Det kan enten være en forbandelse eller fortryllelse at spille tidligt på dagen på Roskilde Festival, hvor størstedelen af festivalgæsterne stadig slænger sig i skyggen og sover tømmermændene ud. Det kan nemlig være noget af en udfordring at vække den slumrende masse fra deres døs, men omvendt kan det også danne ramme for intime og intense oplevelser for de morgenfriske. Den amerikanske singer/songwriter Courtney Marie Andrews har faktisk erfaring med det. Tilbage i 2018 leverede hun på festivalens sidstedag en magisk formiddagskoncert på Gloria, hvor hun trodsede jetlag og fik tårene til at trille blandt det overtrætte publikum.
På årets festival er rammen en helt anden, da Courtney Marie Andrews og hendes lille band denne gang er blevet smidt op på den større scene Avalon. Ja, den forekom nærmest komisk stor, da hele venstre side forblev tom under koncerten, da firkløverbandet valgte at trække helt tæt sammen i modsatte side. Det gav mig fra start en bange anelse. Ville det fungere uden for det intime rum på Gloria? Ville de sarte og smukke americana-sange drukne i det større publikums ustoppelige knævren?
I år burde oddsene være gode for, at Courtney Marie Andrews og hendes bandkammerater ikke var plaget af jetlag. Hun spillede nemlig en intimkoncert i Roskilde Domkirke mandag den 26. juni. Men det føltes alligevel sært jetlagget, da hun og bandet lagde fra land med titelsangen fra den seneste plade, Loose Future. Det lød da smukt, og bandet spillede flot, men det virkede også, som om at de kørte den hjem på rutinen. Den eneste publikumsinteraktion var en standardfrase, som blev liret af uden større indlevelse om, at det var dejligt at være tilbage på Roskilde Festival.
Det samme døsige indtryk gjorde sig gældende på de efterfølgende ”You Do What You Want” og ”Break the Spell”, der bestemt var både inderlige, og som fik publikum til at svaje roligt fra side til side. Men de var også meget stille sange, der blev fremført uden den dér nerve, der ophøjer singer/songwriter-koncerter til noget særligt. Her kunne man have frygtet, at koncerten ville udvikle sig til en hyggelig men lidt forglemmelig langgaber af en formiddagskoncert. Men så var det også, som om en eller anden kontakt slog klik, og pludselig blev der sat strøm til koncerten.
Transformationen skete under leveringen af den kosmiske folk-kærlighedssang ”Satellite” fra 2022, der har en nærmest overjordisk energi over sig – som når Weyes Blood er allerbedst. Det kan godt være, at Courtney Marie Andrews har en 10-årig karriere som korsangerinde og studiemusiker bag sig, men når man kan skrive sange så fængende som ”Satellite” og levere dem, så de fremkalder gåsehud på en lummer sommerdag, så er det fuldt ud på sin plads at jagte sin egen karrieres lykke.
Stor ros skal også tilfalde hendes liveguitarist, der efter en afdæmpet og behersket første halvdel af koncerten virkelig fik bevist, at han spiller en proper psych-spade i anden halvdel. Først frembragte han fascinerende vrængende og bundtunge toner med sin vibrato-effekt, dernæst brændte han scenen ned i den forløsende guitarsolo i udgangen af det melankolisvælgende nummer ”Near You”. Var der noget klichefyldt helteguitar over det? Ja, men netop fordi guitarstøjen var blevet holdt på et minimum indtil da, desto større effekt havde det. Og for denne anmelder blev det kimen til gåsehudsøjeblik nummer to, da Courtney Marie Andrews sang sin sjæl ud, mens guitaren vrængede:
»I’m not askin’ for the moon or even the whole truth / I don’t need to know everythin’ about you / I don’t need the purest spring / You can have eyes for anyone in the room / I just want, just want to be near you«
Leverer man ikke blot ét men to gåsehudsøjeblikke på den afsluttende halve time, så kan en jævn start på enhver koncert nemt tilgives. Courtney Marie Andrews beviste igen på Roskilde Festival, at hun er en gudsbenådet sangskriver og performer – og med sangene fra sidste års Loose Future har hun også udvidet sit musikalske repertoire til at tælle langt mere end country- og folk-referencer. Hvis det her er lyden af americana i 2023, så vil jeg gerne bede om at få det sprøjtet direkte i mine vener.
Alle fotos: Daniel Nielsen.
