Der er blevet sagt og skrevet meget om Dry Cleanings monotone, repetitive post-punk, og ikke mindst om Florence Shaws humoristiske, finurlige og gentagende art-tekster. Derfor vil jeg prøve at fokusere på, hvordan det nu lykkedes de unge south Londoners at fremføre alt det, de kan, på en livescene.
Loppen emmer af forventning, og debut-fuldlængden, New Long Leg, har da også fået roser over hele banen. Ydermere er Dry Cleaning-koncerten en af dem, der har været udskudt og udsolgt. Folk har haft tid til at glæde sig. Jeg er også selv spændt, men jeg har også blandede følelser op til, at bandet går på. Med en sådan monotoni og så minimalistiske melodier, eller mangel på samme, at det tog mig en del tid at kende forskel på sangene fra pladen, var jeg i tvivl, om det overhovedet ville fungere. Jeg er bestemt begyndt at holde meget af New Long Leg, men det kræver sin liveoptræden at opløfte noget musik, der passer godt til formiddagskaffen, til svedigt rockkoncertniveau.
Mine bekymringer skal heldigvis vise sig hurtigt at blive gjort til skamme, da de fire musikere træder på scenen og åbner ballet med fire af de bedste sange fra debutpladen. ”Leafy”, ”Unsmart Lady”, ”Strong Feelings” og ”Her Hippo” leveres uden dikkedarer. Jeg hæfter mig hurtigt ved, at det lyder præcis lige som på pladen. Det er på godt og ondt. Mest godt: Lyden fejler ikke det mindste, Shaws vokal er fuldstændigt on-point, der er ikke en snert af fuck-ups, og de spiller kort sagt bare stramt og øvet. Alt det betyder også, at man får det, man forventer. Der er ikke de store overraskelser, det lyder bare godt og genkendeligt. Simple lilletrommebaserede beats, korte basrundgange og flanger-chorus-guitar som underlæg til Shaws poetiske ordstrøm. Om det er det, man lige præcis ønsker sig af en livekoncert, er selvfølgelig dybt subjektivt. Men nu læser du min anmeldelse, og jeg ville sgu gerne have et nyt take på et eller andet, om det så er instrumentation, tempo eller frasering.
Der er ikke ild i lokalet, men det er også fyldt med cirka 65 procent fædre over 45 år, og sammenspillet mellem dem og Dry Cleaning er overraskende meget i øjenhøjde. De få ting, der bliver sagt fra scenen, og ligeledes de kommentarer, der kommer fra publikum, vækker klukken blandt mange, selvom det er så dumt som guitaristen, der siger »happy four-twenty« og en koncertgænger, der råber »play post-punk music!« Det virker akavet og unødvendigt, men en stor andel af publikum reagerer godt på det, så jeg accepterer det som en eller anden slags kvart-i-boomer-vibe, jeg bare ikke lige havde set komme til den her koncert.
De næste fire numre er mere i den rolige ende, og de savner lidt noget dynamik. Dry Cleaning er selvsagt ikke verdens mest dynamiske band – det er ikke det, de er sat i verden for – men mange af deres sange har et bashook eller et guitarlick, der sætter sig fast. Det har sangene her i koncertens midterportion ikke rigtigt. Monotonien er ofte firkløverets styrke, men åbenbart ikke altid. Der er behov for noget, der kan bryde repetitionen. Ret skal være ret, det forsøger de sig også med, men det er ikke ligefrem de bedste tricks i bogen. En af sangene har en pivende guitarsolo, der virker malplaceret i Dry Cleaning-regi, og en anden slutter med et jamstykke, der nok skulle være blevet i øveren.
Jeg vil gerne slå et stort slag for, at bandet spiller røven ud af bukserne! Bevares, det havde været dødkedeligt, hvis de stod med ryggen til, som man måske kunne frygte med den type musik, men de er alle fire aktive og udadreagerende på den dejligste måde. Og det virker. Publikum er med. På den der måde, hvor de vipper med foden og nikker med hovedet.
Heldigvis demonstrerer Florence Shaw, Lewis Maynard, Tom Dowse og Nick Buxton, at bare fordi det er gået lidt ud af en kedelig tangent, så kan det immervæk godt blive rigtig godt igen. Titelnummeret fra sidste års debut, New Long Leg, lyder over højtalerne til bifald og hujen, og lige pludselig lyder det helt rigtigt i ørerne igen. Det er melodi, skift i dynamik og en yderst lækker guitarlyd, der flyder igennem rummet. Vi er tilbage på rette spor.
Herefter følger aftenens – for midt vedkommende – højdepunkt: Nummeret ”Magic of Meghan” fra EP’en Sweet Princess (2019). Jeg har på ingen måde rådyrket bandets tidlige EP’er, men det her nummer er øjeblikkeligt catchy med sin Sonic Youth’ede intro, høje tempo og krautrockede beat og break. Det får virkelig fødderne i gang, og man har så småt glemt, at man skulle igennem nogle sange, der bare fungerer bedre på plade end live. Nu er vi tilbage.
Endnu et skift sker med en sang fra deres seneste udgivelse, cassinglen Bug Eggs/Tony Speaks! (2021). Hvor bassen igennem samtlige numre har været clean som en barnerøv, får vi endelig noget fuzz på. Det lyder vildt, at noget så enkelt kan være et så rart afbræk i ensformigheden, men det er lige det, der skal til. Nummeret får desuden en støjende og mere kaotisk outro end noget på setlisten indtil da, og det er sgu også meget forløsende at indse, at Dry Cleaning ikke bare er velprogrammerede robotter, men rockmusikere, der godt kan lide at havet det sjovt.
Deres hit ”Scratchcard Lanyard” sidder også lige i skabet. Det leveres som på pladen; altså virkelig velsmurt og stramt. Bandet takker på den måde af med manér og slutter på toppen. Tilmed synes jeg, de har spillet en koncert af en helt perfekt længde, og det er altså ikke altid helt let at ramme. De kommer tilbage for et spille ét ekstranummer, og det er dem velundt, når nu de sådan har imponeret. Var det noget jeg havde brug for? Nej. Var det fedt alligevel? Ja. ”Conversation”, der også er at finde på debut-EP’en, starter lidt mildt ud, men bygger lige så stille op og bliver en vild lille rocksag, der både støjer og suser. Sådanne opbygninger har Dry Cleaning ikke mange af, men det ville klæde dem enormt meget at genbesøge.
Dowse spiller til allersidst med guitaren bag nakken. Det er et kikset gammeldags rocktrick, men jeg får et smil på læben og kan faktisk kun bifalde det. Lige netop fordi det ikke er forventeligt for et band som Dry Cleaning – og Dry Cleaning er bedst, når de gør det uventede. Alt i alt spillede de en rigtig god koncert, og der er egentlig ikke en finger at sætte på deres levering og performance, hvis man kom for at høre deres musik. Så fik man det én-til-én. Jeg kom dog også for at se fire musikere spille live, og næste gang, vil jeg gerne have flere overraskelser, så jeg rigtig kan blive overrumplet. Men jeg skal nok komme næste gang.
Fotos af Daniel Nielsen.
