Åbningsnummeret “Så det i en drøm” var et af de få afdæmpede øjeblikke under Joyces timelange koncert på Heartland Festival. Det introspektive blev dog hurtigt afbrudt af den fremragende energiudladning ”Jeg har glemt hvor gammel jeg er”, der straks fik pulsen i vejret hos det publikum, der var mødt talstærkt frem for at se det fremadstormende danske band.
Det nærmest Blink 182-klingende poppunk-hit kunne formentlig have dannet grundlag for en gedigen fællessang, hvis det var blevet smidt ind senere i sætlisten, men det fungerede også fortrinligt til at sparke gang i løjerne. Forsanger Sebastian Wegener virkede til at starte med lige dele nervøs og tændt, da bandet indtog scenen og han fik da også flere gange undervejs gjort det klart, at det her er Joyces første store festivalkoncert.
Bandet faldt dog hurtigt ind i en velkendt arbejdsrytme, hvor Sebastian Wegener gav den alt som højenergisk frontfigur og publikumsforfører, mens resten af bandet leverede tight og samspillet vellyd, men mestendels holdt sig i baggrunden. Det var en fryd endelig at opleve et nummer som »Lev beskidt« på en festival, hvor publikum kunne råbe sangens refræn tilbage i hovedet på bandet med en styrke, så det kunne mærkes helt oppe under trækronerne: »Hellere leve beskidt end at leve som dig!«
Det var imidlertid ikke kun gruppens seneste udgivelse – den anmelderroste Elsk mig – som fik lov til at fylde på aftenens sætliste. Der blev også plads til en tur forbi 2020-singlen ”Mand mig op” og en firetrins-raket af sange fra debuten Formskifter i form af den humoristiske hymne til dårlige chefer på ”Åh nej chefen ringer”, ”Usynlig”, ”Du finder mig på bunden” og ”Djævlen”. Afslutningsnummeret var selvfølgelig ”Formskifter”, der i sin tid gav bandet deres gennembrud. Et velvalgt nummer som sendte publikum videre ud i aftenstunden fyldt med gode vibrationer og med omkvædet fasttømret på hjernehinden.
Hvis jeg skal sætte en finger eller to på koncerten, så var den primære anke, at Sebastian Wegeners vokal desværre ofte druknede i instrumenteringen. Det gjorde det ofte svært at høre, hvad han helt præcis sang – en skam da Joyces tekstunivers er en stor del af charmen ved bandet. Ja, blandingen af de ængstelige, de dybfølte og de dybt ironiske tekstbidder er nærmest kendetegnet ved Joyce – og så er det selvsagt ærgerligt, når mange af de tekstmæssige nuancer går tabt i lydbilledet.
Det skal dog ikke stå i vejen for, at Joyce leverede en fornem festivalkoncert og beviste, at de er i storform forud for sommerens helt store festivaleksamen, når de om en måneds tid skal stå for nattefesten på Roskilde Festivals Avalon-scene.
