløb, synkoperede rytmer og så, med ét, en uventet stilhed, hvor Geordie Greep sang: »Please stop all of this/ Strange fantasy/ This is not who you are/ Not who you want to be/ Not who I want you to be«. Næste nummer “Speedway” blev sunget af bassist Cameron Picton, der i et C- eller D-stykke, i hvert fald et godt stykke henne i sangen, brølede sin sang ud, så de små hår i nakken strittede. Resten af koncerten var han ellers fysisk ret anonym. Ikke spillemæssigt, for han leverede en stærk, voldsomt dynamisk bas, der lagde en hektisk og febrilsk bund under det hele.
Sådan gik det i et vanvittigt ridt derudaf hele den time koncerten varede. Guitarerne hvinede og skreg i guddommelig fryd og vrede, nogen gange i så atonale riffs, at man overvejede om de stemte, og om det betød noget. Voldsomme skred af lyd; dæmninger styrtede infernalsk sammen og så et break igen; lyd der faldt bort, evaporerede og blev til ingenting. Samspillet mellem bas og trommer var suverænt. Der var lange passager af stemplende præcise pumpende forløb, hvor især trommeslager Morgan Simpson brillerede igen og igen. Han lavede skæve rytmiske forløb med kantslag på en af trommerne, imens han holdt rytmen kørende, eller leverede et enkelt præcist lilletrommeslag nøjagtig der, hvor du mindst ventede det, men hvor det ikke desto mindre løftede hele passagen op. Han faldt ned af tammer og endte i dybe stortrommedrøn, uden et øjeblik at tabe overblikket, intensiteten eller det overskud han og Picton konstant syntes at gribe de to guitarister med, som til gengæld kunne boltre sig i deres ekstreme støj, der sine steder forekom skræmmende skingert og vildt.
Guitarist Matt Kwasniewski-Kelvin med cowboyhat, sang et enkelt af numrene og spillede ellers sine riffs, mens han sprang omkring på scenen eller vandrede i store cirkler. Greep derimod lignede en ung mand, der var parat til at opgive ævred, som han stod og kiggede vredt ud over publikum. Undtaget under afviklingen af “bmbmbm”, hvor han var ved at få et grineflip. Ærgerligt nok lignede det, at det var publikum han grinede af, som de stod og slog knytnæverne i luften og taktfast råbte deres hey.. hey… hey… som vi også hørte det under Fontaines D.C.’s koncert forleden. I hvert fald holdt de op med det, publikum, og han greb sig selv inden han knækkede helt sammen af grin og fik leveret en formidabel rablende vokalsolo over linjerne »she moves with a purpose«, mens bandet støjede kontrolleret videre underneden, og Kwasniewski-Kelvin styrede en computeroptaget lyd af en kvinde, der stønner ved hjælp af volumenknappen på guitaren. På et andet tidspunkt pustede han i et eller andet aggregat, noget vocoderagtigt, og frembragte en syret hvislende lyd hen over støjen. Også Greed havde nogle overrumplende effekter at lege med.
Udover enkelte passager af en mærkelig mættet intethed, hvor det virkede som om de alle ventede på, hvem der skulle lave næste udfald, var det en fanden-i-voldsk totalinstallation af lyd, der ikke gav en skid for, hvad folk tænkte, men bare var til stede i sin egen ekstreme boble af ungdom, vrede, ekvilibrisme og kompromisløshed. Hele tiden dog, var der de præcist eksekverede udfald af lyd, stilheden, som sammen med trommeslagerens vanvittige rytmer, gjorde hele forskellen mellem ubehøvlet ungdommelig galskab og et mesterskab, der peger fremad og satte støjen i perspektiv og relief. En vild og intens oplevelse.
