Warning: A non-numeric value encountered in /var/www/undertoner.dk/public_html/wp-content/plugins/star-rating-for-reviews/star-rating.php on line 521
Thurston Moore har været en fast gæst i København, siden hans epokegørende støjrock-band Sonic Youth splittede op i 2011. De sidste fire år har han spillet mindst én koncert om året i hovedstaden, og hver eneste gang er han troppet op med et nyt set-up. Han har spillet en relativ klassisk rockkoncert med The Thurston Moore Band, improviseret med trommeslageren Ole Mofjell, optrådt en håndfuld gange med studerende fra Rytmisk Musikkonservatorium – hvilket resulterede i det glimrende kassettebånd Nooooooo Daylight – og siddet alene på Jazzhouse med sin akustiske guitar, blot for at nævne nogle eksempler.
Fredag aften på Alice var ingen undtagelse fra denne konstante fornyelseesproces, og med sin nye tripel-cd, Spirit Counsel, spillede Thurston Moore endnu engang en koncert, der ikke mindede om dem før.
Spirit Counsel er splittet op i tre værker – et til hver cd – og koncerten var helliget den første af de tre cd’er, ”Alice Moki Jayne”. Det er en komposition på hele 63 minutter, som han sammen med sit band fremførte så effektfuldt, at publikum stod måbende og jublende tilbage efter koncerten, der gav dem mulighed for søge ind i spirituel trance, hvor man kunne lukke øjnene og danne sine egne, indre malerier.
Meget lykkedes for Thurston Moore denne aften, og ”Alice Moki Jayne” skabte en glimrende ramme for, at de fire musikere kunne søge ud mod de mere højtragende afkroge af støjens univers. Værket er skrevet som en hyldest til den spirituelle jazzmusiker Alice Coltrane, multikunstneren Moki Cherry og poeten Jayne Cortez, og det er tydeligt, at med dette værk søger Thurston Moore mod den spirituelle musiks transcenderende kraft.
Det meste af koncerten stod han selv med lukkede øjne, når han ikke dirigerede resten af bandet med sit nik. Den lange komposition gav Thurston Moore rig mulighed for at finde sig selv til rette i musikken, aftenen og rummet. For ”Alice Moki Jayne” er bygget op af en serie af melodier og akkorder, der lader sig repetere og fordybe i en akkord ad gangen. Kompositionen indeholder ingen regler for, hvor lang tid akkorden skal holdes, og det lod til at han hermed har fundet et godt holdepunkt mellem den kompositoriske kontrol, og improvisationens frihed.
For på Alice vidste alle på scenen, hvor de skulle hen, og samtidig var der plads til, at de kunne være fuldt til stede undervejs i kompositions forskellige dele. Jeg har set Thurston Moore spille frit improviserede koncerter mange gange før, og de har altid et element af noget søgende, der i praksis betyder, at man som publikum må væbne sig med tålmodighed, før han finder frem til noget interessant inde i guitaren. I ”Alice Moki Jayne” havde han allerede fundet det, og kunne i stedet bruge aftenen på at dykke ned i det sammen med bandet.
Vi startede med, at trommeslager Jem Doulton tæskede løs på sit ride-bækken med to køller, og Thurston Moore indledte koncerten med et nik mod guitarist James Sedwards og bassist Debbie Googe (My Bloody Valentine). Sammen slog de fem toner an, der blev svøbt ind i delay og fik lov til at lægge sig ude i rummet, som en Brian Eno-klingende ambient-flade, mens Doulton fortsat slog på bækkenet.
Som delay-tonerne blev mere og mere intense, begyndte guitarplektrene hurtigere og hurtigere at file over strengene, så der kom en mere og mere insisterende støj ud af de tolvstrengede guitarer og den seksstrengede basguitar.
Bedst som trancen havde sat sig i kroppen, så talte Thurston Moore for til næste stykke og Jem Doulton faldt ind i et af de swingende grooves, der klingede af Moores gamle band Sonic Youth. En af hemmelighederne bag Sonic Youths dragende lyd er, at de støjende, soniske eksperimenter og disharmonier altid blev ledsaget af et solidt, fremadrettet og stramt beat fra trommerne. Dette trick tog Thurston Moore med på Alice, og lod værket bestå i vekselvirken mellem de støjende, rytmiske opløsninger, og tight grooves, der blev mere og mere intense, for hver gang de blev introduceret igen.
James Sedwards supplerede Thurston Moore med hakkende akkordanslag på guitaren, og Debbie Googe lagde en tung bund med sine dybe akkorder. Til tider virkede var det berusende og opløftende, samtidig med at det føltes som et slag i maven med sit voldsomme, dybe lydtryk. Da både Moore, Sedwards og Googe til sidst i koncerten lod feedbacket fra forstærkerne sætte guitarstrengene i vibration føltes som en frelsende forløsning.
Det var en koncert, hvor Thurston Moore ikke gik på kompromis med sin søgende, improviserende natur. Nej, via kompositionen forstærkede han den snarere, og med sit glimrende band blev visionens potentialet glimrende forløst.
Fotos af Daniel Nielsen / www.frozenpanda.com