Egentlig skulle Girl Band have spillet lige her – under Loppens lavthængende bjælkeloft – i efteråret 2015; kun få måneder efter deres debut på dansk grund på samme års Roskilde Festival. Men de kom aldrig så langt, eftersom bandet kort forinden aflyste al touraktivitet i Europa grundet frontmand Dara Kielys skrantende mentale helbred. Så vi måtte væbne os med tålmodighed, mens årene gik, og Girl Band blev til Gilla Band, satte sig selv midlertidig på pause, genoptog projektet, udgav både deres andet studiealbum (The Talkies) og senest det tredje – deres bedste til dato. Selv havde jeg fornøjelsen at opleve irerne på et (noget større og dermed mindre intimt) spillested i Glasgow sidste år, hvor oplevelsen pludselig udgjorde et mere velbalanceret møde med bandet, der ikke længere var afhængige af at fremvise deres ungdommelige, punkede nerve, men i stedet lykkedes med at dosere den bedre – både gennem The Talkies- og Most Normal-materialet men også via den modningsproces, de unægtelig havde gennemgået undervejs.
Jeg antager, at det for kendere af gruppen også må have været nogenlunde samme indtryk, som Gilla Bands koncert på Loppen først og fremmest efterlod. Alt i alt var det nemlig en særdeles professionel og gennemført optræden, de havde stykket sammen til lejligheden, hvor de formåede at fyre små 20 numre fra stort set alle hjørner af bagkataloget af på fem kvarter. Ingen lange pauser, (modsat landmændene i supportnavnet M(h)aol, der nærmest ikke kunne få publikumsinteraktioner nok), men i stedet bare en konstant søgen efter at skabe et rum, hvor de punkede skæringer kunne eksplodere fra første sekund, mens de langstrakte, mere ambiente numre omvendt fik rigeligt med tid og ro til at vokse op mod klimaks.
Den opgave tilfaldt først og fremmest de tre herrer, som flankerede Kiely, hvor trommeslager Adam Faulkner lagde for med de raslende hihat-rytmer på “Going Norway”, der som sådan placerer sig et sted nær midten i det intensitetsspektrum, som Gilla Band opererer i, og dermed agerede ganske velvalgt koncertåbner. Personligt har jeg altid haft det lidt svært med numrene fra The Talkies i liveformat og har aldrig rigtig følt, at pladen egner sig lige så godt på en sætliste som hverken sin forgænger, efterfølger eller Gilla Bands tidlige EP’er. Om irerne i løbet af de senere år er kommet til samme konklusion er ikke til at sige, men fra The Talkies begrænsede bandet sig hvert fald til – foruden “Going Norway” – kun at inkludere “Laggard” med Alan Duggans hypnotiske guitarstøj samt den buldrende flotte “Shoulderblades” som næstsidste indslag.
Det var nemlig ikke overaskende Most Normal, der fik mest spilletid denne novemberkolde mandag, hvor stort set alle “rigtige” numre – med undtagelse af “I Was Away” – fra bandets seneste skive havde fundet vej til sætlisten. Førstesinglen, “Eight Fivers”, var lige så meget en gimmick, som man kunne forvente, hvor succeskriteriet lod til at være, helt nøjagtigt hvor vrælende publikum kunne få sig selv til at råbe med på »I spent all my money on shit clothes.« Det er ikke rigtig nødvendigvis et særlig godt nummer i Gilla Band-regi, men som livenummer skaber det via sit repetitive refræn trods alt en helt igennem løssluppen og samtidig apatisk stemning blandt tilhørerne, hvilket ikke mindst skaber et sjældent samspil mellem dem og Kiely. Hvad angår “Backwash” og “Binliner Fashion”, så er de til gengæld qua deres egne, iboende musikalske kvaliteter helt oplagte til at blive leveret foran et tæpakket gulv som Loppens; med en dansabel hastighed et sted mellem 160-170 BPM og rigeligt med plads til at fremvise Kielys vokalpræstationer.
Og sammen med den noget anonyme “Almost Soon”, den flotte og samtidig laaaaange opbygning til de nærmest paniske vers på “The Weirds” og en lidt undervældende version af pladens bedste nummer, “Post Ryan”, udviklede aftenen med Gilla Band sig stille og roligt til at fremvise et væld af de mange musikalske facetter fra bandets bagkatalog, hvis liveudgaver for det meste lænede sig endog rigtig tæt op ad albumversionerne. For selvom kvartetten ellers altid har dyrket det mekanisk stringente som fundament for deres noiserock, har det alligevel sjældent føltes så iboende i deres kreative output, som det gør her 11 år inde i bandets karriere. I den kontekst føles Most Normal som en plade, der er skabt med henblik på at kunne fremføres live, hvilket man hurtigt også blev overbevist om i løbet af aftenen. Og selvom det hele ikke kan fuldt ud repliceres på en scene, fungerede koncerten dog alligevel som et tydeligt bevis på, hvor Gilla Band er anno 2022, og hvad de vil med deres musik.
Supplementet til den store andel af Most Normal-numre i form af noget ældre kompositioner kom heldigvis også flittigt fra Gilla Band, hvor der blandt andet blev budt ind med den marcherende “Lawman” og “De Bom Bom” fra The Early Years-EP’en samt “Pears for Lunch” og den hektiske “The Last Riddler” fra fuldlængdedebuten Holding Hands With Jamie. Ja, selv den ultrasmadrede “Heckle the Frames” – som kun er udgivet i 2015 som b-side – fik vi også i en fuldstændigt udknaldet version, hvor der for første gang kom gang i mosh-tendenserne umiddelbart bag forreste række. Det var dog et minimalt udsving på richterskalaen sammenlignet med publikumsudskejelserne til den efterhånden obligatoriske koncertlukker, coveret af Blawans “Why They Hide Their Bodies Under My Garage?”, der formår at samle både den åndede, repetitive lyrik, opbygningen, de simple, pulserende rytmer og det uundgåelige, støjende klimaks.
På den måde blev punktummet sat med en snært af crowdpleasing fra et band, der ellers ikke nødvendigvis er kendt for at være det, men nærmere for at dyrke det lettere introverte og svært tilgængelige. Det behøver de i grunden heller ikke ændre på fremadrettet, men det er alligevel betryggende at kunne konstatere, at Gilla Band atter lever i bedste velbefindende – og stadigvæk er mestendels normale.
Fotos af Daniel Nielsen.
