Efter en håndfuld år på landevejen som soloartist udkommer Kristian Harting med sit tredje album The Fumes på pladeselskabet Exile on Mainstream. Multi-instrumentalisten har turneret med nogle af de store navne på indiescenen, herunder synthpop gruppen Future Islands, der er signet hos det toneangivende 4AD pladeselskab. Albummet markerer ikke kun Hartings første projekt i det nye årti, men også et stilistisk skift fra sine to tidligere albummer. Med mere fokus på vokal og tekster fremfor komplekse lydlandskaber vender Harting tilbage og støver sin falsetsang af med et stemningspræget og konceptuelt album.
Der er ingen tvivl om, hvorvidt Harting er en talentfuld singer/songwriter, og man kan tydeligt høre, at han har flair for den mere skramlede lyd med det kontinuerligt folkrockede udtryk. Harting har i 1990’erne bidraget til thrash-metalmiljøet, og man kan stadig høre den støjende distortion runge i små øjeblikke. Sangene bliver i høj grad akkompagneret af tunge monotone trommer, der gør dem overskuelige for enhver lytter. Her søger lyset hen mod Hartings tilværelsespoesi.
Med arpeggioguitar lægger albummet ud med den døsige ”Falling”, der insinuerer følelsen af afmagt med det meget ligetil, men melodiske, omkvæd »we are falling«. Den danner rammen for det eksistentialistiske tema. ’’Fool for Change’’, der indleder med et fedt shoegazet udbrud, cementerer for alvor ’the fumes’, som Harting refererer til. Denne gang i form af en flygtig flirt, der altid er videre til en ny forelskelse – altid stimuleret for at abstrahere fra ensomheden. Sangen er et af de sande højdepunkter på Hartings tredje soloalbum. Det fungerer rigtig godt med en lagkage af guitareffekter, der roligt lurer i baggrunden. Det er ikke hver dag man støder på en dreampop-sang fra Danmark, og denne undtagelse er slet ikke dårlig.
På trods af det mørke syn på tilværelsen sniger der sig dog et fortrøstningsfuldt og optimistisk lys ind på albummet. Det får lov til at skinne på sangen ’’Miracles’’, der handler om at tro på det usandsynlige – »miracles occur« synger Harting. Hvad, der egentlig er en sød tanke, fremstår dog let som en kliche med historien om, at alle odds er imod et forhold.
Harting gør det bedst, når han begiver sig ud i komplekse musikalske landskaber f.eks. med den instrumentale ’’The Exhaust’’, der leder tankerne hen på Radioheads dystopirock. Denne sang er en fuldtræffer i forhold til albummets tema. Det er dog med risiko for en mindre hovedpine efter eksponeringen af de høje synths, som møder en og på samme måde advarer om at holde sig langt væk. For at blive i Radiohead universet fristes jeg til at sammenligne albummets finale ’’The Fumes’’, der mere minder om en tankestrøm end en sang, med spoken word nummeret ’’Fitter Happier’’ fra det fremadstormende OK Computer album.
Med sandsynlighed for at Harting gerne vil vurderes på sit koncept, der tager udgangspunkt i lyriske udtryk i højere grad end de æstetiske, skal han da også få et par ord med på vejen om det. Det kan vist roligt siges, at det er et tema, der er blevet brugt før. Dermed ikke sagt at det ikke er et fint emne – men det er enormt svært at gennemføre det på ny vis. Derfor kan det nemt komme til at lyde som en kliche eller lettere hult. Harting formår dog at fortælle historier med et interessant syn på hverdagens abstraheringer. Det er et friskt pust til den ellers meget melankolske tematik.
The Fumes bevæger sig ud på dybt vand, hvor det er svært at bunde. Det er ikke en let opgave at beskrive depressionen, der ubevidst verserer mellem folk i hverdagen uden risiko for, at det bliver en gammel traver. På The Fumes er samhørigheden ikke så stor som formålet med et konceptuelt album forventes at levere. Når det er sagt, emmer albummet af en god produktion og musik der er let at kunne lide.
