Han kalder den “idiotjakken” eller “Aqua-jakken”. Hvidt læder, stor krave samt skinnende, sølvgrå knapper og lynlåse til svagt at bryde med det ellers monokromatiske farveskema.
Man har ellers været vant til at se Jonatan K. Magnussen helt i sort. Som forsanger i The Love Coffin kunne det nærmest ikke blive mørkere; tøjet, håret, makeuppen, attituden. Inden jeg møder ham ikke så langt fra hans lejlighed i Indre By, er jeg rent faktisk i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde har set hans ansigt i levende live, eftersom alle mine tidligere møder med kunstneren Jonatan K. Magnussen er foregået i et komplet fravær af frontlys.
Mennesket bag kunstneren – personen Jonatan K. Magnussen – er helt anderledes. Han omtaler sig selv som »et stort barn«, og det med “idiotjakken” er også bare noget, han synes kunne være sjovt at have på i dagens anledning.
Samtidig fremstår han til at begynde med også langt fra den frontmand, der nærmest påtvinger sig publikums opmærksomhed, når han står på en scene. I stedet tror jeg vel, at vi har øjenkontakt to gange i løbet af de første fem minutter af vores snak; hans blik farer frem og tilbage hen over omgivelserne, der præger denne her ganske almindelige fortorvscafé, mens han langsomt og gradvist mere selvsikkert får navigeret mig gennem tidslinjen fra den afsluttende periode i The Love Coffin til det første år under sit nye soloalias Chopper.
»Det er en sjov historie, fordi der ikke rigtig er nogen historie,« konkluderer han indledende om den sidste tid med The Love Coffin, inden han trods alt åbner lidt mere op. »Vi begyndte bare at glide lidt fra hinanden; lidt ligesom et parforhold, der måske går i stykker. I sådan en situation ville det jo altid være god stil at snakke sammen og finde ud af, hvor man står, men det har vi aldrig rigtig gjort. Vi var ellers i gang med at lave – ja, var det en plade eller en EP? Det vidste vi nok ikke helt. Der var ikke numre nok til en hel plade, og det var ellers skidegodt materiale. Jeg tror egentlig, vi alle sammen godt ville lave noget andet, udvikle os og tage et større spring ud af denne her mørke rock-kuppel, som vi befandt os under. Det er bare skægt, at selvom alle var enige om det, så bliver man på én eller anden måde stadig holdt fast af den gamle rollefordeling. Jeg tog også mig selv i, at jeg som primær sangskriver blev ved med at bevæge mig ned i en eller anden The Love Coffin-tunnel, hvor jeg havde en forventning om, at det skulle lyde på en bestemt, sædvanlig måde, selvom vi alle sammen godt ville noget nyt.«
Rent faktisk lader Chopper også til at have sin oprindelse længere tilbage, end man nødvendigvis lige forestiller sig. Det er i stedet i højere grad en naturlig udvikling af Jonathan K. Magnussens trang til hele tiden at skulle kreere – godt såvel som dårligt.
»Jeg har egentlig altid indspillet meget selv, og det er også noget af det, jeg elsker allermest. Jeg nyder at bygge med klodser og bygge slotte af musik. Jeg indspillede også fuldt orkestrerede demoer til The Love Coffin og øvede mig i at efterlade plads, når vi spillede sammen. For hvis du først har skabt fundamentet, kan det være ret svært at bryde ud af det. Så på en måde er Chopper en forlængelse af alt dét, for jeg er jo aldrig stoppet med at indspille og lave musik – og jeg var også i gang med Chopper, da The Love Coffin stadig var aktive. Med Chopper har jeg lavet en platform, hvor jeg kan bevæge mig rundt i alle de kroge, jeg har lyst til. Jeg elsker Pet Shop Boys og Madonna, men i The Love Coffin var der ikke rigtig plads til disko, og jeg forstår ikke, hvorfor man ikke har kunnet blande de ting. Så jeg tror bare, at jeg har givet slip, og nu vil jeg bare godt tage alt det, jeg kan lide, proppe det ned i et eller andet format og gå amok med det,« forklarer han.
Den elskværdige klovn…
Som Chopper har Jonatan K. Magnussen imidlertid fået al den kunstneriske frihed, han overhovedet har kunnet tænke sig. Det hjælper særligt, når man oven i sine selvudnævnte pop- og rockstjerneambitioner også »er blevet skoledreng igen,« hvilket den nu konservatoriestuderende Magnussen også kan skrive på CV’et. Derfor går tiden også med at balancere studielivet og fortsat at ekspandere Choppers til tider mørke og skramlede musikalske univers, der i virkeligheden ”bare” er fremskabt på et forhenværende pigekammer i en smal københavnerejendom.
Og hvor debuten, The Wonderful and Wicked World of Chopper, som navnet antyder, agerede som introduktion til soloprojektet, kaster Magnussens seneste udgivelse, EP’en Shock Pop Vol I, et anderledes lysere vue ud over tilværelsen.
»Vi danser lidt mere på denne her plade,« indskyder jeg, inden Magnussen udlægger sin vision for Shock Pop, hvis anden halvdel efter planen udkommer senere på året:
»Jo, vi skal da ud og have sommer og sol, og jeg har gemt alt det mørke stof til vinteren, selvom det også sagtens kan være mørkt og dansabelt på samme tid. Men på den første plade havde jeg det ikke særlig godt. Det havde nok noget med The Love Coffin at gøre, og fordi man havde levet et for vildt liv og skrantede på alle mulige kanter. Jeg havde egentlig altid haft lyst til at sætte mig ned og lave musik på et dårligt lydkort med et billigt keyboard med sådan nogle EZ-funktioner, hvor man kan vælge kalypso, rave, rock, swing eller noget femte og lave sådan nogle suppe-steg-og-is-figurer ind over nogle beats – og det passede bare meget godt til, hvordan jeg havde det på det tidspunkt. Der er en lethed og alt for meget happy-go-lucky over alle de funktioner, som gør det helt skrøbeligt og pissetrist.«
I mellemtiden har han fået det langt bedre, forsikrer han mig om. Bedre end han nogensinde har haft det. Derfor er det ikke kun den musikalske sfære, som skal udforskes og udvides, men også karakteren Chopper. For Chopper må da være en karakter og bare ikke en direkte forlængelse af Jonatan K. Magnussen?
»Chopper tror helt klart, at han er popstjerne. Samtidig er han jo nok en anelse misforstået og underkendt, og så laver han i virkeligheden nok ikke helt det, han tror, han laver. Det er også det, jeg kæmper med. Jeg vil gerne lave pop og tror også, det er det, jeg laver. Der sker ret tit noget sjovt, når man tror, man er noget, man ikke er, hvor noget krakelerer på halvvejen og i stedet skaber noget spændende. Så ja, han er en elskværdig klovn,« konstaterer han.
…og den følsomme idiot
Jo længere vi bevæger os ud på eftermiddagen, jo klarere bliver det også, at Jonatan K. Magnussens egne tanker om Chopper og ambitionerne, der følger med, stikker dybere, end han måske egentlig gider indrømme. Det er først for nyligt, at han har fundet sig til rette med rent faktisk at stå på en scene, erkender han, og derfor bliver de performative og ekspressive elementer nu også tænkt lige så meget ind i Choppers univers, der i forvejen synes fyldt til randen med kunstneriske visioner. Eller som han selv formulerer det:
»Da jeg var mindre, troede jeg, at jeg skulle lave film – nu lyder jeg jo bare som alle andre, hvor vi har troet, at vi skulle være supermodel, rockstjerne og filminstruktør, når vi blev voksne. Men ja, jeg er en rigtig movie sucker, og det med selv at lave denne her visuelle identitet med al selviscenesættelsen og musikvideoerne er en kæmpestor del af Chopper. Jeg føler lidt, at jeg har skudt papegøjen, for jeg kan være lige så prætentiøs og lige så meget en diva og en idiot, som jeg måske altid har været. Men jeg har det for grineren over mig selv.«
Men hvad er det så egentlig, at Chopper vil bruge sin nyfundne diva- og idiotfrihed til? Spørger man Jonatan K. Magnussen, skal fokus fortsat ligge på at pleje selvet rent musikalsk uden at gå på kompromis med materialets underliggende forcer. For popmusikken – eller i hvert fald ikke den popmusik, Chopper gerne vil præsentere – må for alt i verden ikke blive for ligefrem.
»Jeg er sgu nok lidt farvet over at have spillet sådan noget dyster musik i så mange år, men i virkeligheden vil jeg jo bare gerne lave alt det musik, som jeg selv vil høre; french house, noget rigtig trist klassisk musik, og så er der jo Pet Shop Boys, som bliver ved med at forfølge mig. For samtidig med at det er dansabelt og lækkert, er det også trist, kynisk og koldt, og hele den spændvidde med dualismen og kontrasterne interesserer mig bare uhyre meget. Måske er det nok, fordi jeg i virkeligheden er meget følsom, og for at kunne holde ud at være det er det virkelig rart at kunne lave noget, som kan tolkes på forskellige måder. Noget, hvor man på overfladen måske tænker: »Hold kæft hvor er det fjollet,« men hvor det – hvis man dykker længere ned i det – er virkelig mørkt.«
Ikke overraskende er han derfor selvfølgelig også allerede i fuld gang med idéer og skitser til fremtidige udfoldelser for Chopper. Efter en fuldlængde og (snart) to EP’er tillader han sig selv at tænke både endnu vildere og endnu mere eksperimenterende, i takt med at armbevægelserne snart også har vokset sig for store til pigekammeret.
»Hvis jeg gerne vil lave popmusik, skal jeg først ud af denne her soveværelsesstemning, men det næste efter Vol II bliver mere stadionrock-agtigt. Jeg har en idé om en dobbeltplade i stil med Mobys Everything Is Wrong, som skøjter i alle mulige retninger: Første side starter godt nok med noget stort og episk ambient, men så går det ellers over i et helt manisk A-Bar-soundtrack, og der kommer også nogle speedy metalnumre inde imellem. Og så vender du pladen om, og så er det bare “gå hjem og hiv stikket ud” – det er simpelthen så smukt, sørgeligt og helt forfærdeligt trist. Det format gad jeg godt brede endnu mere ud, og det er lidt min mission, for jeg gider ikke være låst fast i en kasse. Nå, skal vi ikke have nogle drinks?« slutter han og slår demonstrativt i bordet.
Shock Pop Vol I er udgivet 16. juni via Pink Cotton Candy Records.
Chopper spiller releasekoncert for udgivelsen fredag den 23. juni på Bådteatret.
Alle fotos: Mathias Kristensen.
