Hvor støjende et guitarunivers kan man bade en popsang i? Sådan lød et af de mest centrale og gennemgående spørgsmål på mange af 90’ernes alternative rockscener. Og i 2022 – efter en meget slowcore-præget debut fra 2020 – er Trader tilbage med endnu et album, hvor det ovennævnte spørgsmål nu fungerer som et af albummets væsentligste fokuspunkter.
Their Best Work So Far er både fyldt med tunge og skærende guitaridéer, hvor tanken nærmest går på, hvor mange forskellige guitarlag der kan balanceres ovenpå hinanden, uden at de fængende melodier druknes heri. Sangene er nemlig også meget catchy, og med deres melankolske tilgang til sangskrivning formår Trader på elegant vis at binde dette karaktertræk sammen med de hårdtslående guitarer, så resultatet bliver et kompakt sæt af længselsfulde og larmende popsange.
Denne betagende fusion opleves allerede på albummets første nummer, “Might Be Fine”, som buldrer afsted med tunge og panoramiske guitarpassager. I det mere underspillede omkvæd får vokalist Anders Ahle plads til lettere håbefuldt at ytre »I might be fine in time«, inden de enorme – og dog melankolske – guitarlag igen overtager lydbilledet. Sangen er tilmed dekoreret med en super intens og passioneret guitarsolo, hvor guitarist Anders Rothmann vælger at satse hele butikken på to enkeltvise toner på en måde, som for alvor cementerer sangens tungsindige karakter.
Den veludførte kombination af fængende melodier og støjende guitarer fortsætter på de efterfølgende to numre, “Radar” og “Medieval”. Førstnævnte er særdeles tung, og det omfattende guitarunivers får endda lov til at dominere det sidste minuts tid og følge sangen til dørs. ”Medieval” er en smule mere energisk, og det fungerer ligeledes som et velskrevet popnummer svøbet i larmende guitarer. Herefter leverer “JBS” albummets eneste instrumentale nummer. Sangen er noget roligere end hidtil på albummet, og den fungerer af den grund som et meget fint pusterum med flere velskrevne guitarpassager, der rummer en genklang af 90’ernes midwest emo-bølge.
Their Best Work So Far fortsætter i et mere rolig leje, hvilket den efterfølgende “Why You” får lov at indlede. Nummeret er sådan set fint nok, men det har slet ikke samme kant som de forrige sange og mister derfor en del gennemslagskraft. Omkvædets vokalrefræn er nu heller ikke noget at råbe hurra for, da den simpelthen føles alt for intetsigende: »Now that you’re all alone / You’re really just on your own.« Titlen til trods er “Quicker” også et af albummets roligere numre, men det er til gengæld et mere velskrevet et af slagsen. Nummeret er også tilknyttet en to minutters outro, som American Football sagtens kunne have jammet i deres bedste tid. Trader er i den forbindelse faktisk meget gode til at indarbejde lyden af de mere afdæmpede dele af førnævnte 90’er-midwest emo, og hver gang de forsøger sig med en mere behersket lyd, så er det altså denne vinkel, som de har størst succes med.
“Please” er en kort men vellykket tilbagevenden til de mere støjfulde og energiske lydbilleder, mens de sidste to numre, “Yellow Jacket” og “Help”, begge er meget fede blandinger af mere afdæmpede vers og tunge, hårdtslående omkvæd. Det er også på “Please” og “Help”, at trommeslageren Kristian Vissing indtager rollen som forsanger, hvilket han formår at gøre ganske problemfrit. Det måske er en smule uklart, hvorfor det lige er tilfældet, da hans stemme – samt måden han bruger den på – deler mange ligheder med Ahles. Jeg er ikke sikker på, om Kristian også har skrevet teksten til sangene, men det er til gengæld her, at den deprimerende lyrik er mest prominent – især på albumlukkeren, hvor omkvædet fungerer som et direkte opråb om hjælp, inden de tunge guitarer igen vælter ind for at køre sangen hjem og for at fastslå de stærke følelser, som nummeret præsenterer.
Their Best Work So Far er et virkelig godt bud på, hvordan et støjende lydunivers og fængende melodier sagtens kan sameksistere, såfremt man bare har en velfungerende rød tråd i sin sangskrivning. Men jeg synes nu alligevel, at der var nogle elementer, som virkede bedre for bandet end andre. De mere energiske og guitartunge sange syntes at fungere en smule bedre end de mere afdæmpede. Det omfattende guitarunivers er nemlig med til at give lyden den kant, som netop klæder Traders melankolske sangskrivning så godt.
Jeg vil til gengæld rose bandets midwest emo-prægede momenter, som jeg synes virker særligt godt for bandet – især i deres forsøg på at bevæge sig rundt i et roligere leje. Lyden går også bare godt til deres melankolske sangskrivning, og når nu alt andet ofte er forholdsvis simpelt, så er det rart, at der er noget, som forekommer en smule mere omhyggeligt komponeret.
Disse afvekslinger er netop ret tiltrængte, idet albummet til tider når at blive lidt endimensionelt. Man får ikke følelsen af at bandet bevæger sig langt ud fra tryghedszonen på noget tidspunkt, og det ville være synd at sige, at albummet er sprængfyldt med spændende overraskelse og sjove musikalske afveje. Det går nu nok på et 30 minutters album. Men når nu Trader viser, at de sagtens kan præstere en række vellykkede fusioner af støjende guitarlandskaber og længselsfulde popmelodier, så kunne det jo være sjovt at høre bandets lyd omsat til et mere ambitiøst format. Og hvis det skal lykkes, så må bandet finde en måde at bryde med denne ensidige karakter. Their Best Work So Far må dog siges at lægge en stærk bund, som Trader trygt kan bygge videre på uden nødvendigvis at skulle gå tilbage og stramme for mange skruer.
