Plader

7ebra: Bird Hour

Skrevet af Benjamin Henriques

På papiret ser det lovende ud for indiepop-søstrene i 7ebra med deres blide, alternative bitter-søde melodier. Og det lyder sådan set lækkert, men der er bare et problem: Teksterne er mildest talt vage og det føles ind imellem, som om man har hørt det hele før.

Coveret på dette album taler sit eget sprog. De to kunstnere, søstrene Johanson som små, sidder med ryggen til kameraet, fordybede og let distanceret til os. De er lige dér, vi er tæt på, og det ser hyggeligt ud, men der er alligevel en let udefinerbar afstand. Lidt samme følelse havde jeg efter første gennemlytning af Bird Hour.

7ebra er et nyt projekt på den svenske indiepop-musikscene, som består af tvillingesøstrene Inez og Ella Johansson fra Malmö. De har lige udgivet deres debutalbum Bird Hour. Den unge duo har på ultra kort tid markeret sig på den svenske musikscene, og de har i tidsrummet mellem deres første to singleudspil i sommeren sidste år og deres albumrelease nu her, allerede formået at score opvarmnings-gigs for navne som Future Islands, Bob Hund og The Dandy Warhols. 

Inez på leadvokal samt elektrisk guitar og Ella på diverse keys, inklusiv Mellotron en tidlig analog forløber for synthesizeren og samtidig spiller hun trommebeats med fødderne. Når man hører resultatet er det en imponerende konstellation, men søskendeparret kommer også ud af en musikalsk familie med begge forældre som tidligere bandmedlemmer.

Alligevel sidder jeg lidt tilbage med følelsen af at have været til denne her koncert før. En række deja-vu, som glimtvis tager lytteren en masse forskellige, men også utroligt velkendte, steder hen. 

“I Have a Lot to Say” og nummeret “I Like to Pretend” afsluttes med guitarsoloer, hvis lyd er som taget direkte fra dengang, hvor U2 pludselig blev meget elektroniske i midt-halvfemserne. “Lighter Better” starter lækkert med et guitarstykke, der med det samme gjorde anmelderen blød i knæene. Anslagene er rare og flydende, men ens tanker farer også straks direkte i retning mod Joan As Police Woman og i særdeleshed hendes “Eternal Flame”, med hele opbygningen af nummeret; den bløde akustiske guitar kombineret med Inez’ indledende vokal. Derefter udvikler nummeret sig dog og går over i sit eget liv inklusive en tør, tør guitarsolo i afslutningen. Og det er OK det ender med at fungere.

Og så er der den forførende og naive vokal på “If I Ask Her”, der lyder som en tro gengivelse af en helt ung Nina Persson fra midthalvfemsernes The Cardigans. Det er bestemt lækkert og de svenske gener fornægter sig ikke. Men det virker bare, som om duoen ikke helt står på egne ben endnu, eller også er denne replikation af andres lyd måske følgevirkningen af en lettere overambitiøs produktion. Albummets producer Tore Johansson (The Cardigans, Franz Ferdinand) har efter bandets eget udsagn presset lidt på for at få duoen til “at prøve alt muligt” under Bird Hours tilblivelse og dette er muligvis konsekvensen.  Den mystiske “Lean” skiller sig næsten ud, bortset fra en kortvarig, men stadig 1:1 gengivelse af ét af Big Thiefs guitar-varemærker fra U.F.O.F./Two Hands perioden.

De allermest egenrådige numre på Bird Hour er egentlig også de mest stille af slagsen. Feks “Rude Body” som langsomt bygges op, først af Inez’ guitarbeat, som så overtages af Ellas trommebeat og et flyvsk spøgelsesagtigt bagtæppe fra Mellotronen. Det smukke, melankolske og drømmende “Stripey Horsey” skiller sig også ud sammen med det messende, enkelte og lækkert tostemmige “Born to Care”. Og det samme gør sig i igen gældende på “Done With the Day”, som med sin egen lyd også fremstår modent på en helt anden måde end mange af albummets øvrige sange.

Lyrikken på Bird Hour er generelt, og på lidt atypisk indie-maner, helt utrolig enkel og banal, grænsende til overfladisk og indeholder en sand evighed af gentagelser. På “Wakey Wakey” messer Inez og Ella den samme linje gennem hele sangen; »Wake me up when you know how, how to feel about me« og “Done with the Day” er mere eller mindre også de samme tre sætninger i cirkulation;

»I’m done with the day I think I’m okay with the things that have happened / I’m done with the day I think I’m okay with the things that have happened / take my heart here you can have it / take my heart here you can have it / I’m done with the day I think I’m okay with the things that have happened / I’m done with the day I think I’m okay with the things that have happened«

Det er tydeligvis stilen på flere af numrene, og man tænker, at 7ebra vil lade de simple tekster leve lidt i sig selv og til gengæld give selve musikken og instrumenterne plads til at være de bærende elementer i sangene. Om det fungerer helt ved jeg ikke der er noget magi i gode og dybe tekster. Og som undtagelse får vi da også den fine poetiske og helt igennem desillusionerede tekst på “Stripey Horsey”:

»I’m not myself I try, I try / want to give you everything but I know I can’t, I can’t give / cause’ there’s nothing in here, there’s nothing in here / there’s nothing in here / no remains no remains of this shame / oh no that’s stuck filtered in, in my skin / tiny legs move me closer / I will never be closer, I will never be closer«

Så hvad er det med 7ebra? Hvorfor forløses man aldrig helt? Søstrene Johansson er jo bund-musikalske og de skruer på alle indie-knapperne. Ja, de tager faktisk samtlige greb i brug altså, vitterligt, dem alle sammen: Den indadvendte og skrøbelige lyd, den uskyldige og til tider næsten naive vokal, de kortvarige og helt vildt skæve guitarriffs, de pludselige temposkift og de melankolske instrumentale passager. Så hvorfor sidder man tilbage med en indestængt følelse? Det er bare, som om man har hørt det hele før og mere end bare én gang. Jeg vil gerne overraskes lidt mere. Og i hvert fald gerne overraskes med mere end noget, som egentlig bare nærmer sig et mashup af alle fest-trickene fra halvfemserne og nullernes hovednavne på indie-scenen. Jeg ved godt man ikke kan genopfinde sin helt egen lyd hver eneste gang, og 7ebra er også unge, men jeg savner bare lidt originalitet eller fandenivoldskhed. Måske har svenske kunstnere gennem tiden simpelthen bare skabt for meget virkelig god musik til at dette her er med i toppen. 

Når det er sagt er jeg ved nærmere bekendtskab alligevel fuld af forhåbning for fremtiden for denne unge kvindelige dreampop-indie-duo og deres bittersøde melodier og levende guitar og orgelkompostioner. Inez og Ella Johansson kan deres musikalske kram, og de har helt styr på fraseringerne, begge to. Men på debuten her bliver det ikke til meget mere end det.

★★★½☆☆

Leave a Reply