Helado Negro, eller Roberto Carlos Lange, som han borgerligt hedder, har en meget blød og messende vokal, der ligger og flyder rundt på en elektronisk base. Det er grundopskriften for albummet Far In, der strækker sig over 15 numre og på mange måder er et corona-lockdown album. Det er skabt på præmissen om at være alene med sig selv og danse med sig selv i en ensformig verden. Det er både pladens store styrke og problem.
Pladen går i trance med sig selv på adskillige numre, men særligt på numrene ”Gemini and Leo” og ”There Must Be a Song Like You”.
”Gemini and Leo” er en melodisk fængende førstesingle, placeret som pladens andet nummer. Egentlig har det en opkvikkende instrumentalside med hurtige trommer og sitrende synthesizere, og nogle mix der lyder som laserskud. Det sidste som noget, østafrikanske DJ’s kunne finde på at sætte ind. Det giver nummeret en unødig, plastik-agtig fornemmelse. Det er meningen, at nummeret skal være dansabelt, og det er det sikkert også, hvis man er til at danse i en form for trance. Omkvædslinjen »Gemini and Leo/Dancing on the floor all night« kører i ring, sidder i hovedet i lang tid efter og skaber en hypnotiseret, men ufascineret tilstand, og det skygger faktisk for det efterfølgende nummer ”Purple Tones”.
”There Must Be a Song Like You” er det fjerde nummer, og det har en fængende baslinje. På imponerende vis føles det som om nummeret i endnu højere grad end ”Gemini and Leo” går i trance ved at repetere sætningen »There must be a song like you,« der efterfølges og understøttes i sin repeterende stilstand af baslinjen. Modsat ”Gemini and Leo” er det nede i tempo, mere roligt.
Selvom begge numre ikke går over fem minutter, føles de meget lange og stillestående. De mange og ensformige repetitioner gør numrene, og desværre også pladen, meget hård at komme igennem.
De største forandringer kommer i Helado Negros sproglige skift, når et spansksproget nummer afløser et engelsksproget. For dem som ikke forstår spansk, kan det muligvis understøtte følelsen af at befinde sig i en form for hypnotisk tilstand. Når man forstår spansk, er det en pudsig forandring, der på en eller anden måde passer bedre til pladens drømmende univers end det engelske sprog.
Det betyder dog ikke, at mange af de spanske numre ikke også dyrker den insisterende repetition. Særligt det næsten syv minutter lange ”Aureole” bliver meget… ja… langt.
Pladens bedste numre er det spansksprogede ”La Naranja” og åbneren ”Wake Up Tomorrow”. ”La Naranja” – appelsinen – løfter sig ligesom ”Gemini and Leo” med højere tempo og en næsten cinematisk lydside, der er opløftende, optimistisk og efterlader resten af pladen ubevægelig og tung.
”Wake Up Tomorrow” er pladens åbningsnummer og er egentlig sådan et nummer, man gerne vil sætte på, når man skal ned i gear. Enten en søndag morgen, mens frisk kaffe damper af i kruset, og man ikke har travlt, eller et af dem man sætter på her i efteråret, når aftenmørket sænker sig, og man skal finde varme og ro til næste dag.
På en måde iscenesætter det faktisk, at hele pladen er en drøm, som man skal vågne på baggrund af. Man lulles i søvn af den nynnende vokal, de blide strøg på noget, der lyder som en harpe, og til slut glider man ind i søvnen gennem nummerets lange, summende instrumentale hale. Og herefter åbner det elektroniske og repeterende univers sig i pladens resterende numre.
Ser man sådan på pladen, er den måske nemmere at forstå. Ser man på yderpolerne, er den på de bedste øjeblikke følt og smuk i sin blødhed og ro. På de værste er den en psykedelisk søvnparalyse.
