Steve Lacy påbegyndte den europæiske del af sin Apollo Tour i hjertet af København, og der er tilsyneladende stuvende fulde huse, når Lacy slår sin vej forbi. Med et relativt begrænset bagkatalog var det noget overraskende for mig, at billetterne til Pumpehuset kunne meldes helt udsolgt, selvom Lacy selvfølgelig er en del af det populære band The Internet.
Første gang, jeg selv stiftede bekendtskab med den unge rapper, var et tilfældigt møde med nummeret ”Dark Red” fra 2017-EP’en Steve Lacy’s Demo, som er præget af en ungdommelig og indieforelsket rus. På det nyeste udspil fra ham, Apollo XXI der udkom tidligere i år, har han rykket til og udvidet grænserne for, hvad Lacy-universet udgøres af. Der bliver leget og eksperimenteret mere med vokalerne, og på albummets første nummer spiller en citar endda en afgørende rolle for lydbilledet.
Og det var netop denne her indieforelskede ungdommelighed, jeg som en uvidende førstegangstilskuer til en Steve Lacy-koncert forventede mig. Jeg havde set hele livebandet med trommesæt, bassist og Lacy som guitarist og vokalist for mit indre. Pludselig var jeg på bar bund, da han stod næsten alene på scenen med kun én anden, der sørgede for backing tracks, der dækkede over alt fra andenvokaler, trommer og al anden instrumentation end de gange, hvor Lacy selv stod for guitar eller bas.
Det tog mig lidt til at finde ind til kernen af Steve Lacy. Fra start af var der nogle bump på vejen, der skulle redes ud. Lydene i samspillet virkede kludrede, og det var svært at skelne den ene fra den anden, det hele samledes i én mudret masse. Den mennesketomme scene var prydet med store forstærkere og ellers kun den knap så brede mand, Lacy selv. Begyndelsen af koncerten blev på den måde meget spinkel, der lå en underlig tom fornemmelse over det orange lys i det simple setup. Tilråbene fra det unge publikum lod dog ikke vente på sig. Opbakningen kunne ikke have været meget tydeligere fra de forreste rækker – og det spredte sig hurtigt ud imellem de grå vægge.
Koncerten var, meget i takt med tourens navn, en gennemspilning af Apollo XXI-albummet – plus det løse, som blev samlet til pulje i den sidste del af sættet. I takt med forståelsen af, hvad det var, der egentlig foregik oppe på scenen, blev en anden ting også klart for mig: Det her var ikke en koncert i traditionel forstand, det her var Lacys teenageværelse. Det var et sted, hvor han spillede, hvad han kunne og ville, præcis som han havde lyst til det. Det var et sted for eksperimenter og ulykkelig kærlighed. Et sted for indbydende guitarsoloer, tunge hip hop-trommer og alt fra funkede til soulede vibes.
Der er et tydeligt musikalsk potentiale i Steve Lacy, som er en ferm guitarist og som også kender vejen rundt om sine basgange. Det fik han bevist, men til tider blev musikken en mere overfladisk del af koncerten, der oftere var præget af backing tracks og et ønske om at udtrykke sig på egen hånd. Jeg tror i høj grad, det ville klæde Lacy at udforske liveinstrumenterne, og vise at han også selv kan se sit musikalske potentiale.
Det var ikke muligt for Undertoner at bringe egne livefotos fra koncerten med Steve Lacy, da kunstnerens management ikke tillod fotografi med professionelt fotoudstyr under koncerten.