På scenen er Puyain Sanati badet i lilla og rødt lys. Lettere foroverbøjet står han koncentreret med hænderne i en suppedas af knapper og ledninger. Han skruer og trykker med kirurgisk præcision. Lyden, der kommer ud af højtalerne knirker, skraber og suser. Det er en art skummel elektroakustisk ambient musik. Lige dele syrede blip-blops og ensomme klaverdroner. De strækker sig ud for så at glide væk. Der er flere øjeblikke, hvor der bliver næsten helt stille, lydløst, i lokalet. Men så kokkererer Sanati lidt ved sit musikalske køkkenbord, og det begynder at knirke igen.
Det soniske univers skaber nogle creepy billeder i mit hoved. Tomme gange i forladte huse og sådan noget. Måske endda et forladt sygehus, som det jeg lige netop står i. På den måde virker musikken måske som det perfekte lydtapet til hvide vægge, klinker og de gamle kørestole og andre hospitalsremedier, der indgår i flere af ALTERs kunstudstillinger i år. Den helhed, den sammenhæng kan jeg godt lide.
Men mine tanker flakker også lidt, og jeg falder lidt ud af zonen, man helst skal være i til en koncert. Noget man først opdager, når der lige kommer et skift i tonaliteten. Det bestemt ikke en skidt ting i sig selv, at man kan forsvinde ind et sted i sit hoved under en koncert, men den første del af Sanatis koncert er lige vel ikke helt opmærksomhedspåkrævende nok. Han kunne med fordel have startet med noget musik, der havde lidt mere bund eller lidt mere drive, for så senere at gå over i den mere avantgarde boldgade. Så havde man ligesom vundet opmærksomheden. Flere af numrene fra dette års Parallel Process-udgivelse kan i hvert fald ikke helt fylde det store lokale ud.
Halvvejs begynder der dog at ske en vigtig udvikling i Sanatis optræden. Musikken rejser sig. Som havde den ligget og gemt sig lidt i hjørnet og pebet, men pludseligt knejsende først på knæ og siden taget kontrol over hele rummet. Dronerne bliver længere. Det spinkle bliver understøttet af nogle brummende, bastoner. Lyden bliver til en mur. En mur, hvor noget eller nogen står og banker dramatisk for at vælte den ned. Nu har Sanati hele min koncentration, og der begynder endda at komme sekvenser, hvor foden kan banke til takten.
Jeg forstår i højere grad, hvorfor han beskriver sin egen musik som post-club. Han baggrund i industriel techno kan høres, og jeg synes, det fungerer bedre i en livesetting – i hvert fald i dette lokale – end hans mere ambiente, lydkunst-tenderende numre gør. Hist og her kommer der også den fede hakkende, afbrudte lyd, som er en af mine favoritelementer i techno. Den der lyd, som minder om en helikopterpropel, eller er det en elektrisk klapperslange eller femhundrede piskesmæld i sekundet? Jeg er ikke sikker, men det er en af de bedste elektroniske dissonanser, og det gør Sanatis atmosfæriske dronemusik mere dynamisk.
Til slut går koncerten atter ned i intensitet. Fra det Sunn O)))’ske til det mere HVAD’ske. Enkelte klangslag, der ringer ud i lidt tid og overtages af lignende, men lettere forandrede. I modsætning til det mere nøgne i starten af koncerten, fungerer denne sidste del, fordi jeg som lytter netop har brug for at falde lidt ned igen. Ørerne har behov for lavere lydstyrke, men er samtidig klar til at fokusere på de finere detaljer. Koncertens intro havde ikke denne fordel, hvorfor jeg ikke kunne komme helt i stødet til det. Generelt savnede jeg faktisk, at hele koncerten var lidt højere på alle tidspunkter. For hvis en lydmur virkelig skal brage igennem, så skal det helst kunne mærkes fysisk bare en smule. Med det sagt fik Puyain Sanati lagt en god om end dyster stemning an for ALTER 2022’s anden aften. Manglerne var relativt få, og når musikken først begyndte at kræve noget af lytteren, så gik koncerten op i en højere enhed.
Fotos af Natalie Black
