Koncerter

Roskilde Festival 2022: Víík, Rising

Foto: Christian Hjorth
Skrevet af Daniel Niebuhr

Vííks skandinaviske folkemelodier og frontkvinde Elisabeth Viks fortællegen var ganske forfriskende på Rising, men lydbilledet var sjældent med det seks mand høje orkester.

Det var egentlig en skam, at en så talentfuld og flerfacetteret vokalist som Elisabeth Vik yderst sjældent fremstod klart i lydbilledet, da hun og sin fem bandmedlemmer spillede op til (folke)dans på Rising. Foran et hoppende, klappende og valsende publikum, forsvandt hun og resten af nuancerne i Vííks lydunivers nemlig desværre alt for tit ud i den sommervarme eftermiddagshimmel.

Efter at være blevet nogle minutter forsinket kunne sekstetten derfor kaste sig ud i åbneren, “Alle barn skal sove”. Både her og i mange af de følgende indslag var det desværre kun stortromme, bas og Viks mere kraftfulde vokalpassager, der kunne høres i mixet. Og selvom det gradvist blev bedre, jo længere vi kom ind i den tre kvarter lange koncert, blev lydforholdene decideret dårlige i de mere intense øjeblikke undervejs.

Den norske sangerinde er ellers en yderst habil performer, når hun både veksler mellem skønsang, chanten og hujende fårehyrdekald – og mellem folk-kompositionerne fortæller maleriske fortællinger og anekdoter om numrenes ophav. Som “Heiemo og nykkjen”, hvor sangens kvindelige protagonist beretter om, hvordan hun knivdrabte sin bortfører. Eller hvordan Elisabeths egen far – kun iført underbukser og med en jagtriffel i hånden – måtte jage en af hendes bejlere væk engang i hendes ungdom på “Eg ser deg utfor gluggjen”.

Derudover har hun også allieret sig med nogle mindst lige så kompetente musikere, som alle har flere års baggrund fra den skandinaviske folk-scene og bands som Sherzandum, Stundom og Tailcoat. Percussion, violin, kontrabas, harmonika og cittern blev alt sammen betvunget med fornøjelig virtuositet og forenet med en fælles spilleglæde, som rent faktisk lykkedes med at komme langt ud over scenekanten, hvilket ikke overraskende smittede gevaldigt af på fremmødet.

På sin vis var det derfor dejligt forfriskende at få suppleret de dunkende basrytmer fra det nærliggende campingområde med tonerne fra Vííks moderne bud på klassiske, skandinaviske folkemusiktraditioner. Det var bare en skam, at selv samme toner aldrig for alvor formåede at brede sig langt nok ud til publikum.

★★★☆☆☆

Leave a Reply