Nu hvor det ikke er lykkedes at hive Rage Against the Machine tilbage til Danmark siden 1996 – og udsigterne kun bliver længere i takt med, at bandet har aflyst deres 2023-turné i USA på grund af Zack de la Rochas benskade – så må vi tage til takke med nogle af de mange kopivarer, der har forsøgt at gå i bandets fodspor gennem årene.
For selvom rapmetal-bølgen efterhånden er klinget godt og grundigt af, så findes der stadig bands, som uden skam i livet praktiserer den. Et af disse er Fever 333, der åbenlyst bærer inspirationen fra Rage Against the Machine uden på trøjen. Det gælder både frontmand Jason Aalon Butlers moralske samt politiske prædikener fra scenen og den højenergiske kombination af hård rock og rap. Her er vi dog nærmest ude i en art screamo-rap, hvis vi skal genrebetegne hvordan Fever 333 adskiller sig.
Det var imidlertid ingen selvfølge, at Fever 333 overhovedet ville stå på scenen til Copenhell 2023. I slutningen af sidste år forlod guitarist Stephen Harrison og trommeslager Aric Improta nemlig projektet – og dermed stod Jason Aalon Butler pludselig alene tilbage som eneste tilbageværende bandmedlem. Derfor måtte han opbygge en helt ny bandbesætning og det var først i maj dette år, at det hele faldt på plads.
Bag trommerne sidder nu den tidligere The Mars Volta-trommeslager Thomas Pridgen, mens Brandon Davis fra bandet Lions Lions har overtaget tjansen på guitaren. Samtidig er besætningen blevet udvidet med bassisten April Kae, der med sin enorme afro-frisure, sin zero-fucks-given attitude og fuldkommen taktsikre levering gjorde et positivt bjergtagende indtryk på scenen. Også Pridgen virkede til at falde uproblematisk til rette i Fever 333’s musik- og liveunivers – det samme kunne man desværre ikke sige om Brandon Davis, der virkede sært afkoblet og frosset ude fra resten af gruppens udskejelser.
Dem var der til gengæld også rigeligt af. Faktisk var den korte koncert på blot 45 minutter nærmest én lang omgang gak og løjer, som flere gange var lige ved at kamme over, men som mest af alt var ganske god sjov og ballade. April Kae twerkede, mens Jason Aalon Butler blev ved med at stable forstærkere ovenpå hinanden, så han kunne komme op i højere og højere luftlag, når han sprang ud og lavede kickflips i luften over scenen. Pludselig begyndte han også at hive hele trommepodiet ud til scenekanten, så Thomas Pridgen kunne være endnu tættere på anarkiet – til stor moro for trommeslageren.
Hvad så med musikken, spørger du måske? Den var mestendels tilforladelig, selvom jeg næppe vil påstå, at bandet fremstod knivskarpt eller super sammenspillet. Det er måske også for meget at forlange, når de nu kun har spillet sammen siden maj. Et af de få numre, der sad lige i skabet var den herligt skamløse pop-punk banger ”Burn It”, som blev leveret med en passende intensitet. Til gengæld kan det undre, at der i så kort et sæt blev prioriteret at spille et raprock-cover af Blurs ”Song 2”. Det virkede mest som et forsøg på at score billige point.
I den nuværende udgave af Fever 333 virker det primært til, at musikken fungerer lidt som et fartøj for Jason Aalon Butlers udskejelser, der var lige så dumme, som de var underholdende at være vidne til. Det var næsten for klichefyldt, da han under sidste sang kortvarigt forlod scenen, for så at vende tilbage med et skateboard i hånden. Resolut vadede han direkte ud i publikum og hoppede over et hegn ud af festivalpladsen, hvorefter han skatede ned af et omvendt kors og prompte faceplantede i støvet. Dumt? Ja. Men også pokkers svært ikke at smile over, når man tænker tilbage på koncerten. Nogle gange skal man bare give slip og have det sjovt til en koncert – og det kan Fever 333 levere.
Fotos af Mathias Kristensen.
