De er onde, og de vil have dig til at danse. Eller også vil de have dig til at danse ondt. Ondskab og festlige udskejelser står i hvert fald altid sidestillet, når Evil House Party bliver omtalt. Eurodance, mareridtspop og dommedag er alle termer, der er blevet brugt til at beskrive deres lyd, men måske duoens egen lidt direkte betegnelse “car music” med rumklang, døsige vokaler og tranceagtige trommerer er mest passende. Hvis Nicolas Winding Refn havde lavet Drive i 2023, ville det i hvert fald næsten være kriminelt ikke at have inkluderet Emma Acs og Jacob Formanns synthwave-nærliggende musik.
Det var omtrent samme stemning, der var til duoens koncert på Gaia tirsdag aften. »Er I klar til noget verdens undergang?« spurgte Emma Acs, mens hendes silhuet faldt i ét med røgen omkring hende og de marineblå lys bagved. Jeg ville ønske, jeg kunne have tydet noget af den lyrik, der var på dét og de mange andre uudgivne numre, hun sang, men min opmærksomhed var fuldt opslugt og omsluttet af Jacob Formanns tunge lyde af trommer og bas. For under det meste af Evil House Partys koncert føltes det nemlig, som om man befandt sig i en stor, ond transcenderende æter af lyd.
Duoen kom længere og længere ind på os, uanset om du var det københavnske par bag mig, der lod til at kunne synge med på samtlige numre, eller om du var den solbrændte gut ved siden, der ikke lod til at vide, hvad det var, han var tumlet ind til. Til numre som ”Keep Going On” rykkede vi os. Vi blødte op. Nogle gange kunne mixets diskant dog godt blive lidt for skarpt, og kombineret med den store lyd risikerede det at hive én ud af tågen. Måske blev det hele lidt for lumsk.
I al denne snak om ondskab glemmer man imidlertid, at Emma Acs også er virkelig følsom. Det har man måske luret, hvis man også har fulgt med i hendes solokarriere, og på Gaia fungerede i et lidt delt forhold for hende. På blandt andet ”Head Held High” var det tydeligt, at hun også forsøgte at kommunikere. Hendes tilstedeværelse var åben, hun kiggede ud og talte til os. »Hvor er det dejligt at se jer alle sammen‚« lød det. Men det var, som om den tilstedeværelse, hun søgte, druknede i al røgen og det store lydbillede. Andre steder fungerede det som en kvalitet. Det var hendes subtile smil, fintfølende sjæl og evne til at udtrykke sig, mens Formanns tunge lyde bragede ud. Jeg følte, jeg forstod det: Dét var fidusen. Dét var forskellen mellem simpel dommedagsmusik og “car music“. Det var en stemningsbetonet oplevelse og en følelse af renselse.
Nogle af de bedste eksempler på dette hændte til sidst i showet, hvor numre som ”Wicked” og ”United” opstillede en kombineret følsomhed og ondskab. Vi svajede sammen med Acs, og Formann, der i løbet af koncerten ellers havde stået fokuseret bag sin pult, løftede en hånd op. Acs kiggede stolt udover os, mens folk bevægede deres arme over hovedet, og de skarpe hvide lys lå reflekteret i alles øjne. Stolte kan de i hvert fald godt være, Acs og Formann, sådan som de netop fik vist os alle, hvilken katarsisk størrelse Evil House Party og ”car music” er at have at gøre med.
