iB101’s (tidligere ‘irrelevant Bitch 101’) Persona Non Grata er mange ting, men fandme hverken irrelevant eller uønsket. Albummet er et selvbevidst, ungdommeligt og frembrusende stykke håndlavet Gen Z-pop, men det er iB101’s opdyrkede self-empowerment, der for alvor er Persona Non Gratas force. Der bliver ikke givet nogle undskyldninger for sig selv, og Martin Tangsgaard lykkes med stort set samtlige ambitioner på sin imponerende debutplade.
iB101’s nye album åbner med et triumferende »I won’t be a victim!«, ledsaget af et sample fra den amerikanske skuespiller Angela Bassett: »When they tell you that you’re angry or nasty, you tell them that they’re mistaken. This is me being resolute, and standing firmly in my truth«. Det er fuldstændig toneangivende for resten af albummet, det er et rendyrket, selv-elskende statement.
Escho-signede iB101 bærer et lovende potentiale for dansk pop, fordi han har en mainstream-appel, der er tung nok til at løfte sig ud af undergrunden. Persona Non Grata behandler en række personlige temaer fra depression, seksualitet og selvbillede, til mere universelle tematikker om, hvad fanden det egentlig vil sige at være menneske i 2020. Det er popmusik, der med sin ublu stil blotlægger et tungsindigt hjerte med opløftet pande. Og så er det virkelig, virkelig catchy.
På “Kim Basinger” lyder Tangsgaard som en endnu mere flamboyant Justin Timberlake anno Justified, mens han andre steder leverer vokalpræstationer med ekkoer af all time greats som Prince og Mariah Carey. Det er fascinerende at se en musiker med så grundigt indstuderet et forhold til pop-historiens største skikkelser, og med sine blot 26 minutters spilletid er albummet en strømlinet saltvandsindsprøjtning til ethvert blødende pop-hjerte.
Lydmæssigt befinder vi os altså i en musikalsk lufthavn med regelmæssige afgange til R&B, soul og radio-pop fra de sidste tre årtier. Det er en helt naturlig fortsættelse af udtrykket fra iB101’s EP Lukewarm Singles fra sidste år. Alligevel har Tangsgaard slebet sine hooks, så de er komplet umulige at ryste af sig. For eksempel på “Toothache”, der sagtens kunne være det Roskilde-hit, der aldrig blev. Det samme kunne egentlig nemt siges om både “Spiritual Leprosy”, “Overload” og “Goody Two Shoes”, der udgør Persona Non Gratas mest infektiøse ørehængere.
Humor er en grundsten på pladen, hvor iB101 i den grad fremstår som en spøgefuld persona, et redskab som Tangsgaard bruger til at nå til yderlighederne af sit budskab. Og det fungerer. Det er således svært at holde smilebåndene på plads, når Tangsgaard med flabet mine leverer en af sine snappy one-liners: »Just because you listen to Beyoncé does not mean you’re a bad bitch«, eller »Don’t act like a dick ’cause you lack the size / I’ve been fucked by life and used to compromise«. Den konstante vekslen mellem flabethed og seriøsitet er gennemgående på pladen, og det resulterer i ren og uforfalsket charme.
Tangsgaard lukker ballet med den svulstige ballade “Wazoo”. Det sentimentale klaver nærmest skriger af postuleret oprigtighed, mens slang-betydningen af “wazoo” lægger op til en mere ligefrem fortolkning. Og så alligevel. For linjen »I’ll say anything just to get a bit of wazoo« understreger egentlig bare, at iB101 gerne vil have det, de fleste af os gerne vil: »a good time«. Det er en passende både humoristisk og sentimental afrunding på en plade, hvis helhed glimter ved sin musikalitet og gennemløbende legesyge.
Persona Non Grata er en plade til dansegulvet. Til at synge i hårbørsten foran spejlet, eller at blæse i hørebøfferne på vej ned af strøget. Sangene bæres frem af Tangsgaards DIY-ethos, musikalitet og den stærke følelse af self-empowerment – et tema, der måske tager udgangspunkt i Tangsgaards eget liv, men i virkeligheden burde kunne finde grobund hos alle med bare en smule interesse i andre menneskers oplevelse af tilværelsen. Persona Non Grata er en håndværksmæssigt formfuldendt og ungdommeligt charmerende debut, spækket med lutter catchy højdepunkter. Jeg glæder mig derfor til at se, hvad Tangsgaard i fremtiden vil præstere, og han kan i hvert fald betragte sig selv en fan rigere. »Fuck the haters«.
