Det australske psychband King Gizzard & The Lizard Wizard minder på mange måder om musikkens svar på historien om den tykke humblebi, der ikke burde kunne flyve, men som gør det alligevel. Set udefra burde gruppen simpelthen kollapse under vægten af deres evigt voksende og stadig mere uhåndterbare bagkatalog, som siden 2010 har vokset sig til at tælle intet mindre end 23 studieudgivelser, 15 livealbums, 3 opsamlingsalbums og 3 EP’er.
Én ting er dog mængden af pladeudgivelser, noget helt andet er udgivelsestempoet. Siden King Gizzard & The Lizard Wizard sidst gæstede Danmark tilbage i 2018 har bandet udgivet hele 11 albums. Derfor kunne man måske godt forstå, hvis folk havde valgt at stå af toget og stemple ud i forsøget på at følge med i bandets udgivelser. Hvis man blinker, så risikerer man jo at overse et album.
Men tværtimod ligner det, at gruppens popularitet blot stiger støt, i takt med at deres stak af udgivne plader vokser sig højere og højere. Det var nemlig en tætpakket, forventningsfuldt summende og totalt udsolgt Den Grå Hal, som stod klar til at byde de australske psychrockere velkommen til den danske del af deres igangværende Europaturné.
Hvordan pokker sammensætter man så en sætliste, når man som band har udgivet fem plader i 2022 – og som nævnt ovenfor endnu flere siden sidste besøg på dansk jord? Uden at have kendskab til deres interne beslutningsproces, så kan det udefra set ligne, at de simpelthen trækker sangtitler op af en hat. På alene den Skandinaviske del af deres Europa-turné har King Gizzard & The Lizard Wizard således spillet rundt regnet 50 forskellige sange fordelt på fire shows.
Det kunne hurtigt udvikle sig til en værre rodebutik, hvis ikke det var for australiernes respektindgydende greb om deres eget bagkatalog. I Den Grå Hal blev vi således forkælet med 15 sange fordelt på 11 forskellige albums fra perioden 2013 til 2022 – og nå ja, så lagde de naturligvis fra land med den spritnye og uudgivne sang ”Gila Monster”.
Og hvorfor egentlig ikke? Den passede nemlig glimrende ind i den tretrinssalve af thrash-metallede sange som åbnede ballet i Den Grå Hal. Med den herligt øko-rebelske ”Planet B” og den infernalske ”Hell” med de gnistrende guitarsoloer formåede King Gizzard & The Lizard Wizard hurtigt at bringe publikum i thrash-ekstase, men som bekendt holder gruppen af at holde publikum oppe på dupperne genremæssigt.
Vi skulle i hvert fald ikke tro, at vi havde regnet aftenens sætliste ud. Derfor kom aftenens første overraskende genre-, tempo- og stemningsskift, da bandet tog tempoet helt ned og jammede sig direkte videre over i de to herlige sjælere ”Slow Jam 1” og ”Sense”. Jam-sessions kan dele vandene, men med et psychband af King Gizzards kaliber er de en uundgåelig del af liveoplevelsen. Og heldigvis føltes de nærmest aldrig kedelige under den ellers to timer lange koncert i Den Grå Hal. Kun én gang tog jeg mig selv i at ønske mig videre til den næste sang (under den lettere dovne slacker-ballade ”Ambergris”, der desværre trak tempoet en anelse for langt ned). Resten af tiden glemte jeg både tid og sted i de nærmest kriminelt gode grooves, der strømmede ud fra scenekanten.
Det skyldes formentlig også, at King Gizzard & The Lizard Wizard i deres legende jam-tilgang igen og igen teaser andre sange og sågar covers midt i det hele. Således blev den hiphop’ede ”Sadie Sorceress” kortvarigt flettet ind under ”Sense”, mens de under den herligt jazzfunkede ”Ice V” både lavede callbacks til førnævnte ”Sense” og inkluderede en snas af det teatralske psych-epos ”Hypertension”. Helt skørt blev det under den 60’er-psychede ”Sleepwalker”, hvor Ambrose Kenny-Smith (gruppens musikalske altmuligmand på keyboard, saxofon, perkussion og vokaler) pludselig brød ud i teksten til AC/DC’s legendariske ”It’s a Long Way to the Top (If You Wanna Rock and Roll)” mens det jammende band rockede derudaf i et slags mini-cover.
En lignende situation opstod under den forrygende boogie-rocksang ”Boogieman Sam” – der var et aftenens højdepunkter – hvor bandet viste respekt for blueslegenden Muddy Waters ved at inkludere elementer fra ”Got My Mojo Working”. Dette moment indtræf i øvrigt efter endnu et markant stemnings- og temposkift, da gruppen netop havde afrundet en udgave på omtrent 25 minutter af det episke prog/psych-nummer ”The Dripping Tap”.
Hvis det lyder fuldkommen kaotisk og som en koncert, der stak af til både øst, vest, syd og nord, så har du helt ret! Men så meget desto mere imponerende var det, at King Gizzard & The Lizard Wizard formåede at gøre det hele til én sammenhængende oplevelse – og samtidig formåede at virke både løsslupne og i kæmpe festhumør på scenen. Således var der både tid til en shotspause under koncerten og et helt stativ udelukkende dedikeret til at holde forsanger Stu McKenzies drinks.
Kort sagt var aftenens koncert en knusende magtdemonstration fra et band, der virker til at være på toppen af deres karriere og rent ud sagt i musikalsk storform lige nu. Det er simpelthen dybt imponerende hvordan de hopper og springet rundt i bagkataloget på vilkårlig vis, men samtidig får det til at lyde så tight og legende. Det er i hvert fald længe siden, at jeg har været til en koncert, der var så uforudsigelig og ubetinget underholdende. Hvis jeg havde tid og penge på hånden, så tog jeg gerne og fulgte bandet rundt på resten af deres Europaturné – for det lader til, at man kunne se dem igen og igen og stadig få en ny oplevelse hver aften.
Fotos af Malthe Ivarsson.
