Læderklædte og iført hjelme kom Ganger på scenen siddende på hver deres motorcykel, som knurrede og brølede af motorlyde over anlægget, mens der blev sendt gigantiske røgskyer ud i hovedet på publikum. Det har jo altid været et af bandets kendetegn, at der er mere end en snert af noget uskyldig 80-nostalgi over deres lyd, men nu er det simpelthen blevet krydret visuelt med en moderne pastiche over Grease.
Jeg er nede med det, og det var resten af publikum heldigvis også. Kort før koncertstart havde jeg ellers tænkt, at Roskilde nok godt kunne have ladet Guldimund på Avalon og Ganger på Arena bytte plads. Baseret på det enorme fremmøde ved Avalon kunne førstnævnte formentlig godt have spillet på den større scene, men det viste sig dog, at Ganger også kunne tiltrække et mere end godkendt crowd.
Og så er der noget ved gruppens storladne, kollektivistiske, uhåndterlige, egenrådige og charmerende popmusik, der bare egner sig til de store scener. Måske fordi Ganger insisterer på, at der skal ske rigtig meget på scenen hele tiden. På åbneren “Tsunami” er sangerinde Ninna Lundbergs imponerende vokal eksempelvis i fokus – og det var det nok blevet til for mange andre bands, for det må være fristende at gøre brug af denne helt klassiske og smukke powerpop-vokal hele vejen igennem.
Men Ganger vil og kan noget mere og noget andet, for her er der tilsyneladende plads til alle stemmer og alle typer. På den efterfølgende “Hugo” får vi besøg af sangerinden Dayyani, der faktisk er en del af Ganger-familien, da hun er signet af bandet på deres eget pladeselskab. Med “Hugo” er vi ude i ren, uforfalsket og uspoleret pop, som måske ikke efterlader det allerstørste indtryk, men skaber grobund for en god svingom. Nej, så er der mere gods bag “Olympisk”, hvor både Thomas Bach Skaarup og Mille Christensen for første gang får lov til at overtage pladsen helt i front og solo sig i publikums hyldest.
Førstnævnte er gruppens primære tekst- og sangskriver, hvorfor det også er ham, der skal levere de mere personlige anekdoter om, hvad sangene handler om. Det kommer især til udtryk på “Klubben”, der angiveligt er baseret på et af Thomas Bach Skaarups forældres kærlighedsbreve, men som bliver dedikeret til Jannis Makrigiannis fra Choir of Young Believers, som medvirkede på singlen kort inden, at han gik bort i en alt for ung alder.
Generelt svinger det hele – og man bliver aldrig alt for komfortabel med det hele, når Ganger igen og igen ryster posen og prøver nye konstellationer af på scenen. “Bunker” med saxofonintroen bliver jeg nok aldrig træt af at høre. Men jeg må også indrømme, at flere af især gruppens nyere sange i min optik er med til at gøre, at koncerten taber pusten en anelse. Jeg savner i hvert fald den kant, der var over de mere tvetydige skæringer fra Mørk og Tro, hvor det på Pisk er klart mere renskuret pop. Og selvom Ganger har tre udgivelser bag sig, så er det nok næsten at tage munden for fuld at spille næsten fem kvarter på en festival.
På trods af konfettikanoner og orange badebolde der kastes rundt i anarkistiske scener til “Mandariner” og på trods af den leflende og folkeførende fremførelse af Lars HUGs hit “Elsker dig for evigt”, så er det først med den afsluttende “Bye Bye”, at jeg mærker snerten af gåsehud igen og virkelig bliver mindet om, at Ganger er et af de allermest spændende popbands, som Danmark har fostret længe. Det bliver næppe sidste gang, at de indtager en stor festivalscene. Helt fortjent.
Alle fotos: Daniel Nielsen.
