I vores gennemgang af anmeldelsesminder fra 17 års Undertoner-deltagelse på Roskilde Festival peaker indievibrationerne i 2006 og 2007, hvor flere af fremtidens faste navne på den danske musikscene gør deres entré, mens kommende Undertoner-favoritter også får mulighed til at markere sig – og så var der selvfølgelig også et mindre regnskyl, som trak overskrifter i 2007.
Hvis du har et særligt godt Roskilde-minde, som du har lyst til at dele med resten af Undertoners læsere, så skriv gerne i kommentarfeltet eller send en mail til simon@undertoner.dk. Så forsøger vi at samle de bedste læserhistorier og dele dem på siden.
Roskilde Festival 2006
Festivalen anno 2006 diskede på overfladen op med det mest 2006-agtige program, hvilket i sidste ende står som et lysende bevis på festivalens evne til at finde og booke morgendagens stjerner samt tidens absolutte topnavne fra både ind- og udland. Det var samtidig også et guitar- og synthtungt program for redaktionens vedkommende, hvilket ikke mindst afspejler sig i mange af anmeldelserne.
»Dúné har alt dét, Superheroes havde i starten af dette årtusinde,« konstaterede Martin Thimes eksempelvis om de fremadstormende skibonitter på festivalens sidste opvarmningsdag, »men Dúné vil det anderledes og har en generelt mørkere lyd end Superheroes. Dermed har de ikke ligefrem taget den lette vej til pophimlen. Ja, faktisk virkede det, som om de har taget en stor omvej uden om dét fængende pophit, som de helt tydeligt har i sig.«
I modsætning til Dúné noterede Mikkel Arre sig dog hurtigt hitpotentialet hos de synthrockende åndsfæller i Spleen United.
»Slår man den forudindtagede attitude fra, er det svært ikke at være lidt imponeret over, at kvintetten er blevet lidt af et P3-hit. Bandets sangskrivning er temmelig kompromisløs i sin til tider monotone repetition, og på Odeon-scenen trak de flere af numrene ud i længere versioner end på debutalbummet … Men hvor de forskellige P3-hits medførte stor tilfredshed blandt tilhørerne, efterlod lidt for mange af de andre numre – såvel gamle som nye – publikum ret så upåvirkede.«
På festivalens sidstedag, stiftede Lasse Langbak bekendtskab med Sheffields nye, store rockhåb i form af Arctic Monkeys, hvis numre fra deres (på daværende tidspunkt) eneste udgivelse indeholdte »mindst en håndfuld gode sange. Heraf lød de fleste som hæderlige Libertines-efterligninger, hvilket ikke er entydigt skidt, men heller ikke noget at falde på halen over.«
Og sideløbende med Roger Waters’ Pink Floyd-tour-de-force på Orange Scene overværede Jakob Lisbjerg Undertoner-favoritterne Animal Collectives særprægede popnumre, »som bandet har begravet godt og grundigt under støj, skrig og melodimæssige omveje,« inden han konkluderede, at »koncerten blev aldrig nem for publikum, men koncentration og åbne ører gav et fantastisk udbytte.«
Roskilde Festival 2007
2007 var historien om vi, de druknede ude på dyrskuepladsen. Gennemblødte i vores oversvømmede mudderpøl af en festivallejr kunne vi dog trods alt varme os på musikken, der her på sitet spændte noget bredere end året forinden. For første gang uddelte Undertoner samtidig U’er til Roskildekoncerterne.
»Alligevel holdt publikum hovederne så højt hævede, som hætterne i regntøjet nu tillod, og insisterede på, at mudderet ikke skulle ødelægge festen,« lød opsummeringen post-syndflod, der på den mest 2007’ske facon også roste festivalgæsterne for at turde gå mere på opdagelse længere nede i programmet: »Tænk, hvis den nemmere adgang til musik via såvel MySpace som andre, juridisk set mere tvivlsomme kilder har gjort, at publikums horisonter har åbnet sig bare lidt.«
Under teltdugene bød opvarmningsdagene blandt andet på et visit fra Choir of Young Believers, der med kun en enkelt EP og »en stor stak skitser, der forhåbentligt ender på en debutplade,« i ryggen i ny og næ gav Undertoners udsendte associationer til »en knap så sammenspillet udgave af The Bad Seeds.«
Senere på ugen rendte vi også ind i Neutral Milk Hotel-trommeslager Jeremy Barnes’ sideprojekt A Hawk and A Hacksaw på Astoria, hvis optræden »var spækket med medrivende melodistykker, der nærmest bragte tankerne hen på Ennio Morricones western-soundtracks, blot i en meget mere turbo- og sigøjneragtig udgave.«
Og fra Orange Scene prøvede Wayne Coyne og resten af The Flaming Lips at løfte humøret blandt publikum med alskens ekstraudstyr. »Ret hurtigt blev det lidt enerverende, at Wayne Coyne koncentrerede sig mere om at skyde med konfetti end om at få koncerten til at glide. Efter næsten hvert eneste nummer gik alting i stå, og selv om Coyne altså er dødsympatisk, blev hans talestrømme om George W. Bush og Red Hot Chili Peppers trættende i længden. Det havde været til at bære over med, hvis musikken havde været oppe at ringe, men det kneb også,« lød dommen fra Mikkel Arre, der kvitterede med 2,5 U’er.
Nej, så var der langt mere pondus over Arcade Fires første besøg herhjemme, hvor »Arena var proppet til randen, og spændingen over at se et band, der aldrig har været på dansk grund, var enorm. Da de 10 canadiere endelig gjorde deres entre, var forløsningen dermed af dimensioner, der ikke er set så forbandet ofte på en mark.« Søren Jakobsen diskede næsten op med fuld plade til en koncert, der leverede fra start til slut:
»Arcade Fire lagde ud med en trio af numre fra deres anden plade, hvoraf især den formidable “No Cars Go” blev leveret med så megen drive af bandet, at man var lykkelig i en fart. Det er ret uretfærdigt at have så store forventninger til en koncert på forhånd, og når selvsamme så bliver udfriet til fulde, vil man i ordets egentlige forstand pisse på mudderet.«
