For fanden da, det irriterer mig ad helvede til. Jeg burde være vild med Brimheims koncert, ligesom kæmpeflokken af publikummer foran Rising tirsdag aften var vild med både hende og bandet. Ja de elskede hende. Åd hende med kærlighed, mens jeg stod dér og af al magt forsøgte at granske mit indre for at finde ud af, hvad det var, der stak mig?
Det var jo ganske fed musik og jeg kan ret godt lide albummet Can’t Hate Myself Into a Different Shape. Det er stærke tekster. Og jeg håber inderligt at Brimheim med sin åbenhed om f.eks. psykiske lidelser kan være et forbillede og en hjælp for folk, der kæmper med de samme problematikker. Bare det at der kommer så meget fokus på det for tiden er godt og sker selvfølgelig også, fordi problemerne er ved at gå fra at være personlige problemer til også at være et samfundsproblem. Så hvad var det, der skete deroppe på scenen, som triggede og nagede mig lidt, og gjorde at jeg ikke nu ryger op i topkarakterhysteri for præstationen?
Umiddelbart var det et rimeligt hektisk og faktisk også et noget rodet lydbillede, hvor det var svært at skelne de forskellige elementer i musikken fra hinanden og svært at høre hvad Brimheim sang. Bassen lå vanvittigt højt i lydbilledet, som om lydmanden gik ud fra, at alle bar høreværn (hvad de fleste måske også gjorde eller burde have gjort). Men der var også noget med timingen. Selvom Brimheim opererer med nogle overraskende eksplosive breaks og temposkift, som ofte sad flot, så var der en smule ubalance som koncerten skred frem. Leadguitaren larmede hektisk løs og breaksene sad der godt nok, men ikke uden at det hele kæntrede en lille smule. Ikke noget alvorligt. Det skabte bare en underlig uro.
Der var rigtig fede momenter! Det skal der ikke herske tvivl om. Omkvædet på “Baleen Feeder” f.eks. var ren stadionrock. Totalt kraftfuldt: »I wish I didn’t care what you think of me« Og Brimheims stemme var pragtfuld i et meget bredt register. Også åbningsnummeret “Heaven Help Me I’ve Gone Crazy” om det hul, der er opstået i hende, var godt: »There’s a growing gap in my body / I didn’t feel anything at first / So I’ve been picking at the edges / The hole is as big as the entire world« før Brimheim i slutningen af nummeret teatralsk smed de lange hvide handsker og greb sin guitar.
Jo, der var fede momenter, hvor tingene var i ro og jo, det er besynderligt, men jeg synes sgu, at lyden skal have en ro, selv i den vildeste orkan. Det er et must for mig, som vidner om styrke og overskud og det er dét, der udløser topkaraktererne. Koncerten blev for hektisk og indimellem også lidt for selvfed, som når Brimheim nærmest inviterer sig selv på Orange scene til næste år (hvilket faktisk godt kunne ske, for som sagt elskede publikum hende). Eller når guitaristen, i noget der næsten var ude af kontekst, spillede en amfetaminrus af en solo med tænder og det hele og muligvis også havde sat ild til sin guitar, hvis han havde haft en lighter på sig, mens lyden igen blev for rodet til at man rent faktisk kunne høre, hvad han spillede, andet end støj, ja så bliver det hektisk og larmende og al den larm og uro vidner netop ikke om indre styrke og overskud. Arh jeg ved det ikke; Brimheims sange er jo sange om indre sårbarhed og om at have de psykisk svært.
Det var en god koncert, og Brimheim åbner muligvis Orange Scene næste år og bliver ædt op af den kærlighed, der i så fald vil strømme op mod scenen fra et endnu større publikum end på Rising og mig? Jeg er bare en krakiler, der peger med én finger på koncertens skyggesider, mens tre fingre peger tilbage på mig selv og mit behov for at forklare, hvorfor jeg ikke giver fuld plade for noget, som folk så åbenlyst elskede.
