»You guessed it. We’re a jazz band.«
Sådan lyder det selvironisk fra guitarist Lars Bech Pilgaard et par numre inde i SVINs koncert på Basement fredag aften på A Colossal Weekend. Han har netop spurgt teknikeren, om han kan få noget mere lys på scenen, så han kan se sine guitarpedaler. Han beklager, at han ikke er så rock ‘n’ roll, som han gerne vil fremstå, og det hele virker meget komisk. Det er en dejligt tilbagelænet stemning, og den kan forsvares midt i en avantgarde koncert – ja måske netop fordi det er en avantgarde koncert, men også fordi bandet kort efter går i gang med deres fuldstændigt udsyrede jazzrock, og man straks er tilbage i musikkens støjende jerngreb.
Men selvom de siger det kækt fra scenen, så er SVIN meget mere end bare et jazzband. De er et af Danmarks mest talentfulde og kompromisløse orkestre, og de tager sig sjældent til takke med mindre end koncerter, der fortjener topkarakter. På Basement lægger trioen også enormt godt fra land med sange fra deres seneste (forrygende) album Introducing SVIN. Det er møg intenst, lidt skræmmende og rytmisk vildt spændende. Klart et af de mere alternative indslag på programmet, men de er et godt afbræk for metallen, og man ikke argumentere imod, at deres lyd ofte er kolossal!
SVIN er en af de der bands, hvor alle laver noget interessant på en gang, så blikket flakker fra Pilgaard, hvis guitar bliver revet rundt over hans hoved, hen til Henrik Pultz Melbyes saxofon, der syrer så hårdt ud, at det driver fra væggene. Og så falder øjnene på Thomas Eiler. En af Danmarks afgjort bedste trommeslagere overhovedet. Allerede under første nummer er han lettet fra taburetten og står op med fråde om munden, et lynende blik i øjnene, mens han som en anden Thor tordner mod sine bækkener. Og Eiler knækker da også en trommestik undervejs, men finder ubesværet en ny frem. Lydbilledet er dog så massivt, at der ingen fejl er at spore.
Psykedeliske videoprojektioner på den rå baggrund er med til at inducere en hallucinationsagtig tilstand i hovedet; musikken og farverne samler sig i et kaotisk virvar af støjrock og eksperimenterende jazz. Lige dele foruroligende og betagende. Og da bandet skifter smukt over i et nyt nummer af mere elektronisk, meditativ art, tænker jeg, at jeg da skal have mig SVIN på recept.
Der bliver spillet højt og igennem fra hele trioen – de er sindssygt godt øvede, som de plejer, og de er kommet for at levere et sansebombardement. Melbye blæser i både sin analoge og sin digitale saxofon, som gjaldt det livet, og det både hviner som en stukket gris og lyder som en computer, der er ved at selvdestruere. Pilgaard skruer på guitarpedaler, så man både kan høre politisirener og hvalsang igennem al feedbacken, og i midten af det hele har Eiler smidt adskillige metalredskaber op på trommeskindene, der får så mange tæsk, at de næsten ikke kan holde til det.
Og skæbnen vil da også, at skindet på lilletrommen ikke kan holde til det. Og her ryger vi ud af feberdrømmen. Eiler rejser sig og går mod mikrofonen, der er blevet skubbet ud på scenes ydre kant.
»Does someone have a snare drum? We can’t continue without one. I know, I’ve seen two out backstage.«
Folk klukker af Eilers morsomme levering, men da ingen virker til at reagere, krydser man fingre for, at et så dybt professionelt band som SVIN selvfølgelig har deres egen backup – eller i det mindste en plan B. For de er åbenbart vant til det.
»It’s a tradition everytime we play VEGA. I also broke the snare drum last time, we played here at Colossal.«
Men desværre begynder ingen på scenen at tænke i løsninger eller proaktivitet. I stedet bliver Eilers monolog til farjokes, og efter et lille minut, er det ikke sjovt længere. Al den intensitet og voldsomhed, der var blevet bygget op i løbet af koncerten, er forsvundet fra det rå kælderrum. Luften er gået fuldstændigt af ballonen, og det er virkelig en skam. Væk er den onde jazz, væk er den dansable kaosrock. Væk er den uigennemtrængelige støj, som jeg sådan holder af ved en kompakt festivalkoncert med et band som SVIN. Tilbage er kun mumlen og forcerede vittigheder. Det er ikke decideret pinlige jokes, men det ville se noget bedre ud, hvis de virkede, som om de rent faktisk tog deres problem seriøst. Hvem vil give en hjælpende hånd til nogen, der alligevel står og ser ud til at have det meget grineren på deres egen bekostning.
Det er der så heldigvis nogen, der vil, og en ny lilletromme finder vej til scenen, efter bandet har spillet en kort sang med samplede trommer, men endnu en pause, hvor trommen skal monteres, gør ej heller noget godt for at genopbygge stemningen. Det ærgrer mig, at når man spiller så vanvittigt god en koncert, og man ved, hvor hårdt man går til den, at man så ikke er bedre forberedt på force majeure. Men de slutter af med en kolossal stor lyd, der endnu engang blæser mig igennem – jeg ville bare ønske, jeg ikke skulle trækkes ud af mit musikalske ayahuaschatrip undervejs.
