Det stod lynhurtigt klart, at det ni mand store orkester Minyo Crusaders var en af årets mere unikke bookinger på årets festival, da de klokken halv otte onsdag aften gik på scenen. Under Avalons teltdug var således opstillet både en saxofonist, trompetist, perkussionist, guitarist, bassist, trommeslager, keyboardspiller – ja, der var sågar også én, der spillede bongotrommer.
Og der blev behov for hele sammensuriet, for selvom Minyo Crusaders formelt set spiller klassiske japanske minyosange – en art arbejder- og fiskersange, som er blevet sunget gennem århundreder under høsten, på fiskebådene og ved festlige lejligheder – så bliver de alle twistet, omfortolket og arrangeret gennem et væld af genregreb, der tæller både latinamerikansk cumbia og latin, caribisk reggae og afrobeat.
Det lyder skørt, men heldigvis fungerer det langt bedre, end hvad rimeligt er. Det kan godt være, at man med en vis ret og rimelighed kunne påbegynde en snak om kulturel appropriation, når ni japanske musikere kaster sig ud i det onde, dubbede reggaegroove på ”Otemoyan”, men når det bliver gjort med så stor spilleglæde og charme, som Minyo Crusaders kommer med, så tilgiver man det meste.
Bandmedlemmerne var tydeligvis pavestolte og enormt taknemmelige over at være på Europa-turné. Især saxofonisten Koichiro Osawa var ét stort smil under hele koncerten, men alle som en fremstod bandet bare helt vildt søde og sympatiske. Den slags har det med at smitte af og trods det sparsomme fremmøde, så kvitterede publikum ved at sende massevis af kærlighed tilbage mod scenen.
Koncerten startede i cumbia-hjørnet og det var generelt de latinamerikanske inspirationer, som skinnede klarest igennem og fyldte mest i bandets sætliste. Personligt er jeg næsten mere til Minyo Crusaders fortolkninger af den afrikanske musiktradition, som på deres hidtil eneste udgivelse Echoes of Japan fra 2017 både tæller afrobeat, ethiojazz og afrofunk, men som ikke fyldte så meget til koncerten. Men det er ikke til at komme udenom, at de cumbia- og latininspirerede sange fik Avalon til at svinge og danse i takt lige fra ”Kushimoto Bushi” åbnede ballet.
Selvom de kun sjældent spiller uden for hjemlandet Japan, så viste Minyo Crusaders under kyndig ledelse af bandleder, guitarist og indpisker Katsumi Tanaka sig at have en række tricks i ærmet, når de europæiske festivalgæster skulle fanges ind i det eklektiske lydunivers. Eksempelvis med en ganske effektiv call-and-response sektion, hvor publikum indtrådte som det tiende bandmedlem ved konstant at brøle »Aya oto!«, så det nærmest blev en del af sangens underliggende beat.
De havde sågar også medbragt en dansekoreografi, som de ihærdigt forsøgte at lære publikum under aftenens sidste sang. Her havde Minyo Crusaders dog nok lidt for høje forventninger til publikums koordinationsevner efter fem dage i smatten og med en betragtelig promille susende igennem blodet. På trods af de bedste intentioner var det nemlig de færreste, der kunne ramme de 13 trin i både den rigtige rækkefølge og det rette tempo.
Det gjorde dog intet ved den gode stemning og den symbiose, der var opstået mellem band og publikum. Det kan godt være, at sammensmeltningen mellem japanske folkeviser og verdensmusik-genrer er gakket, men Minyo Crusaders formår faktisk at få det til at fungere – godt hjulpet af Fready Tsukamotos umiskendeligt japanske vokalarbejde, der fungerer som en rød tråd gennem alle sangene. Da seancen sluttede efter en lille times tid og bandet havde fået deres obligatoriske foto sammen med publikum, så kunne alle de fremmødte stavre derfra med en stort smil på læben og en unik musikoplevelse rigere.






Fotos af Malthe Folke Ivarsson / Gonzales Photo