Plader

Cowboyy: Epic the Movie

Ungt, dumsmart og overraskende forfriskende. Post-Brexit-bølgens nyeste skud på stammen, Cowboyy, debuterer med en mathrocket indiepunk-EP, der både griner ad og med dig.

Post-Brexit-wave. Det er det kongeniale genrebegreb, der bruges visse steder på internettet til at indkapsle de seneste 10(-ish) års musikalske opblomstring på den britiske og irske rock- og postpunkscene. En scene, vi generelt er rigtig glade for her på Undertoner, og som de seneste år har budt på nogle af de absolut stærkeste rockudgivelser. Begrebet dækker over en musikscene, der kollektivt begyndte at spille politisk bevidst, snerrende støjende post-postpunk i midten af 2010’erne. Nogle grupper var direkte og prædikede sammenhold mod det onde system (Fat White Family, Idles og Shame), nogle var abstrakte og mere poetiske (Dry Cleaning og Fontaines D.C.), mens andre mest af alt gjorde oprør ved at spille så kaotisk, udsyret eller eksperimenterende, at hele forestillingen om moderne postpunks lyd gik i opløsning og blev samlet på ny (Black Midi, Squid og Black Country, New Road).

Scenen udviklede sig fra små uafhængige udgivelser – mærkbart de dogmatiske singleudspil fra Speedy Wunderground – til nogle af de seneste års mest roste album. Fra små koncerter for hinandens venner på The Windmill i Brixton til USA-turnéer og udsolgte Vega-koncerter. Scenen har fået så meget medvind, at den har formeret sig og fået hundrede små børn. Det er både godt og skidt. Det er spændende at få en masse takes på, hvad post-Brexit-wave kan være, men efterhånden bliver et marked også bare mættet, og bands begynder at lyde så ens og forudsigelige, at de i værste fald ødelægger hele den gode oplevelse ved at høre et nyt britisk postpunkband. Ja, bare de tre ord kan næsten gøre mig afvisende og lettere irriteret. Men så kom Cowboyy med deres bud: Fire unge gutter på mellem 19 og 22 år fra Englands sydlige kystside bestående af forsanger, guitarist og producer Stanley Powell, bassist Reubin Yarnold, guitarist Kai Smith og trommeslager Rhys Teal.

Og hvordan forsøger Cowboyy så helt konkret at adskille sig fra tidens overmættede bølge af britisk rock? Muligvis på den mest unge, engelske, dumsmarte og Gen-Z-punkede facon, jeg kunne forestille mig: Ved direkte at sige, at musikpressen og verden i det hele taget skal pakke deres forudindtagelser langt væk og droppe de nemme sammenligninger. »Fuck af med jeres pis,« kunne de næste lige så godt have sagt, men pakker det i stedet ind i »and no we aren’t just a Black Midi rip off!« Det har de bestemt også ret i, på trods af at Cowboyy på flere af indslagene på deres debut-EP, Epic the Movie, spiller samme type febrilske mathrock, som Black Midi gjorde sig kendte for på deres egen debut, Schlagenheim. Men sangen ”Algortihmic” – som ovenstående citat stammer fra – er af en meget mere simpel, næsten studentikos, punket afart. Det er det helt omvendte af det noget pompøse og grænsende til det prætentiøse ved Black Midi (og Squid for den sags skyld). Den skid-hul-i-det-hele-attitude er faktisk til stede i al Cowboyys musik, som fremstår flabet og smilende helt ind til benet. De formår at spille teknisk begavet rockmusik, uden at det nogensinde kammer over i show(off)manship.

Dér, hvor de tydeligste paralleller til bands fra samme scene fornemmes, er eksempelvis på EP’ens ørehængende åbningsnummer, ”Gmaps”. Her mødes et hektisk math-guitarmønster og Geordie Greep’sk auktionarius-vokal i en rablende fortælling om at stole på, at ens lille telefon med Google Maps nok skal vise én den rette vej, selvom man måske går lidt i cirkler. Sammenligninger til Squid kan ligeledes drages på et nummer som ”Tennis”, hvor staccato-versene med hi-hat-piskesmæld og guitar, der lyder, som om den falder ned af en trappe i en stram rytme, brydes op af mere drømmende flyderstykker, med synthesizer-summen og druknet-i-effekter-vokal. Dog viser Cowboyy på begge disse sange mere lyrisk umiddelbarhed og har mere glimt i øjet end de fleste af scenens musikalske ligesindede. Fortællingen om en farlig tennisbold, der knuser hundredtusindvis af myrer som et billede på moderne krigs ondskabsfulde urimelighed, er både latterligt simpelt og ret sjovt – og endnu en gang er det forfriskende på en scene, der af og til lader til at tage sig selv meget seriøst.

Cowboyys punkende ungdom skinner igennem på alle parametre igennem Epic the Movie: De er ikke bange for at spille på mange af de samme tangenter som post-Brexit-bølgens allerbedste bedste bands, men de er ej bange for at sende en spytklat direkte i øjet på selvsamme bands og den selvsamme musikindustri, som de nok ikke længere kan påstå ikke at være en del af efter denne debut. Cowboyy fremstår heller ikke lige så prætentiøse – de fremstår mere som nogle gavflabe. Hvor både Squid, Black Midi, Dry Cleaning og Black Country, New Road kan virke som meget musikskole-fjerne karlsmarte, tør Cowboyy låne musikalske takter fra 00’er- og 10’er-indierock, og de gemmer sig ikke bag kryptiske tekster – de siger ting, der er til at forstå, som de mener tydeligt og klart. Samtidig adskiller de sig fra bølgens mere straight up punkede bands som Idles og Shame ved at lave langt mere drillende og gakkede sange, som ofte tager sving i uforudsete retninger.

Den tidligere nævnte ”Algorithmic” står tilbage som EP’ens bedste sang, netop fordi den rammer kernen i Cowboyys overlegenhed. Et meget groovy rockriff banker afsted, mens Powell i en desperat stemme gør nar med selvhøjtidelighed og konkurrence i musikbranchen. Den simple musik kontrasteres af den overdrevne tekst, der er herligt proppet med en bedrevidende attitude, som kun hører ungdommen til. »I don’t wanna be part of no Spotify, fucking playlist / Playing your shitty music, making zero statements / Sucking the industry dick to get some kind of famous,« er bare én af alle de geniale linjer.

Epic the Movie er vigtigst af alt virkelig sjov at lytte til. Det er frisk og skør rockmusik af fineste karat, og sammenlignet med resten af scenen, som Cowboyy befinder sig på, stikker den ud ved at være mere kæk og uprætentiøs. Musikken er spillet af afsindigt dygtige og ekvilibristiske musikere, men målet er ikke at imponere eller afsøge de fjernest mulige kroge af en postpunk-komposition – målet er at spille fed, kantet rock, der er lige dele tilgængeligt og alternativ. EP’en her er post-Brexit-bølgens smukkeste skud på stammen i lang tid, og jeg vil se frem til, at skuddet blomstrer op, og Cowboyy sender mere musik ud i verden. Indtil da kommer de fem sange til at køre på repeat.

★★★★★☆

Leave a Reply