Det er en sjov blanding af noget drømmende, let minimalistisk, næsten naivistisk pop og en mere støjfyldt atmosfærisk lyd, der flyder fra Honeyglaze på deres selvbetitlede debutalbum, der kom ud i sidste uge på selskabet Speedy Wunderground. En blanding af okay gode og et par rigtig gode sange.
Speedy Wunderground er ellers mest kendt for sine lynindspilninger med diverse bands, som får én dag i studiet uden pauser og indspiller ét nummer med røg og spotlight og hele molevitten, hvorefter producer og bagmand Dan Carey bruger én dag på mix og produktion. Derefter sendes nummeret ud i et oplag på 250 stk. 7″ singler. Disse singler samles efterfølgende op på en kompilationsudgivelse af de seneste udgivelser. Og jo for resten, Speedy Wunderground er også kendt for netop manden bag Dan Carey. Han har produceret navne som Kae Tempest, Franz Ferdinand, Bat For Lashes, TOY, black midi, Fontaines DC, MIA og nu altså også debuten fra Honeyglaze.
Der stødes godt fra land med det lige knap tre og et halvt minut lange intermezzo-agtige nummer, som altså ikke er et mellemspil, men agerer albumåbner og bare hedder “Start”. Det lover godt! Desværre er de næste tre numre forholdsvis forglemmelige. Et skønt break her og et fint omkvæd der, men ikke noget der for alvor sætter sig fast og får varig betydning i pophistorien. Mindre kan også gøre det, og numrene besidder da også en vis sødme og en lethed, der egentlig er meget charmerende. Legende lækker bas og en nostalgisk stemning af noget, man tror, man har glemt, men som ligger lige dér midt i musikken. Er det lyden, der sine steder har en 60’er-agtig klang, der gør det? Jeg tror det. I hvert fald er der noget der gør, at jeg er lige ved at holde af det, havde det ikke været lidt for tyndt for mine ører. Der mangler sgu lidt kant. Der er tale om to af singlerne, som kom ud forud for albummet, “Shadows” og “Creative Jealousy”, samt nummeret “I Am Not Your Cushion”.
“Creative Jealousy” rummer ellers en finurlig tekst, der næsten kunne stå som et bonmot for hele albummet. Forsanger, guitarist og keyboardspiller Anouska Sokolow synger om, at hun er jaloux på sine kreative venner, og hun understreger pointen med en slags påkaldelse: »Because I’m not I’m not I’m not I’m not somebody«. Og nej Sokolow er ikke bare ‘nogen’. Hun er kvinden bag teksterne og står sammen med den fremragende bassist Tim Curtis, som også spiller diverse andre instrumenter samt synger kor, og trommeslager og percussionist Yuri Shibuichi, der blender sømløst og behageligt ind i alle arrangementerne bag musikken. Så sangens iboende mantra kommer måske til at bære frugt. Sokolow og Honeyglaze er nu et band med deres første album på oeuvret.
De tre numre bliver på en eller anden måde for tyndbenede. Musikken er fin og let, javel, men også umiddelbart aflæselig. Fem-seks aflytninger bringer ikke noget nyt frem. Udover den finurlige tekst i “Creative Jealousy”, kommer teksterne bare til at fremstå banale når de genbesøges: »Morning always feel like paradise / ’cause shadows always haunt me late at night« i “Shadows” og “I Am Not Your Cushion”, der bliver næsten for navlebeskuende i sin beskrivelse af hovedpersonens dilemma, fanget imellem gerne at ville være en andens elsker og samtidig ikke vil. Måske er det tekstens kortfattede beskæftigen sig med dette dilemma, der sagtens kunne have været foldet endnu mere ud, der lader lytteren lidt uforløst tilbage?
“Female Lead” er et sjovt nummer inspireret af The Shangri-Las “Leader of the Pack”. Nummeret handler om en ung pige der farver sit hår fordi hun har set en hårfarve i en film (filmens female lead). Det går ikke som planlagt: »I look nothing like Madonna / More like an ’80s horror film« og et andet sted i teksten: »Oh, God, I’ve let my mother down«. Det er sgu meget sjovt. Næste nummer er muligvis albummets bedste og var Honeyglazes debutsingle. “Burglar” har en lækker skæv lyd og noget sonisk støj, der virkelig klæder sangen og giver en dejlig dyster stemning. Sangen er skrevet over et digt af Charles Bukowski med den herligt voluminøse titel: “When You Wait for The Dawn to Crawl Through the Screen Like a Burglar to Take Your Life Away”.
Også de næste par numre har noget af det samme drive og skævhed. “Half Past” med sin næsten new wave-agtige rytmik, “Deep Murky Water” med åbningen »Deep murky water / Outside my house / I call my father / Every hour«, men sangen er nu en længselsfuld kærlighedshymne: »And you know my body / Like no one else knows / And I still want you by my side«
“Young Looking” og “Souvenir” lægger sig til gengæld tæt op ad de tre tidligere nævnte, lidt tyndbenede numre. Sange om at være sig selv og være usikker. Igen kommer det til at fremstå banalt i sin ligefremme facon, hvor man ikke rigtig skal lede efter noget under teksterne eller opdage flere lag i musikken. Det hele er serveret på én gang. Værsågod. Og som jeg også har været inde på, er det en fin og sine steder rytmisk opfindsom servering. Dog ikke nok til at holde interessen fanget udover de første par gennemlytninger.
Så er vi fremme ved albumlukkeren “Childish Things”. Den kan heldigvis noget af det samme som “Burglar” og formår at lukke albummet med en vis pondus i kraft af stemningen der er at finde i nummeret, og som netop vækker netop den lyst til at høre det igen, som jeg savner på de fleste andre numre. Det er den rugende langsommelighed og lyden af noget vildskab der gør det. Noget jeg personligt godt havde hørt meget mere udfoldet på resten af albummet. Der er bare ét vers i sangen, men det bliver gentaget 5 gange, med mere og mere vildskab, før det til sidst lander tilbage i det leje det startede i.
Med andre ord er der for mange lidt ligegyldige numre på albummet til at gøre det rigtig interessant. Ikke desto mindre er der en stemning af noget uspoleret, ungdommeligt og fejlbarligt til stede på albummet lagt sammen med en let, nogle steder 60’er-agtig lyd, som jeg godt kan lide. Helst havde jeg dog, som allerede nævnt, gerne set det støjende foldet mere ud som en skarpere, farligere kontrast til alt det perlende lette, for at kunne honorere det med mere end tre et halvt U. Jeg sidder tilbage med en erkendelse af, at jeg nok aldrig kommer til at vende tilbage til albummet, måske med undtagelse af førstesinglen “Burglar”. Det er der alt for meget andet og mere interessant musik i verden til.
