På trods af det pludselige vejrskifte fra kulde og blæst til bragende solskin og en skyfri himmel, så var der alligevel tre øjeblikke under Guldimunds koncert på Heartland Festival, hvor det var som om, at temperaturen faldt et par grader og alle de små hår på kroppen synkront rejse sig i den velkendte følelse af gåsehud.
Det første af de tre øjeblikke indtræf allerede under koncertens andet nummer, ”Ikk’ Endnu”. Den bistre fortælling om et skænderi på nippet til at kamme over i partnervold er i forvejen et enormt urovækkende og på samme tid sårbart nummer, men Asger Nordtorp Pedersens fremførsel løftede det til et nyt niveau. Først hviskende, nærmest uhørtligt, gik han til bekendelse:
»Jeg skreg så højt af dig i dag / at jeg ku’ se, at du blev bange for mig / Og dine bange øjne sagde / Du troede faktisk, at jeg ville slå dig.«
Mens alle iblandt publikum stod på tæer og spidsede ører for at høre efter, så fik vokalen pludselig et hak op i volumen i takt med, at sangens fortællerstemme gik fra bekendelse til benægtelse:
»Det ku’ jeg aldrig gøre / Det fortæller jeg mig selv, imens jeg tørrer mit spyt af væggen / Og jeg har i hvert fald ikke gjort det endnu.«
En noget nær perfekt introduktion til Guldimunds modsætningsfyldte, foruroligende, hudløst ærlige og enormt menneskelige tekstunivers på Dem, vi plejede at være – og et gåsehudsfremkaldende øjeblik at høre fremført live under åben himmel. De to andre vender vi tilbage til senere.
Det blev hurtigt klart, at mange festivalgæster havde lyst på at høre et af sidste års bedste albums fremført live og på trods af Heartlands forsøg på at gemme bandet væk på den mindste scene, så var publikum mødt endog meget talstærkt op.
Den lille Diorama-scene – gemt væk i en lille skov og placeret lige foran en sø – fremstod både alt for lille til at rumme de voldsomt mange publikummer og som en helt perfekt idyllisk ramme for Asger Nordtorp Pedersens intime musikunivers. Da tonerne blev slået an til åbningsnummeret ”Dem, vi plejede at være” stod det dog hurtigt klart, at det ville blive en fordel at stå oppe foran. Til at starte med blev teksten nemlig nærmest hvisket frem.
Stod man rigtigt placeret, så gav det imidlertid følelsen af at blive lukket ind i et intimt rum, hvor alle følelser – også de mindre behagelige – kunne deles og bearbejdes sammen. Mange kunstnere har lavet breakup-plader, men Dem, vi plejede at være er en af de mørkere af slagsen, når Nordtorp Pedersen giver frit løb om de voldsomme følelser af vrede og frustration, som et brud ofte medfører.
Efter den smertelige afskedssang ”Søde” blev vi imidlertid overrasket med to nye sange og nyheden om, at bandet netop havde indspilleret deres kommende album færdigt dagen før. Den første af de to sange var en mere upbeat og energisk popsang med det catchy omkvæd »Nogle gange er det OK at give op«, mens den anden nye sang var en mere klassisk Guldimundsk bekendelsesfortælling om et roadtrip til Møns Klint.
Koncertens andet gåsehudsfremkaldende øjeblik indtraf på ”Stue 15”, der kom umiddelbart i forlængelse af de nye sange. Asger Nordtorp Pedersen – der havde smidt trøjen – måtte lige samle sig selv et øjeblik, inden han kunne sætte gang i den smerteligt smukke beretning om døden på en hospitalsstue. De små lyriske detaljer såsom sygeplejersken, man ikke kan genkende og de elektriske fyrfadslys på bordet ved siden den afdøde mor giver sangen karakter af at være et fastfrossent tidsbillede af et sorgfyldt øjeblik.
Desværre var Lo Ersare (Lucky Lo) ikke med som vokalist på den efterfølgende ”En sang om engle”, hvorfor Asger Nordtorp Pedersen selv måtte løfte opgaven. Det slap han nu fint fra, men Ersares sødmefyldte svenske klang var stadig savnet. Det nåede jeg dog ikke at ærgre mig længe over, da koncertens tredje og sidste gåsehudsøjeblik opstod under ”Brænder stadig”, der naturligvis lukkede og slukkede med behørig fællessang.
På trods af alt vreden, alle de grimme følelser, alt sorgen og alle skænderierne, så vækker ”Brænder stadig” et håb om, at kærligheden måske trods alt kan overvinde det hele til sidst. En smuk afslutning på en smuk og yderst velspillet koncertoplevelse.
