Plader

King Hannah: I’m Not Sorry, I Was Just Being Me

En befriende tilbagelænethed ulmer på Liverpool-duoen King Hannahs første plade, hvor blues, støjrock, ironi og en meget dragende alt-vokal er i skøn forening.

King Hannahs første studiealbum tager lytteren med på en besnærende rejse gennem barndommens efterladte legepladser, værelser hjemsøgt af forsmåede følelser og traumer om at tisse i sengen. Man bliver dernæst katapulteret tilbage til nuet og lander ved sin ekskærestes dørtrin, hvor man smugkigger ind og trækker på smilebåndet over, at han kom til at gøre en eller anden tilfældig type gravid. Så slentrer man ned ad gaden og falder ind på den nærmeste, tilrøgede bluesbar. Et noget sammensat scenarie, der ikke desto mindre muliggøres af dette upolerede, PJ-esque soundtrack, frontperson Hannah Merricks sovekammerstemme og tekster, der veksler mellem små-banale hverdagslige erfaringer og ægte hjerteflimmer.

King Hannah består af førnævnte Hannah Merrick og Craig Whittle, der mødte hinanden som kolleger bag en bardisk i Liverpool. Efter sigende skulle Craig dog allerede år forinden have musiker-crushet på Hannah, efter han oplevede hende performe sine egne sange ved et open-mic-arrangement. Når skæbnen ville, at de efterfølgende tilfældigt skulle havne i det samme barjob, måtte de altså slå sig sammen og påbegynde en fast jam-session i Craigs hus. Dette udmøntede sig til sidst i etableringen af nærværende projekt og i udgivelsen af EPen Crème Brûlée i 2020.

At opfølgeren I’m Not Sorry, I Was Just Being Me er et gedigent rockalbum fastslås allerede fra de første takter af det fine åbningsnummer, “A Well-Made Woman”. De første par minutter drives, på lo-fi-agtig vis, frem af kun et trommespor og en simpel, men skæv, nærmest ildevarslende guitarrundgang. Med sin dybe, luftige stemme synger Merrick, at hun er en »brave, brave woman«, mens lydtapetet gradvist udbygges med masser af støj på strengene. Dette lader til at være grundopskriften på de fleste af pladens numre: en blid, groovy opstart, der cirkulerer om et tydeligt bluesinspireret hook og ikke mindst den karakteristiske vokal, og som til sidst kulminerer i et klassisk infernalsk støjrockrum.

Pladen udmærker sig i min optik generelt ved to overordnede elementer. Et af de vigtigste er uden tvivl Merricks lækre, bløde vokal, der lyder som en rocket Cat Power, og som for det meste forbliver på de lavere frekvenser. Hendes stemme tilfører en vis je-ne-sais-quoi til musikken, på samme måde som andre af rockens store kvindelige alt-vokaler gør det (eksempelvis Mazzy Stars Hope Sandoval eller Beach Houses Victoria Legrand). Den rammer simpelthen bare noget i mig, som kun en dyb kvindelig røst kan gøre det. 

Derudover kører teksterne i et – for et overvejende råt og upoleret-lydende album – uvant afslappet spor, der er en pop/singer-songwriterplade værdig. Selvom de temaer, der påkaldes – opvækst, moderskab, selvværd – er temmelig tunge, så besynges de på en tilbagelænet, nonchalant måde, der står i skærende kontrast til den rå lyd. Som på den mørke ballade “The Moods That I Get In”, hvor Merrick henover en klagende distortion bedyrer, at »if you do not like/What I’m singin’ about/Well, thеn you really do not have to listen/You can just turn me off/’Cause I do this for fun«.

Med fare for at der går litterær analyse i den, så bruger de også et andet spøjst greb i teksterne: barrieren mellem fortællerstemmen og forfatteren (altså Merrick selv) brydes, idet der ved flere lejligheder synges direkte om Craigs og hendes fælles musikalske liv. F.eks. som på den glimrende (og i øvrigt måske eneste dur-dominerede sang på pladen) “It’s Me and You, Kid”: »I thank God the day we met in the gross bar/We’re doing it so that we can live our whole lives/Just doing this«. Det forekommer mig forfriskende uhøjtideligt og bliver næsten dokumentarisk oplevelse. 

I’m Not Sorry, I Was Just Being Me er derfor et rigtig godt album, hvis man er på udkig efter ny ulmende, alternativ rock. Det indeholder mange solide enkeltstående numre, som også snildt ville kunne få rotation på de populære rockkanaler. Og så er Merrick en meget dragende sangerinde, som med sine quirky tekster let indfanger lytteren i sit skælmske Liverpool-univers.

★★★★★☆

Leave a Reply