Det er mandag eftermiddag, og folk ser noget slidte ud efter det, der højst sandsynligt blev en sen aften i går – festivalens første (eller anden) fest. En kølig blæst truer sommersolens jerngreb, og mens vi venter på, at himmelen efter sigende skal åbne sig og drukne os i lyn, torden og ikke mindst regn, sniger den danske sanger, sangskriver og producer Selin Gin sig stilfærdigt på scenen. Med sig har hun fuldt band og sidste års solodebutplade “Patiently Waving”, der for alvor understregede, at Gin også uden sine tidligere bandkolleger i rocktrioen Nelson Can er og bliver en af den danske musikscenes mest interessante stemmer. Og pladens stille åbner “Default Setting” åbner også koncerten, og fra første mørke, lækre stemmeklang får man sine øregange forkælet. Her i en liveudgave får bassen lov at træde helt frem i lydbilledet og giver nummeret et strejf af dyster funk, der ufrivilligt kommer til at passe perfekt som soundtrack til de lyn og den torden, der nu dekorerer himmelen.
Og himmelen åbner sig da også. Men hverken Gin eller den ukuelige fanskare foran scenen virker som nogen, for hvem det er et offer at stå i den silende regn. Bandet glider sømløst over i det hjerteskærende popnummer “A Good Cry”, og Gin har simpelthen aldrig lydt bedre; hendes stemme går krystalklart igennem, og hendes tilstedeværelse på Eos-scenen er helt enormt nærværende og samtidig perfekt underspillet. Scenevant og så alligevel så hudløst ægte, at dagen derpå-skænderiets forløsende ord »Look me in the eye/ Can we let it slide?« rammer lige i hjertekulen.
Med et fint afstemt sæt og på små 45 minutter får Gin uden problemer bevist, at hun både mestrer det gode, gedigne indie-popnummer og den intime og melankolske ballade. ”’Cause We Had It All” emmer af bittersød nostalgi; den dynamiske, poppede lydside smelter smukt sammen med den lettere melankolske tekst om dengang, vi havde det hele og kunne alt. Og på ”Young & Alive”, en fløjlsblød poppåmindelse om at vi er her nu og måske ikke i morgen, kryber Gin helt ind under huden. For som hun står der og gentager omkvædets ord »You’re young and alive« igen og igen, mens hun rækker armen ned mod et vådt og hengivent publikum, ja så er man ung og smuk og i live.
Eftermiddagens to sidste numre står skarpest. Uptempo elektropop-nummeret “Multiple Reasons” trækker dig ubesværet ind i sit dystre synth-univers, hvor forklaringerne er mange, og ingen af dem har noget med dig at gøre. Og mens det hårdtpumpede beat overtager hele nummerets sendeflade, stiller bandet sig stille og roligt op på rad og række og bare … står, som statuer, og kigger ud på publikum, før trommeslageren får lov at følge nummeret helt til dørs. Er det koreografi? Uanset hvad ser det sindssygt cool ud.
Niende og sidste nummer er den smerteligt smukke ballade “I See What You’re Fighting For”, og her på dette vokalmæssigt krævende nummer beviser Gin for niende og sidste gang, at hun har fuldstændig styr på sin stemme. Den glider uanstrengt mellem høje og lave toner, mellem hvisken og råb, og sangens outtro bliver trukket længere og længere af dyb bas og guitar, mens Gin og hendes fremragende backingsanger lader deres stemme piske en intens og hjertegribende stemning op. Og når Gin hvisker »Even the sky/ Can’t reach the distance in your eyes« om en elsket, der ikke længere er mentalt til stede i et forhold, så giver det kuldegysninger.
Det var ikke en perfekt koncert – et lidt (især vejret in mente) malplaceret forsøg på at få publikum til at sidde ned midt i sættet fungerede f.eks. ikke efter hensigten og skulle nok bare have været droppet. Men mens bandet bukkede og takkede af, silede regnen igen efter et kort ophold. Men det gjorde ikke spor.
Alle fotos: Daniel Nielsen.
