Plader

Tim Hecker: No Highs

Skrevet af Joakim Dalmar

Tim Hecker river lytteren med til sit dystre, melankolske sind på sit nye album No Highs, som både er fyldt med støjede, tunge momenter, men også blide og rolige stykker. De store kontraster gør dog indlevelsen svær, og får fortællingen til at miste momentum.

Ofte, når man tænker på ambient-musik, er det første, der måske falder en ind, at genren kendetegnes som værende diskret, rolig og foretrækker atmosfære over musikalsk struktur og rytmer. På det seneste album fra Tim Hecker, No Highs, får man endnu et nyt indblik i, hvad ambient-genren kan. Når man blander intense rytmemønstre af hypnotiserende synths sammen med støjende lydflader, får man her en melankolsk, men smuk, intens oplevelse.

Hecker er en canadisk musiker og komponist fra Vancouver, men bor nu i Montreal. Han bevæger sig rundt i de eksperimenterende hjørner af ambient-scenen og er kendt for at gøre alt hans musik så levende som muligt ved enten f.eks. at indspille sit album Ravedeath, 1972 i en kirke. I det hele taget tager han organiske lyde og instrumenter og digitaliserer dem med sin computer som hovedredskab. Hans første udgivelse går helt tilbage til 2001, hvor han udgav Haunt Me, Haunt Me Do It Again – man kender ham dog typisk mest for hans anerkendte albummer Harmony In Ultraviolet og Virgins fra 2013. Hecker går ikke på kompromis med, hvordan hans lydlandskaber skabes: Alle hans værker er hver især unikke, og No Highs er ikke en undtagelse.

Albummet tager lytteren til et dystert, mørkt rum, der rumsterer med intense lyde mindende om sirener, blæseinstrumenter og synth-plucks, der ofte tager form af strenge. Lyden af albummet føles som et utrygt vinterlandskab, der får en vis uro til at gro i en. De forskellige lyd-elementer spiller mod hinanden – tag f.eks. nummeret “Anxiety”, hvor der er den her klikkende synth, som flyver ved siden af det, der minder om en guitar, som flyver op og ned i pitch. Midtvejs spiller en saxofon, som b.la. fungerer som et gennemgående element på pladens sidste numre, der spiller ud i et stort lydlandskab af rumklang. De forskellige instrumenter skaber en helt klaustrofobisk effekt, der understøtter lydlandskabet.

Pladen har mange hypnotiserende drone-momenter, som Hecker i den grad forstår sig på at lade flyde ud. Det høres netop specielt i førnævnte “Anxiety”, men også i andre momenter på pladen som intronummeret “Monotomy”. Man kan virkelig lade sig blive revet med af dronerne, men som man når et højlydt moment, når man også på et tidspunkt at skulle ned igen. På No Highs er det klart de højlydte momenter, der gør albummet stærkt. Nummeret “Winter Cop” føles som en lidt for stor kontrast til for det første det forrige nummer “Lotus Light”, men også generelt til resten af pladen. Nummeret er baseret på enestående akkorder, der først føles elegante, men som så på kun to et halvt minut går hen og bliver lettere kedelige og malplacerede set i forhold til resten af albummets musikalske forløb. “Sense Suppression” har den samme tendens, men det er i virkeligheden også på grund af, at det er efterfølgeren til pladens stærkeste nummer “Anxiety”.

De her kontraster fra det mere intense til det rolige tager energien fra tematiseringen. Selvfølgelig skal det ikke være obligatorisk at slynge ti minutters lange lydspor hele vejen ned af tracklisten, men visse indslag føles enten malplacerede (tag f.eks. førnævnte “Winter Cop”), eller måske i virkeligheden unødvendige. “Pulse Depression” spiller ind efter et fedt moment fra “Monotony II”, hvor man bliver introduceret til den vellydende saxofon indspillet af Colin Stetson, men man fjerner samtidig et stort øjeblik, som godt kunne være blevet taget videre hen i “Anxiety”. En energiforladt, filtreret kick-drum får lydsporet til at stå som det eneste på pladen, som har det, der minder om et trommeanslag – det er i hvert fald ikke det, som man lige umiddelbart havde forestillet sig ville spille ind. I det mindste lader nummeret energien spænde op igen fra ny.

I det hele taget har albummet mange numre, der føles som mellemrum til de helt store slag. Det er ikke som sådan generende i det større billede, men når man giver pladen et lyt eller tre til, kan man specielt mærke det. Selvfølgelig er det tro til genren, men med flere genlyt har mellemrummene en tendens til at være en anelse tørre. Det er slet ikke for at sige, at musikken er kedelig eller langtrukken – de forskellige kompositioner går mere bare hen og føles malplaceret.

No Highs har momenter, der er stærkere end andre, men fortællingen mærkes helt og aldeles klart gennem musikken. For hvert lyt kan man høre nye lag, der gemmer sig bag støjen. Men når man virkelig lader sig rive med af fortællingen og føler sig helt høj på den støjede musik, falder det hele meget brat til jorden igen i de kontrasterende øjeblikke. Man kan sætte spørgsmålstegn ved, om det er intentionen, men det virker usandsynligt. Pladen er endnu et af hans værker, hvor Hecker formår at få sin musik ud af takt og ud af tone på den mest elegante måde, som er en af hans gennemgående varemærker. Man kan bestemt mærke Heckers tanker, følelser og hensigten bag intensiteten i musikken, og alene det gør No Highs til en fremragende oplevelse.

★★★★☆☆

Leave a Reply