Gennem de seneste par år har sanger og komponist Maria Leth Schütze været aktiv med soloprojektet Alto Aria med et ønske om at udforske forholdet mellem det akustiske og det elektroniske. Det er der kommet nogle spændende, tematiske plader ud af (om blandt andet tidevandet og om drømme), og med den nyeste EP Ties undersøger hun venskabet i al sin komplicerede natur – sorgerne, glæderne og alt derimellem.
Desværre bliver man rimelig hurtig klar over, at det mestendels er sorgerne, vi her kommer til at opleve. En sørgmodig cello og piblende synthesizer, der lyder som små boblende bække, sætter scenen på åbningsnummeret “It’s Time”; her er vi i venskabets mol, hvor tristessen regerer. Og her bliver vi. På “To Make It Right” styrer et slæbende, metallisk beat slagets gang, mens elektronik knitrer i baggrunden på mørk og dyster vis. Gennem det korte instrumentalnummer “Tie I” dunker et truende beat, mens violiner stryger hektisk først i forgrunden så i baggrunden. Kun på sidste nummer “Undone”, pladens syvende, aner man en lille smule optimisme; melodien er stadig tung, men dog er de elektroniske lydflader og de brede violinstrøg mere blide, og et stille guitarriff varsler om bedre tider forud. Men det hele er så subtilt, at det næsten er til at overse.
Alto Aria ønsker at udforske venskabets mange nuancer – »at danse på klubben, at mødes til en kop te om søndagen eller at være der for hinanden, når det er svært«, som hun skriver i sin pressemeddelelse. Men det er svært, hvis ikke umuligt, at høre de mange ting, som Alto Aria gerne vil udtrykke, både på tekstsiden og på lydsiden. Ikke på et eneste tidspunkt befinder melodierne eller Alto Arias stemme sig i dur, og selvom det både kan være spændende og udfordrende at lade sig omslutte af et univers i mol, så kommer det til at virke en smule endimensionelt – især når man netop ønsker at udforske alle facetter af et så nuanceret tema.
På tekstsiden har man skåret ind til benet og fokuseret på at lade musikken sige det meste af det, der skal siges. Det er en teknik, der passer rigtig godt til en stemningsfuld plade som Ties, men det kræver til gengæld også, at de få ord, der så synges, virkelig er kraftfulde, poetiske, uforglemmelige midt i et dunkelt lydlandskab. Men også her er det svært at finde de nuancer, som der ønskes udforsket. »Take my hand / just for a while / take my hand / you’ll be alright« synger Alto Aria med sin smukke, triste stemme på “To Make It Right”. Jovist, det er et genkendeligt billede: Ens ven er i sorg, man rækker sin hånd ud, det skal nok gå det hele. Men det tangerer lige lovlig meget til det klichéfyldte.
På “I’m Still here” beder Alto Aria: »Sit down with me / let’s talk about it« og senere »When all hope is gone, I’m still here«. Igen, genkendelige billeder og situationer, men her kunne man virkelig godt have ønskes sig noget mere poetisk og abstrakt og knap så bogstaveligt. Med denne type floskler kommer alt meget hurtigt til at lyde trivielt, og det er bestemt ikke den følelse, musikken lægger op til at ville fremkalde. Man aner en smule poesi på “Undone”: »Can you hold me when I’m undone / ’cos I’m far from done«. Et smukt billede – at holde sammen på nogen, der er ved at falde fra hinanden – men at rime done med done skurer i ørerne; de gode intentioner med metaforen til trods, så fungerer en gentagelse af to af sangens mest centrale ord ikke, når resten af teksten ikke rimer.
Ties er sørgmodig men også meget smuk. De mange ønsker om at skabe en nuanceret plade fuld af detaljer bliver desværre ikke indfriet, men som vemodigt lydlandskab er det let at forelske sig i det bittersøde univers, som Alto Aria befinder sig i. Om det så var meningen, at man kun kunne høre tristessen, er en anden snak.
