Bag det lidt spøjse navn, 299, gemmer sig en erfaren herre, der har ageret som musiker og producer for navne som Manic Street Preachers, Jamie Cullum og Stereophonics. Herren er Gavin Fitzjohn, der nu via det svenske pladeselskab PNKSLM, har udsendt pladen The 299 Game. I modsætning til de førnævnte arbejdsgivere, så er der her tale om et noget mere skrabet, hjemmelavet og mindre produceret udtryk. Gavin Fitzjohn indspillede blandt andet nogen af numrene på hans rejse tværs over USA, hvorfor små lurvede motelværelser danner studio for musikken på pladen.
Da jeg hører de første toner fra albumstarteren “True Blue You,” bliver jeg glad. Den twangy let forstærkede elektriske guitar, der dovent sovser afsted, alt i mens Fitzjohns vokal messer rungende, kilder de rigtige steder. Denne lettere støvede præriestemning, der præger fra først færd, vækker behagelige minder om et i min bog højt skattet band, nemlig amerikanske The Abigails.
Hvor første nummer var lo-fi, så får den lige et ekstra nøk på ”Sugar and Spice”. Her brummer guitaren, som jeg forestiller mig, at en kæmpe sværm af brumbasser ville lyde, hvis de veltilpasset summede i takt. Her får lytteren endda et klappende taktslag og børnekor i baggrunden.
»Nobody dies from the truth anymore« markerer vokalens start på “Truth or Consequence”. Men dette er først efter, at behagelig fløjt og taktslag har introduceret et mere muntert udtryk end de to foregående numre. Dette slås yderligere fast af lyden fra et råt opretstående piano.
”A Short Goodbye” fremstår nærmest som et sing-along-nummer. Gentagelsen af det lidt staccato-agtige mellemspil gør det en anelse lallet, og der går en smule for meget lejrbålsstemning i den. Langt bedre er det efterfølgende nummer ”Picking Through the Scraps”. Her er der nemlig igen skruet godt op for den twangy guitar, der også har fået tilsat noget vibrato.
Selvom skabelonen er den samme hele pladen igennem, så er der på ”Blue Island” plads til et stammeagtigt trommespil, der suppleres af hvinende guitar, der lugter lidt af Lou Reed. Det fylder ikke meget, men får lov til at akkompagnere nummerets helhed. Den samme, lidt mere støjende tilgang, gøres gældende på ”You Know Those Things You Wished For? ” og ” It’s Not the Time”, dog uden trommerne.
På ”Get Wet” skrues der op for countryfølelsen og den skramlede westernguitar. Det er dovent, og vokalen messer søvndyssende »Baby get wet«. Det kommer ikke rigtig andre steder hen, end den fyldige og dovne lyd, der vel passer fint til afslapning i sommerheden. Søvndyssende er pladens afslutningsnummer ”Watertown” også. Her lugter guitaren en smule af det tidlige The Black Keys med den elektrificerede blues. Det er bare endnu langsommere, og Fitzjohns vokal lyder som om, han sidder vissen på en saloon.
På trods af, at der på The 299 Game er tale om gør-det-selv-tilgangen og en lo-fi lyd, så gør den lettere støvede og muntre americana og westernstemning, at det er mere spiseligt. Lyden er rent faktisk relativt god tilgangen taget i betragtning. Jeg er vild med denne saloonstemning, der bæres af vokalen og guitarens dovne slendrian. Det er ikke lige så spraglet og sprudlende som The Abigails, som nævnes tidligere, men det det er derhenad. Min største anke er, at man måske netop kunne have bruge lidt mere spraglet afvigelse af grundformen, uden det ville ødelægge helhedsudtrykket. Ikke desto mindre er det heller ikke en graverende anke. Så kan du lide 299, så tjek The Abigails ud, eller omvendt. Gavin Fitzjohn leverer en glimrende udgivelse, der viser, at hvis man snuser en lille smule til country og western, så behøver det ikke betyde Stetsonhat og baked beans. Derimod kan det betyde doven munterhed.
