Interview

Stikkersvin – Knallertmusik i et univers af bøller og bønder

Foto: Daniel Nielsen
Skrevet af Daniel Niebuhr

Ingen holder af et stikkersvin, og hvad gør man så, når man bare vil have det sjovt på en blackmetalscene, som ikke ligefrem opfordrer til det?
For Stikkersvin behøver det heldigvis ikke være så seriøst, det hele.

Det er en fantastisk tid at være dårligt til mode i. Danmark er grå, kold og aldeles utiltalende otte måneder om året, hvilket kun føles som den dobbelte tid, når man befinder sig midt i det hele – akkurat som det er tilfældet i starten af januar i en ikke videre specifik del af Udkantskøbenhavn.

Jeg er blevet inviteret til at hjælpe til med Stikkersvins forberedelser til en forsinket julefrokost med et andet københavnsk band, hvis navn heller ikke er relevant i denne sammenhæng. Samtidig har fotografen lige meldt afbud ved på klassisk latemover-manér at have fået corona i 2023. Så det er bare mig og Stikkersvin; fem fyre uden navn eller alder. Jeg ved ret beset ikke andet end en adresse og et tidspunkt. Jeg ved i hvert fald intet om julefrokostmenuen – og hvis man endelig skal hjælpe til, skal man så lige forbi Søren Frichs Vej og hente sine knive først?

I lejligheden, hvor vi har planlagt at mødes, render en hund rundt med lampeskærm om hovedet. På væggene hænger der dyreknogler i forskellige størrelser, Dødheimsgards Satanic Art spiller over anlægget, mens der er blevet købt rigeligt ind med flaskeøl samt snaps i både Linie- og Høker-udgaven.

»…Og remoulade til at skylle det ned med, hvis det er,« pointerer manden med lokalets flotteste overskæg: Stikkersvins forsanger, der har påberåbt sig det yndige kunstnernavn Skvat. Hvad angår resten af hans medsammensvorne, er de via satanisk numerologi endt med Neglefanden, Forræder, Tronraner og Ingen – det er nu engang blackmetaltraditionen.

Der går dog imidlertid præcis 30 sekunder, fra vi sætter os ned og skyder selve interviewoptagelsen i gang, til et af bandmedlemmerne kalder en af de andre ved dennes borgerlige navn, og så er vi i grunden så vidt med anonymiteten. Men det har heller aldrig været dét, det handler om for Stikkersvin, som dukkede op på min (og mange andres) radar i 2020 med den forrygende demo Kælderens barn.

»Meget af det, vi skriver, er fucking åndssvagt,« forklarer Skvat. »En del af vores tekster er baseret på jokes, som vi får twistet til at lyde nice. Det hele er virkelig sjovt, og det synes jeg også godt, at man må have med – også fordi vi er ikke et af de dér true cult-blackmetalbands, hvor det hele skal være så højhelligt, og vi skal ud i skoven og tage os selv så fucking seriøst hele tiden.«

Bare noget vi leger

“Sjov” bliver meget hurtigt det gennemgående tema for vores snak. Ikke bare fordi de respektive medlemmer af Stikkersvin som udgangspunkt bare er nogle vidt forskellige og sjove karakterer, men i højere grad fordi de også søger at inkorporere det at have det sjovt i alle aspekter af deres musikalske virke.

»Der er ikke nogen, der siger »nej«, og vi har aldrig travlt. Der er også dage, hvor det handler mere om at drikke øl og høre noget fed musik end at skrive numre,« siger Tronraner.

»De fedeste blackmetalbands er jo dem, der ikke tager sig selv alt for seriøst,« tilføjer Ingen.

»Der er ikke nogen af os, der forsøger at gøre det her til en karriere. Vi skal ikke ud og være de nye Baest. Det er lidt en mærkelig indstilling, at man hele tiden skal nå noget mere. Det her er fandme det bedste nogensinde, og det bliver kun dårligere, hvis vi skal ud og være kendte.«

Derfor lå det også lige til højrebenet, at bandet forud for udgivelsen af Kælderens barn adresserede en brun kuvert til de gode folk hos Devilution indeholdende edderkopper, visne blade, cigaretskodder, et rustent søm, et trusselsbrev og et eksemplar af demoen.

»Hvis man endelig skulle gøre sådan nogle ting, så skulle det da netop være, når man spiller i et blackmetalband,« forklarer Forræder, mens Skvat supplerer:

»Jeg tror egentlig også, det var noget, der startede som en joke i øvelokalet, og så endte vi med at få så mange gode idéer, at vi bare gjorde det. Vi fandt bare lidt frem, af hvad vi havde liggende af ting, som folk normalt har i deres hjem … og vi gør det gerne igen!«

Basalt set er Stikkersvin – som de selv løst formulerer det – bare nogle punkdrenge, som spiller blackmetal. Punken er åbenlyst herboende i deres variation af blackmetallen, der i medgift rent genremæssigt giver dem langt færre regler at skulle operere under.

»Med blackmetal er der et større spillerum. Du kan gøre næsten alt, og det skal ikke være så bestemt, det hele. Og punk har denne her vildskab og rå fornemmelse, som er appellerende,« siger Forræder.

»Det er også attituden. Og det er guitarsoloer – jeg elsker dem og ville ønske, jeg kunne spille nogen selv. Det er en lussing, tøm din øl og kør hurtigt derudaf på din knallert. “Wuuu!”« udbryder Skvat, simultant med at endnu en Hof møder sit endeligt.

Buksevand til macho-metallen

Og hvor de fleste bands som regel glædeligt fortæller spalte op og ned om alle de nye måder, hvorpå de har lært at definere dem selv og deres kunst, er grundformlen i store træk den samme for Stikkersvin på deres albumdebut, …Og de levede ulykkeligt og alt for længe, som vi jo egentlig også er mødtes for at snakke lidt om. Det har været et langt tilløb – nærmest to år fra udgivelsen af demoen – med corona og en længere mix- og mastereringsproces som hovedårsagerne bag, selvom det ikke lader til at have haft den store indflydelse på det, som i forvejen allerede var et klart defineret udtryk og råmateriale.

»Jeg ved ikke, om vi bevidst har prøvet at gøre noget anderledes end bare at spille musik, og så kommer der naturligt en udvikling i det, man gør,« fortæller Forræder, mens Skvat tilføjer:

»Vores skriveproces er at jamme, og allerede fra før udgivelsen af Kælderens barn var vi rigtig godt i gang med at skrive denne her plade. Derudover har vi også tilført noget synth, som giver numrene den dér lille smule ekstra og gør dem helt færdige. Personligt er jeg utrolig stolt over vores allesammens præstation, og for mig er det det mest fuldendte album, jeg har været med til.«

Også hans rolle er forblevet uændret. Han bevæger sig fortsat ud på en svimlende balancegang mellem det (i blackmetal-henseende) klassisk vrælende og så det teatralsk grandiose, hvilket har været den gennemgående fremgangsmåde lige fra åbneren på Kælderens barn, “Rytterknægt”. Mennesket er stadig ikke til at stole på, og det er dét budskab, Skvat først og fremmest er ude på at formidle:

»På den nye plade er den røde tråd, at der i teksterne er nogen, der klager over en anden person, mens en helt tredje svarer på denne klage. Løbende bytter de så roller mellem hvert nummer, så de her tre karakterer skiftes til at snakke med hinanden om, hvem der er mest nederen,« fortæller han.

»Jeg synes, at det i mange af teksterne ikke er helt tydeligt, hvem der er den gode, og hvem der er den onde – den ene er et stikkersvin, mens den anden stikker folk ned,« siger Ingen og fortsætter:

»Vi hader jo alle sammen et stikkersvin, og navnet i sig selv giver også en helt anden dimension end med irriterende, supermacho metal-pop.«

»Mange metalbands skal hedde et eller andet superuhyggeligt på engelsk, og det bliver bare fuldstændig abstrakt. Gorgoroth (oprindeligt et stednavn fra Ringenes herre red.) findes eksempelvis ikke, men et stikkersvin er rimelig nederen. Det kan jeg selv huske fra skolegården, når folk sagde, at de ville sladre om, at man havde slået Jens, eller sådan noget« siger Forræder.

»Jeg tror i hvert fald, at alle i bandet er enige om, at hele den dér macho-ting i metalmiljøet er så fucking bøvet,« supplerer Skvat.

Som med så mange andre blackmetalbands herhjemme serveres Stikkersvins lyriske univers derfor også udelukkende på modersmålet. For Skvat kommer det mere naturligt at skrive legende på dansk, selvom han også tidligere har skrevet tekster på engelsk, mens inspirationen opstøves i vidt forskellige epoker af den danske sproghistorie.

»Jeg synes personligt, at dansk er et utroligt grimt sprog, og jeg er vild med, hvor hurtigt dansk kan lyde utroligt uhumskt. Jeg synes også, at der er en udfordring i det, fordi det er virkelig svært at få dansk til at lyde sejt. Hvis man eksempelvis går tilbage til 80’erne og lytter til, hvordan bøller talte dengang, så lyder det jo åndssvagt: »Hva’ så, din taber, skal du have noget buksevand?« Jeg kan virkeligt godt lide gamle Ole Lund Kirkegaard-film og sådan noget pis. Og hvis man samtidig blander det med en 1700-tals bondeæstetik, så er dét mix simpelthen så underligt og sjovt at lege med,« forklarer han.

Selvbestemmelse bag solbrillerne

2023 burde om ikke andet blive året, hvor Stikkersvin for alvor skyder op fra undergrunden og manifesterer sig i flere folks bevidsthed. Det er i hvert fald forståeligt nok, hvis man umiddelbart ikke har nået at stifte nærgående bekendtskab med bandet, om det så er, fordi de ved dette interviews færdiggørelse kun har udgivet en enkelt demo med fire numre, eller fordi de inden udgivelsen af …Og de levede ulykkeligt og alt for længe kun har spillet to koncerter – én i Fredericia, én i København og begge i slutningen af 2022.

Så selvom arbejdet med en opfølger så småt er undervejs, (de estimerer selv at ligge inde med seks nye numre), og selvom der allerede er planlagt flere shows i løbet af det kommende år – ikke mindst den udsolgte releasekoncert med Nyredolk og St. Digue i Pumpehuset den 27. januar – har det dog ikke afholdt de mere dedikerede Stikkersvin-kendere fra allerede at anerkende bandets lettere ukonventionelle plads på den danske blackmetalscene.

»Responsen har været virkelig nice, og folk er simpelthen så søde. Da vi spillede vores debutkoncert i Fredericia, stod der en hel masse folk allerforrest og sang med på alle de sange, de kunne teksterne til, og gættede på dem, de ikke kunne. Det er simpelthen noget af det sødeste at kigge på, selvom det er svært at se ud af solbrillerne,« fortæller Skvat.

»For mig er det bare fedt, at folk også har gidet tage det, vi laver, til sig, når man tænker på, at der også bare er så meget god musik, der bliver pumpet ud fra alle fucking sider: Både fra den store “mainstream” black-scene, men også miljøerne i henholdsvis Aarhus og på Mayhem, som er mere rå og utæmmede. Det er jo dygtige folk – både rent musikalsk og produktionsmæssigt – som står bag de her plader,« siger Tronraner.

Derfor kunne landskabet næsten heller ikke ligge mere åbent for Stikkersvin, end det i forvejen gjorde. Hvad det egentlig ender med, lader de forventeligt nok ikke til at bekymre sig synderligt meget over.

»Vi har også snakket om at skulle gøre andre ting – om at skulle lave splits med bands og sådan noget – men det hele bunder i, at vi kun gør det, vi vil,« konkluderer Skvat.

Vi nåede desuden aldrig særlig langt med julefrokostforberedelserne, men snapsen kunne vi trods alt ikke komme udenom. Remouladen dropper vi dog for denne gang.


…Og de levede ulykkeligt og alt for længe udkommer 27. januar via Deadbangers Productions.
Stikkersvin er: Skvat, Neglefanden, Forræder, Tronraner og Ingen.

1 kommentar

Leave a Reply