Dottie Andersson, Radar, 16:00
af Emil Ahle
Dottie Anderssons koncert på Radar var helt sikkert et af eftermiddagens mere afdæmpede indslag.
Den nedtonede og introspektive indiepop blev leveret af Dottie Andersson selv, en guitarist og et backing track. Men selvom at de to musikere leverede en ganske charmerende og fejlfri præstation, så manglede der nu både energi og karisma. Dottie Andersson var sådan set meget elegant på scenen, men i kontekst af den ydmyge besætning blev det aldrig rigtigt nok til at skabe fængende udtryk. Det tomme trommesæt i højre hjørne fik i særlig grad en til at savne en tredje musiker, der lige kunne træde ind og skyde nogle mere livlige rytmer ud i lokalet, end hvad de føroptagede trommer kunne yde.
Ønsket blev til gengæld opfyldt i nogen grad, idet Dottie Anderrsson selv tog trommestikkerne i hånden midt under koncerten. Og på trods af at trommespillet ikke ligefrem var det mest prangende, man havde hørt – samt at hun i processen måtte ofre sine yndefulde og stilrene bevægelser rundt på scenen – så hjalp det alligevel en smule på lydbilledet. Men efter nummeret var vi hurtigt tilbage ved det gamle. Hun satte sig godt nok bag trommerne igen til det sidste nummer, men samlet set var det ikke nok til at redde koncerten fra at lyde en smule flad og kedelig. For selvom at det selvfølgelig kan virke fjollet at klage over energiniveauet til en afdæmpet og kontemplativ indiekoncert, så havde musikken alligevel potentialet til at være en del mere livlig og udtryksfuld.
Meejah, Turkis, 19:00
af Emil Ahle
På Turkis var de tidlige aftentimer præget af en meget afslappet stemning. Hver og en havde enten sat sig til rette på en af de mange forskellige siddepladser eller et sted på spillestedets tæppebelagte gulv. Min sidemakker havde endda både smidt sko og sokker. Denne stemning havde post-rockede Meejah heldigvis ikke noget problem med at matche. Deres atmosfæriske musik blev under introduktionen beskrevet med ord som ‘mørk’ og ‘spirituel’. Det var heller ikke langt ved siden af, idet hver af det højkonceptuelle bands sange tager udgangspunkt i et af de otte trigrammer i koreansk taoisme. Bandet havde også en masse omfattende historier og baggrundsviden at diske op med til hver af sangene, hvilket jeg ikke på nogen måde ville være i stand til at opsummere. Men som jeg forstod det repræsenterer trigrammerne forskellige fundamentale principper i kosmos, og de er tilmed uløseligt koblet til ‘yin og yang’-symbolet. Ja, så lærte man da også noget nyt – måske.
Musikken passede perfekt til det eksperimenterende etos, som ofte kan knyttes til de kunstnere, der spiller på turkis. Det var svært at komme med en konkret beskrivelse af Meejahs lyd, og selvom at stemningsfuld post-rock nok var bandets store stilistiske udgangspunkt, nåede de også forbi flere forskellige elektroniske lydlandskaber. En af sangene lyd endda en smule hiphop-præget. Det lyder måske som et genre-cirkus, men de forskellige fusioner af stilarter var faktisk super vellykkede. Og denne succes skyldes i høj grad bandets monster passionerede præstation. Vokalen gjorde sig især bemærket, og i et af numrene endte forsangeren ovenikøbet med at udføre en række af gåsehudsfremkaldende skrig.
Det største problem var nok at musikken – til trods for det høje ambitionsniveau og de flere spændende afveje – ofte blev en smule forudsigelig og genretypisk. Som koncerten skred frem, kunne man for det meste gætte sig frem lyden af den givne sangs klimaks samt den tilhørende opbygning, og det var tit, at man savnede nogle fængende elementer til virkeligt at fortabe sig i musikken. Den musikalske atmosfære var dog stadig i top, og koncerten var netop af den grund et super betagende, stemningsfuldt – og meget anderledes lørdagsindslag.
Gäy, HeadQuarters, 21:00
Af Anne Kirstine Knudsen
Jeg stiftede første gang bekendtskab med Gäy sidste år, da jeg havde den – tja, oplevelse – af at anmelde deres debutalbum med det mundrette navn Monster Cocks. Det var ikke et album, jeg nødvendigvis var ellevildt begejstret for – hele gruppens garagepunkede, countryrockede udtryk var lidt for tilbageskuende, og meget af Gäys humor syntes at gå noget tabt på mig. Men måske bliver det den her aften, hvor jeg får lov til at se Gäy udfolde sig live i fuldt flor, at jeg endelig kommer til at forstå appellen?
Min skepticisme blev i hvert fald med mig under koncertens første numre. Rock’n’Roll har altså svært ved at ramme en nerve i 2023, specielt når den – ahem – nydes i et forum af midaldrende mænd, der måske alle samme kunne trænge til en bajer mindre, når man kollektivt mishører ”Horses fuck horses” som ”Horsens, fuck Horsens”. Jeg har stadig ikke besluttet mig, for hvad der egentlig er værst at høre hen over et simpelt rockriff.
Men ligesom jeg troede, at min tolerance for boogie-woogie piano og varm tråd var nået, blev jeg overvældet af en helt ny fornemmelse. Den fængende, surf-rockede riff og de synkoperede trommer på ”Talismanic Depression” drager mig lige pludselig ind i Gäys skamløse tilgang til rockmusikken. Det er jo nogle gode gutter med selvironi, der ikke nødvendigvis tager sig selv for seriøst, men som er habile på deres instrumenter, der er på scenen. Specielt forsanger Asger Overgaards gennem koncerten stadig mere og mere delirøse far-vrikken rundt på scenen er pænt smittende. Gäy er en hyldest til det kitschede og det kitsch, både musikalsk og på scenen, og det ejer de.
Da Overgaard smider sit svedende korpus ud i publikum efter aftenens sidste nummer – et hedt og vredt nummer om hans afdøde hamster Gulerod – i det mest charmerende, fejlede forsøg på et stagedive, er jeg måske endda næsten overbevist. Måske kan jeg godt lide at have det sjovt? Måske kan jeg godt lide Rock’n’Roll? Måske kan jeg egentlig godt lide Gäy?
Akabanga, Turkis, 23:00
af Anne Kirstine Knudsen
Det Turkise Telt ser ud til at være der, hvor det sker på årets SPOT. Det gamle Atlas’ kolde og rå betonhaler blevet transformeret til en kæmpestor hyggelig stue med lyskæder og tyl i loftet og persiske tæpper på gulvet – aldrig har jeg følt mig så velkommen og tilpas fra det øjeblik, jeg er trådt ind på et spillested.
Det Turkise Telt kom også til at danne rammen om den mest magiske SPOT-overraskelse i år. Rygtet må have gået fra mund til mund omkring Athletic Pogressions bassistens Justo Gambulas nye afrobeat-projekt Akabanga, for der var allerede godt fyldt op med mennesker der lå og drak Thy Classic på Det Turkise Telt bløde tæpper – der var en overordentlig smittende camping-og-club stemning. Allerede før Akabanga gik på, tog de en god beslutning og skrottede den klassiske SPOT-introduktion. I stedet havde de medbragt egen hypewoman, der altså gjorde alle de SPOT-ansatte sceneansvarlige til skamme. ”Are you ready to dance? Are you ready to shake your bombom?” – Det Turkise Telt var klar.
De første surfede guitartoner var knaps sluppet gennem Mikas Bøghs forstærker, før et hav af fødder begyndte at slide på de persiske tæpper. Badet i varm guitar, lækre house beats og de komplekse men lokkende rytmer fra Jacob De Place blev Det Turkise Telt forvandlet til et afrobeat-inspireret trance-party, hvor man smeltede ind i ørkenrytmerne og blev hypnotiseret af laserlyset fra scenens dans i tyllet der hang fra loftet. Akabanga bevægede sig ubesværet mellem hypnotiserende jazz, blød psykedelisk rock, syrede voice-cutups og gedigen techno med afro-asiatiske, bombastiske melodier i vilde udbrud af ekstase. Tid og sted blev væk, der var kun ren eufori.
Sjældent har jeg også oplevet et instrumentalband med så meget stagepresence. Akabanga festede med publikum. Gambula og Bøgh stod konstant og smilede kækt til hinanden bag hver deres synth, som de fyrede det ene hook af efter det andet både dansende og jammende. Musikerne var glade, publikum var glade, og jeg vil bare gerne have lov til at kravle tilbage i Akabangas boble af positivitet og varme i Det Turkise Telt.
[…] bombastiske melodier i vilde udbrud af ekstase. Tid og sted blev væk, der var kun ren eufori" – Undertoner […]