Eyes har siden udgivelsen af Underperformer i 2020 kæmpet sig op på toppen af listen over danske hardcorebands, og de har taget scenen og publikum med storm. De har fået velfortjent ros fra mange sider for både deres udgivelser og deres koncerter med en 10-ud-af-10 energi. Senest landede albummet Congratulations i vinter, og det fik ligeledes pæne ord med på vejen. Og da Eyes går på scenen i Lille Vega, er der da heller ikke ét sekunds tvivl om, at de er kommet for at give et fandens godt show.
For et relativt nyt band, er der faktisk blevet skrevet rigtig meget om Eyes og frontmand Victor Kaas – og det forstår jeg sgu godt, for han er et syn uden lige. Det overrasker mig gang på gang, hvor stor en dopamininjektion det kan være, at se et andet menneske springe rundt som en græshoppe, der har drukket lidt for meget Monster Energy og skrige sit hjerte ud. Det kan næsten være ligegyldigt, hvilken slags musik et band spiller, når der ikke er en finger at sætte på deres performance; så skal det nok gå hen og blive en totalt i orden koncert. At Eyes så også har en voldsomt fed lyd og nogle medrivende sange, gør jo ikke noget værre.
Der er virkelig fart over feltet og under første nummer, er der skabt et stort vakuum foran scenen. En legeplads for den gale, berusede punkfan. Og hvert tyvende sekund banker folk ind i hinanden i en herlig moshpit, som er konstant under hele koncerten. Og ‘konstant’ er nok nøgleordet her. For Eyes har lidt svært ved at variere deres udtryk, og det er sgu lidt ærgerligt, selvom opskriften er pissegod. Guitar, bas og trommer, der spiller – lad os bare sige – rimelig klassisk derudaf-hardcore med masser af metallisk bismag. Victor Kaas’ sygeligt skarpe skrigevokal, der ligger helt perfekt og højt i mixet. Vi er kommet for at få nogle tæsk, se en mand råbe om verdens rædderlige tilstand og måske få et nyt yndlingsnummer i kategorien catchy-men-brutal smadder. Det er glæden ved en god hardcorekoncert, men måske netop derfor ærgrer der mig, at Eyes ikke er endnu mere end bare det.
Når først man har hørt 10 minutter, har man også hørt den koncert. Jeg vil ikke afvise, at jeg ikke har dyrket bandet nok på forhånd, men jeg har svært ved at finde variationen i numrene i mellem. Sangene er som sådan ret dynamiske, og tempoet er jo blændende og pit-indbydende – skøn musik, ikke noget der – men de er også bygget op omkring A- og B-stykker, og der er få breaks og så godt som ingen opbygninger. Og lige så meget, som jeg synes Kaas har en af dansk punks vildeste vokaler, så bruger han den meget på samme måde i alle sange. Igen – giv mig lidt variation, det ville virkelig fremhæve alle de åbenlyse kvaliteter, der er i Eyes’ musik. Derfor forbliver koncertens højdepunkt også titelsangen fra den seneste plade, hvor Benjamin Clemens fra Syl kommer på scenen til en råbe-duet. Det er lige præcis den slags indslag, der gør at man spidser ører.
Når det så er sagt, så er Eyes et brandvarmt band, der ikke har nogle skavanker med at spille et metaltræt Lille Vega op og give folk den sidste omgang Colossal-energi, de har brug for lørdag aften. Der er ikke en person i det band, der ikke giver alt, hvad de har, og det er medrivende som ind i helvede. Riffsne er tunge og sylespidse, og det så forløsende ovenpå alt det langsommelige postrock, at Colossal også booker bands som Eyes. Bevares der er dobbeltpedal og screaming, slægtsskabet til metal og ond musik er ikke til at tage fejl af, men det er også bare festlig punkrock, så det batter. Der er ikke en finger at sætte på deres energi, performance eller sammenspil, men når alle sangene lyder så ens, efterlades man med en følelse af at ville have mere (af noget andet). Jeg vil altså krydse mine fingre for, at hardcoregutterne finder en måde at gøre deres koncerter endnu mere varierede på i fremtiden, for så tror jeg, Eyes kan levere nogle af landets bedste hardcorekoncerter.
Fotos af Daniel Nielsen.
