Årets bedste plader

Årets udenlandske plader 2022

Skrevet af Redaktionen

Redaktionen gør status på 2022 og kårer årets 20 bedste udenlandske plader.

Mere end noget andet er Undertoners årsliste over årets 20 bedste udenlandske udgivelser en fortjent hyldest af en af de senere års mest dominerende strømninger – et forsinket “velkommen til 2020’erne”, om man vil.

For andet år i træk går titlen som årets udenlandske plade nemlig til et band med rod i den nye generation af britiske rockorkestre – efter samme hæder tilfaldte Squids uforlignelige Bright Green Field i fjor. Den brede redaktionelle konsensus om, at det er netop her, vi for tiden finder de mest spændende navne såvel som udgivelser, konsoldieres hermed i det, som i sidste ende bliver cementeringen af hele scenens fortjente triumf.

Dette års top 20 skal dog ikke kun handle om briterne og deres til tider sortsynede weltschmerz. Den skal også handle om electronica, artpop/rock, sludge, hiphop, postrock, folk og en hel del derimellem. Det skal indledningsvist også handle lidt om dem, vi ikke fik plads til: Beyoncé, Björk og The Weeknd fik alle stemmer undervejs og understreger, at vi ikke nødvendigvis eksisterer helt fjernt fra andre musikmedier her til lands. Arctic Monkeys og Spiritualized var også på enkeltes radarer, hvilket tyder på, at vi stadig ikke helt har afskrevet hvide mænd med guitarer. Og så var der også gode callbacks til svundne tiders Undertoner-favoritter som Animal Collective og Beach House.

Ingen af de førnævnte fandt dog vej til denne liste, som – ud af et felt på i alt 113 forskellige plader – ultimativt udgør skribenternes bud på de absolut bedste udgivelser fra det store udland i løbet af 2022.

Bidragsyderne til Årets udenlandske plader 2022 er: Anne Kirstine Knudsen, Bitten Kjærgaard, Daniel Niebuhr, Emil Ahle Petersen, Holger Møller Dybro, Joakim Dalmar, Jon Kvist Sommer, Laura C.F. Petersen, Sabina Hvass, Simon Freiesleben og Simon Ørberg.


20, Cate Le Bon – Pompeii
Den excentriske waliser Cate Le Bon fik med sit sjette album for alvor fat i det brede(re) publikum. På Pompeii finder man en overflod af solide popnumre som den henførende “Moderation”, den sensuelle “French Boys” og den kærlighedsmættede “Harbour”. Musikalsk føles Le Bon mere tilgængelig end nogensinde, men aldrig på bekostning af den mystiske og fascinerende aura, som til stadighed omgiver hende. Teksterne er stadig abstrakte og komplicerede, og hendes inspirationskilder intellektuelle og til tider obskure – en reference til et essay skrevet af en arkitekt i 1950’erne her, en forunderlig tekst som »In the classical rewrite / I wore the heat like / A hundred birthday cakes / Under one sun« dér.

Men musikken bløder de poetiske tekster op i et mildt og inciterende udtryk, og man fornemmer, at her er en kunstner, der gør præcis, hvad hun har lyst til, når hun har lyst til det – om det så er med finurlig avantgardepop som på titelnummeret eller et dybt dyk ned i naturalistisk filosofi og den tunge arv fra fortidige generationer på den slæbende, sukkende “Cry Me Old Trouble”.

Med Pompeii beviser Le Bon, at det skæve, det ukontrollerbare og det eksperimenterende også kan være behageligt.
(Laura C.F. Petersen)

19, FKA Twigs – Caprisongs
Der er sat ild under de sprudlende eksperimenter af sange, der udgør Caprisongs. Ikke en ild, der på nogen måde løber løbsk, men som i stedet giver ekstrem varme og gør udgivelsen uimodståelig.

På vej gennem mixtapet møder vi en række af FKA Twigs’ legekammerater i form af blandt andre Jorja Smith, The Weeknd og Shygirl, og flere gange får vi interludes i form af lydbeskeder, der lukker lytteren ind i det meget personlige og legende univers. Caprisongs beholder sin tyngde, selvom det indeholder det festlige og lette, som eksempelvis dancehall-dansegulvbangeren “Papi Bones” eller det frigørende og dubbede “Which Way”.

Mixtapet bevæger sig frit mellem stemninger, features og vibrationer, der kunne være endt som en rodet affære. Men selvom den røde tråd rent musikalsk er viklet ind i et farverigt kludetæppe af afrobeat, lo-fi artpop, drill og trap, så føles det, som om FKA Twigs tager dig blidt i hånden gennem de 17 numre og viser, at det er trygt at stille sine mange sider af sig selv til skue.
(Sabina Hvass)

18, Death’s Dynamic Shroud – Darklife
Hvor skal man dog starte med det her album? Trioen Death’s Dynamic Shroud skaber tilsammen allerede kompromisløs musik i form af en stor omgang genre-spaghetti, i og med at de har udgivet en lang række mixtapes individuelt fra hinanden og nogle gange sammen – bare under samme projektnavn: Death’s Dynamic Shroud.wmv.

Men med Darklife har de imidlertid skabt en anden slags udgivelse, hvor alle tre har været sammen om projektet og med et meget mere komplekst resultat. Musikken bevæger sig i et kæmpe genrespektrum, hvor man er over det hele på én gang. Der er atmosfæriske synthflader på eksempelvis numrene “I Just Wanted To Know Love” og “Where Does It Come From?”, en bombastisk, men stadig forsigtig ballade på “Light Left The Garden” og ej at forglemme “Fade Persona”, der er et opløftende og legesygt nummer med noter af Animal Collective og Guerilla Toss.

Generelt er albummet – for at bruge ordet igen – legesygt, men også forvirrende, overraskende og skræmmende. Darklife er et album af en vis kaliber – måske en tand for stor en mundfuld, men helt klart det værd.
(Joakim Dalmar)

17, Weyes Blood – And in the Darkness, Hearts Aglow
Anden plade i amerikanske Natalie Merings trilogi følger på mange måder i første del fra 2019, Titanic Risings, fodspor. Rent musikalsk er numrene forankret i 70’er-nostalgisk folk-tristesse i fløjsbløde melodilinjer og voluminøse harmonier og – momentvist – 80’er inficerede synth-kompositioner, hvor Mering gør sig allerbedst.

Lyrisk træder Weyes Blood dog et skridt længere ind i det enorme kaos, som er vores nutid, og beskriver, hvad man kan se i keglen fra vores individuelle lys i en mørk verden. Helt tydeligt står temaet om kollektive traumer. »Mercy is the only cure for being so lonely / Has a time ever been more revealing that the people are hurting? / Oh, it’s not just me, I guess it’s everybody,« synger hun – insisterende på at finde midlertidig trøst i at alle er i samme båd.

“Hearts Aglow” og The Worst is Done” fokuserer også begge på en bevægelse op og væk fra en tidevandet, der truer med at trække os alle med ned i dybet. Men hvor vi – det store vi – i stedet er på vej hen er endnu ikke ret klart.
(Sabina Hvass)

16, Jockstrap – I Love You, Jennifer B
I 2022 udkom Jockstrap med et af årets mest farverige popalbum i form af I Love You Jennifer B. På tværs af albummet forsøger Georgia Ellery og Taylor Skye med stor succes at trække popmusikken rundt i alle de musikalske afkroge, som duoen kan komme i tanke om; fra svævende barokpop på “What’s It All About” til den glitchy og dansable “50/50”.

Jockstrap formår altid at finde et nyt og spændende format, hvormed de leverer deres fængende sangskrivning, men alligevel fungerer den legesyge tilgang effektivt som en rød tråd igennem hele albummet. Ikke alene prøver duoen kræfter med en masse forskellige stilarter, men de formår samtidig også at levere nogle ret progressive udgaver af denne farverige popmusik. “Concrete Over Water” forekommer nærmest en smule episk i sin tålmodige og meningsfyldte måde at glide ind og ud ad smukke og underspillede singer/songwriter-passager og animerede elektroniske rytmer. Det samme kan siges om åbningsnummeret, “Neon”, der efter flere forskellige stilskift med en storslået blanding af tunge guitarer, trommer og æteriske strygere, føles langt fra startens nøgne sammensætning af vokal og akustisk guitar.

I Love You Jennifer B er alt i alt en spraglende eksplosion af popmusik, og der er få album fra i år, der har været sjovere at lytte til end dette.
(Emil Ahle Petersen)

15, Wet Leg – st.
deres selvbetitlede album byder Wet Leg os inden for i deres ungdomsliv med knastør humor og bangerværdigt guitarspil. Den engelske indieduo har nemlig lavet – måske ikke et af de mest revolutionerende – men så et af de mest ørehængende album i 2022.

Duoen gik allerede i 2021 viralt med nummeret “Chaise Longue” og sang sig ind hos de unge TikTok’ere såvel som den ældre generation med deres afslappede, uimponerede stil. Kun få ville kunne slippe af sted med at sige »Chaise Longue« så mange gange i ét nummer, men det kan Wet Leg, fordi de bløder monotonien op med et medrivende, fremaddrevent guitarspil og ikke mindst attitude på vokalen.

Nummeret “Wet Dream” – som nok er det mest poppede på albummet – har den samme gode energi og en medrivende guitarintro, der ender i et langt »Here we goooo« – Og ja det gør vi så! For jeg tror næsten, at Wet Leg med deres melodier, skarpe kommentarer og dragende vokaler kan få lytteren med på hvad som helst. Selvom duoen fandt deres navn ved at sammensætte forskellige emoji-kombinationer, er bandet ikke kun fart og pjat. På ”I Don’t Wanna Go Out” viser de en mere seriøs side, hvor vokalen har mere dybde og klang, og hvor de synger om, hvordan livet bliver mere alvorligt i takt med 20’erne.

Wet Leg har på deres debut bragt den engelske indiemusik tilbage med humor, energi og medrivende melodier.
(Bitten Kjærgaard)

14, Caroline – st.
Allerede fra deres første singler lød den britiske oktet Carolines musik fremmedartet, storladent, pirrende og ekstremt følelsesmæssigt mættet. Debuten blev derfor alt det, man kunne håbe på og meget mere.

Pladen er et nybrud inden for postrock, og til trods for alle de tråde, de trækker til klassisk orkestermusik, kormusik, folk og midwest emo, er Caroline sin helt egen størrelse. Hvad end de forsøger at vække en med rolig, luftig messen på “Good Morning (red)” eller forsøger at sprænge lytterens ører med smukke, men skærende strygere på “Engine (eavesdropping)”, så har de ens fuldkomne opmærksomhed. Der er kælet for hver en lille detalje i produktionen, så selve lyden står skarpt som hugget i marmor af Thorvaldsen selv, og magen til gennemarbejdethed skal man lede længe efter.

Caroline er en plade, der skyller ind over lytteren og ikke giver slip, før man underkaster sig de overvældende bølger af følelser. Det er en melankolsk affære, men det også noget nær det smukkeste og mest banebrydende musik, der er udgivet i 2022.
(Holger Møller Dybro)

13, Alabaster dePlume – Gold
Angus Fairbarn – bedre kendt som Alabaster dePlume – er en musiker, der er i stand til at bevæge sig i flere forskellige retninger og stadig holde sig på rette kurs. Gold – Go Forward in the Courage of Your Love – er et hjemmeligt album, der er fyldt med Fairbarns varme og behagelige saxofonfraser, rummelige og smukke harmonier af kvindelige kor og så selvfølgelig hans empatiske og excentriske poesi.

Hele albummet kører i et meget stille og roligt tempo, men har en behersket energi, der lyder, som om den kan stikke af når som helst, mens der varieres mellem instrumentalnumre og sange, som både er fyldt med poesi og storslåede vokalharmonier.

Eksempelvis lægger Gold ud med “Don’t Forget Your Precious”, der i lyrikken har et større fokus på Fairbarn selv, og hvordan man ofte glemmer sit selvværd. På den efterfølgende “Fucking Let Them” bliver der skiftet hen til en lettere kaotisk, instrumental stemning, som dog lige bliver introduceret af en lille selvrealiserende tale.

Mønsteret bliver ved – og man kan kun blive forført af denne gennemgående betagende og rare tematisering, hvilket er helt perfekt til en lørdag på sofaen.
(Joakim Dalmar)

12, The Smile – A Smile for Attracting Attention
Det var til stor overraskelse og begejstring, da Radioheads primus motorer Thom Yorke og Jonny Greenwood udgav A Light for Attracting Attention med det lockdown-opståede ensemble The Smile, der også tæller trommeslager Tom Skinner.

Og man kan da også høre, hvem der står bag den her plade; den isnende, paranoide, krybende, kravlende “The Same” kunne lige så vel have ageret åbner på OK Computer, og den rockede “You Will Never Work in Television Again” kunne man snildt have fundet på The Bends. Men The Smile er meget mere end bare Radiohead 2.0. På numre som “The Opposite” og “The Smoke” træder det jazzede og funky i forgrunden, og især på førstnævnte kan man virkelig høre Skinners umiskendelige præg. Guitarriffet på “Thin Thing” er skarpt, intens og hektisk på en måde, som føles ny og forfriskende; “We Don’t Know What Tomorrow Brings” sætter ligeledes tempo i vejret, før den kølige lyd af synthesizere følger nummeret til dørs. Yorkes gudsbenådede stemme stråler på den fine ballade “Free In The Knowledge”, før “Skrting on the Surface” – en ældre sang i nyt arrangement – stille lukker ballet.

Et debutalbum i særklasse, der lyder af 37 års tradition og fornyelse.
(Laura C.F. Petersen)

11, Gilla Band – Most Normal
Det er sundt at snakke om sine problemer. Få sat ord på det, der plager dig, og lær at omsætte alt det negative til noget produktivt. Gå nogle lange ture, få en ny hobby eller lav en fuldstændig forrykt støjrockplade.

Dara Kiely valgte øjensynligt det sidstnævnte, da han sammen med bandkammeraterne i Gilla Band vendte tilbage med kvartettens bedste udspil til dato. For Most Normal tager – som med så meget andet af irernes materiale – udgangspunkt i Kielys egne personlige dæmoner, men denne gang er han i komplet zen i bandets omstyrtede lydunivers, som undervejs både fremstår glasklart og forvrænget til nærmest ukendelighed. Vigtigst af alt er dog, at Most Normal er en langt mere ekstrovert skive end sin forgænger, og det klæder i dén grad Gilla Band at komme helt derud i uudforsket territorium, hvor deres kompositioner endelig får pladsen til for alvor at kunne folde sig ud.

Og hvornår har ultraskizofren støjrock i grunden sidst lydt så dansabel, som den gør på “Backwash”, “I Was Away” og “Post Ryan”? Bangers på b̸̟̄̉ą̵̙̦̂̀̎ń̵̜̫̺̚g̴̘̝̣̈́͋͑͝ė̶͙̔͆̔r̸̜̜͈̘̀ś̶̳̞̥͝, mand!
(Daniel Niebuhr)

10, Crack Cloud – Tough Baby
Vores allesammens canadiske yndlings-kunstkollektiv Crack Cloud vendte i år stærkt tilbage med Tough Babyopfølgeren til 2020’s Pain Olympics og måske gruppens mest personlige udspil til dato.

Det er intet mindre end hjerteskærende at høre klippet af forsanger Zach Choys far, der døde af leukæmi som 29-årig, opfordre sin søn til at bruge kreativitet og musikalitet til at få afløb fra vrede og smerte – en opfordring som Choy tager op de næste 35 minutter gennem et art-punket mesterværk, der berører misbrug, ensomhed og isolation fra samfundet.

På trods af at være afsindigt rørende bliver Tough Baby dog aldrig en tudetur. De kanon catchy singler ”Please Yourself” og ”Costly Engineered Illusion” er fyldt med dansable rytmer, fængende 80’er-poppede saxofoner og lækre R’n’B-referencer, der står i stærk kontrast til Choys sardoniske og vrede vokal. Tough Baby topper dog på de mere eksperimenterende skæringer som den Loony Tune’ske punk-basker ”Virtous Industry” og især ambient-industrial juvelen ”Criminal”, der med sin blanding af rasende og brutale instrumentaludbrud og urovækkende, operaagtige vokalflader danner et besnærende mørke, der er svært ikke at lade sig forføre af.

Tough Baby er et råt, menneskeligt og livsbekræftende værk, man ikke kan holde sig fra at lytte til igen og igen. Og igen.
(Anne Kirstine Knudsen)

9, Kendrick Lamar – Mr. Morale & The Big Steppers
»I’ve been goin’ through somethin’ / One-thousand eight-hundred and fifty-five days / I’ve been goin’ through somethin’ / Be afraid.« Sådan lyder introen på “United In Grief”, hvor Kendrick Lamar byder verden velkommen tilbage til sin første studieudgivelse i 1.855 dage.

Heldigvis skal man ikke være bange for, at Kendrick har tabt pusten eller har ligget på den lade side de forudgående fem år. Mr. Morale & The Big Steppers er nemlig både et snirklet og dybt personligt værk, som samtidig leverer ambitiøs samfundskritik og hiphop-bangers i overflod. Men som han fortæller indledningsvist, så har han altså døjet med nogle ting, hvilket han så bearbejder på albummets 18 sange.

Til tider virker det næsten som om, at Lamar har slået et for stort brød op med Mr. Morale & The Big Steppers, hvor han træder ind i rollen som terapeut og forsøger at gøre op med både egne barndomstraumer samt »generationers forbandelse«, som sorte amerikanerne har kæmpet med i århundreder. Det er da også på sin vis en umedgørlig kolos af et album med en spilletid på en time og tyve minutter.

Det afholder måske pladen fra at nå helt op på de samme svimlende højder som Damn., To Pimp a Butterfly og Good Kid, M.A.A.D City, men Kendrick Lamar bevæger sig stadig i et musikalsk luftlag, hvor de færreste andre får ben til jorden.
(Simon Freiesleben)

8, Viagra Boys – Cave World
Det tredje album fra svenske Viagra Boys må siges at være deres mest sammenhængende og konceptuelle hidtil. På Cave World bliver deres ironiske og satiriske tilgang til postpunk nemlig brugt til at takle aktuelle tematikker i forbindelse med den menneskelige psyke. Den paranoia, det had og de konspirationsteorier, der farver meget af vor tids adfærd på sociale medier – særligt oven på coronapandemien – kommer alle frem på albummet. Det primale udtryk, der hertil kan knyttes, bliver tilmed belyst, idet der på tværs af albummet drages paralleler til aber og deres primitive natur på måder, som er ligeligt humoristiske og deprimerende.

Den samfundskritiske konceptualitet går dog på ingen måde ud over det skraldede udtryk, som karakteriserer bandet. Faktisk synes den primale tematik kun at styrke dette kendetegn. “Punk Rock Loser” virker næsten som en kulmination af dette udtryk, idet bandet her mestrer kunsten i at skabe en fængende karisma ud fra lyden af et band, som på selvrionisk vis nærmest virker til hverken at kunne eller have lyst til at spille sangen. Bandets typiske danseable rytmer pryder tilmed det meste af albummet, og de suppleres ofte af velovervejede elektroniske finesser.

Hvem skulle have troet, at soundtracket til vores tilbagegående evolution ville være så festlig og farverig?
(Emil Ahle Petersen)

7, Dry Cleaning – Stumpwork
Dry Cleaning har med Stumpwork lavet en forunderlig og modig fortælling af en plade. Albummet kunne på papiret godt fremstå som en ensformig omgang, fordi alle numre uden undtagelse har forsanger Florence Shaws vokal i forgrunden. Det er der som sådan ikke noget mærkeligt i, men formen – som mere er spoken word end sang – sætter sit stærke præg på de ellers musikalsk minimalistiske numre, som dog aldrig bliver ensformige.

Det gør de ikke på grund af de velsammensatte og varierede stykker musik – fra stonerrock til funk og pop – der ligger bag vokalen. Som eksempelvis bassen på “Anna Calls from the Artic”, den lidt garagelydende guitar på “Kwenchy Kups” og den mere skramlede lyd på “Drivers Story”. Derfor udgør musikken ikke bare baggrunden, men gør i stedet alle numrene til en fortælling i sig selv – lidt som noveller i en novellesamling.

Shaws vokal er samtidig ikke trættende at høre på, men smyger sig derimod behageligt om én, som hvis hun fortalte en historie. Hun bruger sin stemme på en måde, så den følger musikken, og nogle gange går ud af takt, men på en velplaceret måde. Nogle gang er teksten decideret morsom som på “Kwenchy Kups”, hvor Shaw synger: «…and I’m gonna see the otters / there are no otters / there are / but we can check.» Det er et dejligt overraskende element, da spoken word ellers ofte kan fremstå lidt selvhøjtidelig. Alt i alt er Stumpwork en anderledes plade med overraskende, veltænkte og velplacerede ord bakket op af minimalistiske, men vellydende baslinjer og guitarmelodier.
(Bitten Kjærgaard)

6, Alex G – God Save the Animals
sit niende regulære studiealbum er Alex G for alvor trådt ud af lo-fi-æstetikkens fængslende dogmatik. God Save the Animals sprudler og skinner i sin omfavnende legesyghed, og Alex G cementerer for alvor, at han er en af moderne tids største indiemusikere.

Det har været forrygende at se ham vokse fra de hjemmelavede folksange til at blomstre op som en af de mest innovative og grænsesøgende personligheder inden for alternativ rock – og sjældent har man lagt ører til et album, der spænder fra popmelodier, som går lige i hjertekulen, over elektronisk autotunekaos til 90’er-rock-pastiche. Alt imens er albummet enormt velkomponeret og mandens med længder mest sammenhængende værk.

Den røde tråd igennem alle de skøre yderligheder og gakkede påfund er håbet, der skinner igennem al den miserable melankoli, der altid har banket på med tunge slag hos Alex G. For første gang er der en gennemgående håbefuld vej ud af ensomheden, misbruget og mismodet, og som investeret lytter kan man ikke andet end at folde hænderne sammen og bede for – og sammen med – Alex G.
(Holger Møller Dybro)

5, Chat Pile – God’s Country
I Picher, Oklahoma ligger der bunker af forurenet grus spredt rundt omkring i de de industrialiserede områder. Gruset er giftigt affald. Det industrielle USA’s efterladenskaber. Sådan en bunke kalder amerikanerne for en ”chat pile”, og det er også navnet på sludgemetal-kvartetten fra selvsamme by, som midt i julivarmen debuterede med deres første album – og det var en grusom fornøjelse.

God’s Country er et paranoiadrevet mesterværk. Det er sludgemetal fra sydveststaterne med manipulerede trommelyde, og en dybtstemt, fremturende bas.
Vokalist Raygun Buschs vokal er infernalsk, og hans hashkoger-lyrik er spændt hårdt for med en politisk indigneret sympati for USA’s fattigste befolkning, der på naturlig vis glider over i angstfyldte hallucinationer af det lillafarvede McDonald’s-monster Grimace. Musikalsk set er God’s Country udført med en enorm teknikalitet og sans for dramaturgi. Det er det mest velkomponerede angstanfald, du kommer til at opleve. Dystopiske drømmescenarier fra en virkelighed, der lurer under overfladen, og som for visse angergivne skæbner virkelig bare er virkeligheden.

For når først man kommer dybt ned i en ond koger, kan der være lang vej op igen. Og så er du advaret.
(Jon Kvist Sommer)

4, Black Midi – Hellfire
De – nu efterhånden længe hypede og for længst velcementerede – britiske progrockere i Black Midi valgte for alvor at tage deres gøglede og teatralske side med ind i studiet på deres tredje studiealbum, Hellfire.

Geordie Greep er blevet sprechstallmeister for en kakafonisk og dæmonisk carberet, som rent ud sagt er en musikalsk mavepuster af gruppens nu kendetegnende komplekse, cirkulære riffs og overrumplende lydbilleder. Hellfire tager dig igennem en fyrig forestilling baseret på gruppens efterhånden tætvævede tekstuelle univers, hvor numre som ”Sugar/Tzu” og ”The Race Is About to Begin” næsten ikke giver mening, medmindre man allerede er dybt nede i Black Midis diskografi. Sansen for abstrakt og malende historiefortælling reflekteres også i lydbilledet, der er domineret af bombastiske blæsere, frenetiske og kaotiske guitarriffs og tordnende trommer i en collage med afbræk til adskillige genrer lige fra big band-jazz til flamenco.

Prikken over i’et på infernoet er den eksistentialistiske ”27 Questions”, der er lige så sjov – qua den sarkastiske tilgang til at være et lukkenummer – som den er angstinducerende med sine voldsomme, dissonante klavermelodier. Et sted mellem ironi og intensitet, mellem kontrol og kaos: Hellfire er et sensorisk overflødighedshorn, der trækker dig direkte ned i underverdens glohede dybder.
(Anne Kirstine Knudsen)

3, Fontaines D.C. – Skinty Fia
Postpunk-revival bølgen er alt andet end død. Den er blot muteret i et hav af forskellige retninger, og det måske mest spændende bud på stammen kom i 2022 fra irske Fontaines D.C., som med Skinty Fia har leveret deres hidtidige hovedværk.

Her tager bandet for alvor favntag med deres ophav på den opdelte smaragd-ø, som gennemsyrer alle 10 sange på pladen – lige fra den bjergtagende åbner, “In ár gCroíthe go deo”, med det smukke gæliske kor over den gnistrende indestængte vrede på “I Love You”. Sidstnævnte må betegnes som pladens bankende, blødende hjerte og er et uomtvisteligt musikalsk højdepunkt, hvor forsanger og sangskriver Grian Chatten bruger den efterhånden klassiske stille/støj/stille-dynamik for med sin vokal at opbygge en intensitet, der næsten synes paradoksal med tanke på den monotone spoken-word levering. Jeg aner intet om irsk politik, men når jeg hører “I Love You”, så er jeg klar til at gribe den nærmeste brosten og gå på barrikaderne.

I vanlig Fontaines D.C.-stil er kærlighed stadig en central tematik, men ligesom at tidsånden i 2022 tog en drejning mod det værre, så er der ikke meget håb for de elskende at hente på Skinty Fia. Næ, nej. Det er en kold, kold verden, vi lever i – men heldigvis har Fontaines D.C. velsignet os med et fremragende soundtrack til at gå den i møde med.
(Simon Freiesleben)

2, Big Thief – Dragon New Warm Mountain I Believe in You
Havde man 80 minutter til sin umiddelbare rådighed, var ingen musikoplevelse mere omsiggribende, omsluttende og givende end Big Thiefs monstrøse indiefolk-bastard Dragon New Warm Mountain I Believe in You – men vi skulle nok allesammen have set det komme.

For efter at have spyttet den ene suveræne udgivelse ud efter den anden i løbet af den sidste halvdel af 2010’erne tog newyorkerkvartetten sig endelig deres nødvendige tid og leverede på deres femte fuldlængde 20 vidt forskellige og helt unikke numre, som undervejs snor sig ind og ud ad genrer, lydindtryk og sågar sig selv. Undervejs bliver Adrienne Lenker måske aldrig lige så øm og intim som på “Mary” eller lige så apatisk klagende som på “Not”, men hendes nærvær har aldrig føltes mere ægte, end det gør her, i takt med at hun har fået gnubbet albuerne rigeligt op ad erfaringernes ru kanter.

Dragon New Warm Mountain I Believe in You er samtidig eksperimenterende, når der skal brydes med de mere klassiske indiefolk-rammer, et helt magisk hoedown, når der skal være fest med både guitarer, violiner, istapper(!) og jødeharper, samt blid, når vi som lyttere skal holdes i hånden, mens vi alle sætter kurs mod den store kartoffeluendelighed.
(Daniel Niebuhr)

1, Black Country, New Road – Ants From Up There
Som hvis det var en klezmermusical spillet af konservatorieuddannede popnørder, har Black Country, New Road med deres kun andet studiealbum endegyldigt revet sig fri fra den britiske bølge af “sangtalende” rock- og postpunkbands, de blev grupperet med for mindre end et år siden.

De har på mirakuløs vis forenet debutpladens spraglede vildskab med indierockens umiddelbarhed og grandiose sentimentalitet uden at gå på kompromis med nogle af delene. Og som det afgørende trumfkort har (nu forhenværende) forsanger Isaac Wood skabt et idiosynkratisk tekstunivers, der nærmest tigger dig om at gå på opdagelse.

Billeder, ord og motiver gentages, uden at det nødvendigvis er klart, hvad det betyder – bare at det betyder noget. Om han så synger om wifi eller toast i sengen, er der en hverdagsnær inderlighed, som får snart sagt alt til at blive rørende. Og det er netop den u-undskyldende sentimentalitet, som gør Ants From Up There til en af den slags plader, der kan ændre livsbanen for den helt rigtige 20-årige på det helt rigtige tidspunkt.

Dér hvor følelserne er større, end de måske nogensinde bliver igen, og hvor hjerter knuses til lyden af cinematiske crescendoer fremført med endegyldig vigør, som var det for sidste gang.
(Simon Ørberg)

Leave a Reply