Plader

Shame – Food for Worms

Med Food For Worms har de britiske postpunkere trukket i den musikalske håndbremse. Det ufiltrerede ungdomshyl viger for en eksperimenterende nysgerrighed, og resultatet er en helstøbt plade skabt af et band, der samtidig har fundet ind til sig selv.

Vi må starte in media res med en eksplosiv outro på det lige så eksplosive nummer ”Adderall”. Man kan høre desperationen i forsanger Charlie Steens piercende stemme: »As you say that it’s fine / That word you use all the time / That you don’t need to quit / You’ll just handle it, yeah,« skriger han med intens nerve om den ven, han kan se forsvinde foran øjnene af sig – fortabt til en afhængigheden af et ADHD-præparat. Guitaristen Eddie Green guider sit instrument gennem et skingert, søgende riff, mens Charlie Forbes knalder hårdt og heftigt igennem på trommerne. Det Shame, vi har lært at kende gennem nu fem år som et hårdtslående postpunkband, kan stadig koge over som en regulær vulkan.

Men meget er forandret på bandets tredje plade, Food For Worms. Væk er både sang efter sang med et tempo på 200 km/t, (”Adderall” er tung, men ikke hurtig), såvel som Steens rå og stemningsvækkende, men samtidig lettere ensformige ungdomsbrøl. I stedet præsenteres man for to håndfulde sange, der trods den nøgterne albumtitel virker eftertænksomme og helstøbte, hvor især sidstnævnte er en kvalitet, man kan takke superproduceren Flood for.

Det helstøbte er nemlig langt fra ensbetydende med, at der ikke må eksperimenteres – tværtimod. Igen tager vi et dyk ned i midten, hvor en stille akustisk guitar vækker nummeret ”Orchid” til live. Den får selskab af en vandrende, vævende og elektrisk guitarmelodi, mens Steen holder stemmen i en rolig mol. Små, vrede udbrud af musikalsk larm punkterer her og dér illusionen om en regulær ballade, hvor der eksempelvis virkelig er smæk på nummerets sidste 30 sekunder, og netop derfor – netop i sammenstillingen mellem det smukke og det vrede – opstår den dynamik og legesyge musikalitet, der gør, at man ikke bare nikker med til beatet; man lytter, nysgerrigt.

Den ulmende ”Burning by Design” lader sig roligt opbygge af bas og guitar, før tempoet sømløst fordobles og bærer sangen i en ny retning. Jo, der larmes stadig godt igennem, men på Food for Worms virker larmen befriende flerdimensionel; mellem fræsende guitarer er der blevet plads til at lege og finde nye, musikalske sider. Og der bliver virkelig prøvet grænser af: Ind fra højre entrerer en psykedelisk wah-effekt på ”Six-Pack”, fra venstre dukker en Nirvana Unplugged-agtig melankoli op på ”Yankees”.

I midten finder vi den funky bas på ”Different Person” og til sidst finalen i form af den fællessangsværdige og vidunderligt rock’n’roll’ede ”All the People”, der er en hyldest til kærligheden – både til én selv og til dem omkring én. Man kunne have frygtet det værste. En rodet og fragmenteret plade, et tydeligt mangel på talentet til at udvikle sig eller bare tandløse rocksange tappet for punkens saft og kraft. Heldigvis er det modsatte tilfældet, og Shame har aldrig lydt mere interessante.

Den helstøbte, eftertænksomme sløjfe bindes dog bedst på nummeret ”Different Person”. Her mødes melankolske tekster om at opleve, hvordan en tæt ven ændrer sig, med en fem minutter lang, musikalsk odyssé, der stikker i alle mulige, vidunderlige retninger, hvor den førnævnte, funky bas kun tegner sig for ét af disse, spændende elementer. Tempoet bankes i vejret med aggressive hi-hatte i front, før det halveres, og melodien stilner af. Men det er kun en stakket stund, for den afsluttende, bombastiske eksplosion følger nummeret helt til sidste sekund, inden det ender brat og brutalt, og uanset hvor meget man desperat forsøger at komme på forkant med både tempo og melodi, så lader nummeret sig simpelthen bare ikke fange: »I guess you’re changing / It had to happen / Eventually,« brummer Steen igen og igen.

Mathrockens nøjagtighed møder punkens vildskab og en universel, menneskelig oplevelse, og lige her står det soleklart, at Shame som band virkelig har fundet hinanden musikalsk på Food for Worms. Ingen af Shames to første albums var på nogen måder kedelige, men det har givet hørbar pote at turde trække vejret og skrue ned for tempoet.

★★★★★☆

2 kommentarer

Leave a Reply