Det ligger egentlig i titlen. Space Heavy føles som at være fikseret i det ydre rum. Det er der flere af King Krules album, der gør. Ofte føles det tungt at falde offer for kosmossets kræfter. Gennem angst, gennem vrede eller gennem tristhed. King Krules nyeste album føles også voldsomt, men et eller andet sted på Space Heavy er voldsomhed også blevet til sedation. Til at svæve derudaf i retningsløs smerte.
Der er efterhånden kritikere af King Krule, der vil hive fat i sædvanligheden, der er i hans tristesser. Men hans roste diskografi taler egentlig for sig selv. Fra de imponerende indledende træk på hans selvbetitlede EP King Krule til den spirende nerve på debutalbummet 6 Feet Beneath The Moon. Fra en mavepuster af dysterhed på opfølgermesterværket The Ooz til den slags afmålte forsøg på selvransagelse, som Man Alive! var. Archy Mashalls evne til at udkrænge sine pinsler går ikke sådan just af mode, og Space Heavy bliver den nyeste del af den samling.
Det er numre som ”Seaforth”, ”Flimisier”, ”If Only It Was Warmth”, der virkelig understreger den størrelse, Marshalls fjerde album er. Det er, som om der er lidt mere rumklang i guitarerne her. Lidt mere luft i Marshalls stemme. Lidt mindre gispen og lidt mere udånding, end der hidtil har været i den britiske kunstners musik. I ”Seaforth” driver blide guitarakkorder frem som var de på autopilot. I ”Flimsier” er Marshalls høje stemme så sart, at den afvæbner én. I ”If Only It Was Warmth” bliver de lejlighedsvise lilletrommeslag en af de eneste lydlige ankre, man som lytter har. Space Heavy er King Krule fra sin mest afdæmpede side.
Instrumenteringen har fået et nyk op. Der er de sædvanlige supplementer af saxofoner, der i denne omgang har fået plads i numre som ”That Is My Life, That Is Yours” og ”When Vanishing”, men det, der i Space Heavy virkelig står ud, er brugen af strygere. De dukker lejlighedsvist op, og hver gang de gør, så mærker man dem totalt. I ”Flimsy”, eksempelvis. Marshalls stille verdenssmerte bliver scenisk. Violinerne får en væsentlig aktie i at løfte Space Heavy til noget større.
I slutningen af en sang som ”Tortoise Of Independency” tager tingene også fart, og i de efterfølgende par numre går der flænger i lydbilledet. Saxen river, Marshalls karakteristiske brøl af et skrig kradser hul. Der er flere steder i Space Heavy, der rusker op i én. Oden ”Our Vacuum” og titelnummeret ”Space Heavy”, også. Det er ikke, fordi det er særligt for Marshall at skifte mellem det voldsomme og det blide. Han har gjort det i mange af sine andre album også, og sådan er der faktisk mange kneb, der føles genkendelige på Space Heavy: De sædvanlige metaforer om det ydre rum og det dybe hav, den til tider håbløse dialog med en partner. Pinslerne er ikke forsvundne, men tingene er blevet rundere. Smerten er blidere, tematikkerne er mere afdæmpede, sonikken er svævende. Marshall lader for en af de første gange til at emme af noget overskud.
Hvor stiller det os? Den britiske kunstner spiller eksempelvis koncert i Store Vega til efteråret, og noget af gejsten op til det show lægger sig nok unægtelig stadig op ad de udtryk, han skabte i begyndelsen af sin karriere med netop 6 Feet Beneath The Moon. Men dem, der måtte klandre Marshall for ikke at dyrke den stil, han lagde i starten af sin karriere, har tydeligvis ikke fulgt nok med i Marshalls virke. Indierockens forpinte mand er ikke den samme, som da han startede. Han er blevet far, eksempelvis. Han har gæstet featurespalter i internationale dagblade, som om, det bare var en del af den sædvanlige presserutine. Han fortæller åbent om, hvordan han til tider er optimist.
»I see you, the same eyes / Reflect the world that falls apart / There’s a fire in my heart / ‘Cause this faith is all I have,« synger han i hooket på “Seaforth”. Hengivenhed og håb på denne måde er svær at forestille sig i hans fandenivoldske debutfase. Det er noget, der er sket over tid og over flere værker for Marshall. ”Hamburgerphobia”, dens latente verdenskritik og dens forhastede tempo, føles netop som en fusion af tidligere sange som ”Cellular”, ”Dum Surfer” og ”A Lizard State”. Og ”From The Swamp”, dens rette rytme og drømmende guitarer, lyder, som om nogen har spurgt sig selv, hvordan det ville lyde, hvis et blidt rockband som Real Estate sad i med i studiet. Er det revolutionerende? Ikke nødvendigvis. Har Marshall lavet bedre albummer? Sandsynligvis. Men mindre kan også gøre det.
Ser du, Archy Marshall lader til at befinde sig i lidt af et krydspres; mellem krav om at genopfinde sig selv og holde sine forpinte tematikker friske og krav om at søge tilbage til de lyde, der i starten af hans karriere høstede ham så meget ros. Space Heavy er ingen af delene. Hverken et vildt skridt fremad i noget henrivende nyt, som The Ooz eksempelvis var, eller en tilbagevenden til hans tidligere indestængte lyde, som nogen måske kunne ønske sig. Det er en stille samling af alt det, King Krule er, i et omsluttende og fint værk. Det føles som en Archy Marshall, som ånder ud, som samler sig og som kigger ud over et kunstnerisk virke, han efterhånden kan være stolt nok af.
