Koncerter

Roskilde Festival 2023: Armand Hammer & Billy Woods, Eos

Armand Hammer @ Roskilde Festival 2023
Foto: Daniel Nielsen
Skrevet af Dastan Marouf

Mange ting faldt til jorden under Armand Hammer og Billy Woods’ dobbeltshow. Men New York-rapperne viste også, at det er, når man ikke har særligt meget at miste, at de særligste øjeblikke sker.

Der var flere, der allerede var begyndt at stille sig over for at sikre sig en god plads til Kendrick Lamar-koncerten, men jeg vidste, at der var noget lige så godt i vente her. Det har givetvis ikke været helt nemt at vide, for Billy Woods lader til at trives bedst uden at gøre for meget ud af sig selv. Han staver sit navn i småt, han insisterer på at udgive musik gennem sit eget pladeselskab, og hans ansigt er i næsten samtlige billeder sløret.

Men New York-rapperen får sværere og sværere ved at holde sig ude af rampelyset. Han får endelig sine roser som en af de mest toneangivende kunstnere i moderne undergrundshiphop, og det er hans dobbeltkoncert på Roskilde Festival – først som den ene halvdel af hiphopduoen Armand Hammer sammen med rapperen Elucid og dernæst som solokunstner – også et tegn på.

Elucid stod med sænkede skuldre, Woods med et papkrus med te, da de entrerede Eos, lavmælte som de er. De havde faktisk stået på scenen i et stykke tid inden koncertens start og rigget to bærbare computere til. Ventetiden gjorde imidlertid ikke noget, for folk dryssede stadigt til, indtil græsplænen foran Eos stort set var fyldt op. De skulle dog alle sammen vise sig at gå igen inden længe.

Armand Hammers hiphop er et særligt sprog. Det var tydeligst at mærke i et nummer som ”Barbarians”. De ellers komplekse og arytmiske beats, der ofte er charmen ved denne skole af hiphop, røg lige over folks hoveder. Crowded var svært at få med, og når Elucid – der faktisk gjorde et imponerende stykke arbejde med at balancere rim og nerve ­– spillede egne numre som ”Old Magic”, var de komplekse budskaber og verbose linjer tågesnak for Eos. Alle stod i deres egen verden og nikkede.

Nogle gange prøvede Woods og Elucid at noget til at ske. De linede for eksempel op i hook-lignende linjer. Da de i slutningen af ”Black Sunlight” i kor rappede »For all the world« vækkede det den døsige flok. Alle udbrød en lejlighedsvis jubel. Men lige så hurtigt som det indfandt sig, faldt det til jorden igen. Der var intet momentum at bygge op. Andre gange prøvede Woods også at skære igennem. Hans vokalenergi og flowkontrol i et nummer som ”Western Education is Forbidden” var stærk. Han brugte sproget på en måde, der ramte på bagkant – som en slags: »Sagde han lige dét?« Det var et glimt Woods, når han er bedst, og når det var sådan, føltes hans tilstedeværelse næsten som en prædiken. I de fleste andre numre føltes det dog som en monolog.

Det var tydeligt, at de hook-baserede numre og de blødere samplede beats gik nemmere ind med publikum. Men der var ingen DJ til Armand Hammer og Woods’ koncerter. Der var ingen til at tage temperaturen på publikum, der var ingen til at omdirigere settet. Der var kun det udstyr, de forinden havde sat op. Så duoen holdt fast i numre som ”Artichoke” og ”Roaches Don’t Fly”. Linjen »You dont gotta be here if you don’t wanna« fra sidstnævnte nummer lod til at sætte sig i folk. Eos tyndede mere og mere ud.

★★½☆☆☆

Det var lidt som at se en ulykke ske i realtid. Jeg synes, jeg kunne mærke det på de to rappere. Nonchalance blev oftere og oftere til skødesløshed. Man kunne også mærke det på Eos. To stive fyre lavede basarm og dansede karikeret, en gruppe lavede et mislykket moshpit for at have noget at tage sig til.

Da Elucid gik ud til siden og lod Woods starte sin solokoncert, haltede det stadig. Woods fyldte først sit papkrus op, og senere stod han og rodede i sin MacBook, mens han samtidigt rappede ”Kenwood Speakers”. Det er undergrundsstilen, den simple, og hvis vi havde været i en Brooklyn-kælder, havde den givet sjæl. På Eos faldt den bare til jorden. Den åbne scene var heller ikke det rette valg til disse to koncerter. Armand Hammer og Billy Woods’ musik fordrer en slags nedstrippethed og intimitet, man ikke finder med pop-rap eller grime. Det er noget, en overdækket scene som Avalon, Gaia eller Gloria i langt højere grad kunne have faciliteret.

Men så skete der pludselig noget. Jo flere folk, der forsvandt foran scenen, jo mere plads blev der åbnet op. Jo mere der blev åbnet op, jo tættere fandt vi sammen. Til sidst stod vi ikke mere end 30 personer foran Eos. Jeg fik øjenkontakt med scenevagten, der mest af alt så ud til at have ondt as os. Det behøvede hun ikke.

For jo tættere vi fandt sammen, jo tættere kom vi på Woods. Han tog den hættetrøje, han havde haft på, af. Han kiggede lejlighedsvist ned til os og fortalte små anekdoter om sine numre. ”No Hard Feelings” handlede om hans nabo, og vi rappede med. Glem prædikener og monologer; vi havde en dialog med undergrundsrapperen. På ”Crocodile Tears” tog de tunge beat fart, og vi vippede alle frem og tilbage i samme synkrone rytme. På ”Soft Landing” croonede vi alle med i unison til det Nina Simone-inspirerede omkvæd.

»It’s a freedom in admitting it’s not gonna get better,« rappede Woods på slutnummeret ”Remorseless”, efter han havde tjekket uret på sin telefon og fyldt sit papkrus op for sidste gang. Han havde ret. Henrivende blev hans soloset ikke, men der skete noget særligt, da alt alligevel var faldet til jorden. Som vi stod der i vores begrænsede flok og trodsede koncerten med en af tidens største og mest roste hiphopstemmer på Orange Scene, føltes det som om, vi havde fundet vores egen store hiphopstemme. Det blev et show for alle udskuddene og alle afstikkerne – alle os der følte, vi havde brug for et særligt sprog.

★★★½☆☆

Alle fotos: Daniel Nielsen.

Leave a Reply