Jeg var egentlig kommet for at feste. Det tror jeg, vi var flere, der var. Jeg havde læst om anadolu-rocken. Hørt hypen om musikere som Altın Gün og Gaye Su Akyol. Set den østlige charme for mig. »Jeg skal ind og høre tyrkisk psych,« kunne du sikkert have hørt mig fortælle mine venner, havde de spurgt mig om Tuhafs koncert på Roskilde Festival. Og vi ville nok alle have smilt på samme måde. Forestillet os samme besnærende lyde. Samme orientalske fest.
Vi festede, men Tuhafs koncert skulle også vise sig at udfordre mig. Bandet er deres egen størrelse, og deres fordrejede lyd giver bestemt associationer til den slags musik, man hørte i 1960’erne og 70’ernes Tyrkiet; dengang kunstnere som Barış Manço og Erkin Koray fusionerede tyrkiske folketraditioner, vestlig rock’n’roll og spirende syrerock i ét produkt. Men Tuhaf insisterer også på at give den gamle genre ny, særegen karakter.
Det endte med at tage lidt tid for mig og søndagens aftenpublikum på Gaia at forstå. Det var egentlig ikke, fordi folk ikke havde taget gejsten med. Fadøl i hænderne, en skarp duft af røgelse, to fyre, der stod og tog ølbongs foran scenen – Gaia var klar.
I den passende betitlede ”Hafla” indtog de markerede synthesizere og den komplekse rytme det store telt med energi. Bandet var røget i hak, og publikum skulle besnæres. Det ville vi også, men vi vidste måske bare ikke helt hvordan. Der var nogle, der opmærksomt stod og svajede i dobbelttempo, der var nogle, der svajede i halvt tempo, og der var nogle, der slet ikke bevægede sig. Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg selv gjorde.
Men vi smilte, og de smil har Berrin Baş først og fremmest en aktie i at fremkalde. Sangerinden har helt bestemt en skarp attitude, når hun vil. Oftest er det dragende, men nerve og nådesløshed kan også være voldsomt. På Gaia var det dog tydeligt, at Baş følte os. På ”Lille liv” bad hun os alle om at tage hænderne op og svaje dem, og vi gjorde det. På ”Mere guld” spurgte hun, om der var nogen »real motherfucking Gs« blandt publikum, og vi hujede alle tilbage. Hun gjorde bandets flerlagsmusik spiseligt for et festivalpublikum. Da de festlige forløsninger endelig indfandt sig i slutningen ”Mere guld”, var alle klar. Solbriller fløj, pandehår blafrede, flere lavede karikerede håndbesværgelser i luften. Men var det kun det, vi var kommet for?
Der var også trompetisten Ruhi Erdoğan. Der findes fotografier derude af jazzpublikum, der bliver helt fortryllede af den sjæl, som trompeter, og dem, der spiller det, har. Jeg forestiller mig, det må være samme følelse, som da Erdoğan spillede for os på Gaia. Hans skarpe lyde og direkte energi var en livline; et gejstens anker. Han udtrykte nemlig noget ligefremt og forståeligt, folk kunne forholde sig til. Jaleh Negari på percussion og dêf, stoisk-følsomme Kristian Haarløv på guitar og resten af bandet gjorde det også stærkt. De nød det tydeligvis – allerede fra slutningen af åbneren, ”Unutma”.
Alligevel herskede der nogle gange en sær inkompatibilitet. Måske var det lyden, der i øvrigt var en smule mudret, hvor jeg stod, eller måske var det i bund og grund bare de forventninger, det lod til, man havde med. Men da folk endelig lod til at have sænket skuldrene og accepteret bandets særlige karaktertræk i de afsluttende Gölgeden-numre, var alt meget lettere.
Hvis man skal tage noget med fra Tuhafs koncert, så må det være, at man naturligvis må varsom med at presse ensartede idéer ned over genrer som den genoplivede anadolu-rock. Det er sin egen dragende og visionære størrelse. Det kræver åbenhed fra publikum såvel som opmærksomhed fra musikerne. Det sidstnævnte formåede Tuhaf at levere – det førstnævnte tog tid for os at forstå.
Alle fotos: Daniel Nielsen.
